Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Katanga

Oprindelige forfattere HSten, JWO og TEne Seneste forfatter Redaktionen

Katanga, Shabaprovinsen, provins i den sydøstlige del af Den Demokratiske Republik Congo med grænser til Zambia og Angola; 496.877 km2, 5,6 mio. indb. (2010). Katanga har store mineralreserver især omkring hovedbyen Lubumbashi nær den zambiske grænse. Ligesom i Kobberbæltet i Zambia er det hovedsagelig kobber, der udvindes, men også zink, cobalt og andre legeringsmetaller er af betydning. Området er ret højtliggende, 500-1500 m, køligere og mere tørt end det øvrige Congo og tættere befolket. Katanga er en af Den Demokratiske Republik Congos rigeste provinser. Transportmæssigt er den tæt forbundet med Zambia. I lange perioder med borgerkrig og sabotage i Angola har Benguelajernbanen været lukket, og mineraleksporten er foregået gennem Zambia, Zimbabwe og Botswana til havnebyerne i Sydafrika, en strækning på over 4000 km. Derimod er forbindelserne til det øvrige Congo mindre udviklede og forbundet med flere skift mellem flod- og vejtransport.

Geologi

Den prækambriske Katanga-supergruppe udgør en op til 10 km tyk sedimentær lagfølge bestående af sandsten, skifre og kalksten. Gruppen ligger diskordant, dvs. ikke-parallelt, på et ældre grundfjeld af gnejser og granitter og indeholder de vigtige sedimentære kobber- og cobaltmalme i Kobberbæltet. Uranforekomsten ved Shinkolobwe NV for Lubumbashi var tidligere verdens største producent af radium og uran og har i alt produceret mere end 25.000 t uran. Minen blev udtømt i 1960.

Historie

Katanga bebos især af luba- og lunda-befolkninger. Området hørte tidligere under Belgien (Belgisk Congo), der udnyttede provinsens mineralforekomster. Få dage efter at Den Demokratiske Republik Congo (dengang Congo (Kinshasa)) opnåede selvstændighed i juni 1960, erklærede provinsens præsident, Moïse Tshombe, Katanga for selvstændigt. Det blev indledningen til en blodig borgerkrig i Den Demokratiske Republik Congo. Tshombe mistænkes for at have repræsenteret belgiske mineinteresser. Borgerkrigen involverede congolesiske og belgiske tropper samt FN-styrker og varede til begyndelsen af 1963. Derefter blev provinsen integreret i Den Demokratiske Republik Congo. Rester af Tshombes styrker forsøgte igen i 1977 og 1978 at invadere provinsen og var nær ved at have held til atter at løsrive Katanga. Regeringen måtte søge udenlandsk hjælp til nedkæmpelsen af disse invasioner.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Stendal, Jens Weise Olesen, Thyge Enevoldsen: Katanga i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=104840