Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik; 734.300 indb. (2012); indbyggertallet er vokset kraftigt siden landets selvstændighed i 1958, især pga. tilvandring i forbindelse med tørken i 1970'erne. Byen blev grundlagt 1899 af den franske koloniadministration ved floden Oubangui, som i mange år var byens eneste transportforbindelse med havet. Bangui er tydeligt opdelt i et moderne center med tilhørende velhavende forstæder og spontant opståede slumbebyggelser uden vand og elektricitet. I slummen bor de fleste indbyggere, og her ligger de største markeder. Byen har kun få arbejdspladser i industri og administration; hovedparten af indbyggerne ernærer sig i den såkaldt informelle sektor med handel og småjobs; mange er arbejdsløse. Byens behov for tømmer og brænde har medført rovdrift på resurserne i omegnens regnskov og savanne.

Kupforsøg og efterfølgende kampe resulterede i masseflugt fra Bangui i 2001. Statskuppet i marts 2013 og de efterfølgende kampe mellem forskellige militser førte til voldelige sammenstød i byen.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig