Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Angola - geografi

Oprindelige forfattere Kroeij og TEne Seneste forfatter Redaktionen

Befolkningsudviklingen er præget af de samme tendenser som i de fleste andre afrikanske lande, men en række specielle forhold gør sig gældende. De knap 10 mio. angolesere er fordelt på en række etniske grupper, alle af bantu-oprindelse. Størst er ovimbundu på det centrale plateau, det er også her, UNITA har sit bagland, men der er dog ikke nogen entydig sammenhæng mellem etniske grupper og placering i borgerkrigen. Næststørste grupper er mbundu omkring Luanda, chokwe og ovambo fulgt af bakongo i de nordvestlige provinser.

Omkring halvdelen af befolkningen er katolikker, og den katolske kirke søgte at mægle i borgerkrigen.

Befolkningsvækstens størrelse kendes ikke, men både fødsels- og dødshyppighed er meget høj. Kun et mindretal har adgang til et moderne sundhedssystem eller rent vand, og spædbørnsdødeligheden er blandt de højeste i verden, 130-200 pr. 1000 levendefødte. Hårdest ramt er landdistrikterne, hvor sundhedsposter og skoler blev ødelagt under krigen.

Annonce

Byerne skønnes at være vokset 7-8% om året siden 1980. Dette har ført til sammenbrud af infrastrukturen, voldsom vækst af slumområder og den informelle sektors dominans. Denne udvikling gælder ikke mindst hovedstaden, som skønsmæssigt huser halvdelen af bybefolkningen.

Den langvarige krig har betydet store flygtningeproblemer. I 1990 blev antallet af interne flygtninge anslået til 800.000, og mellem 250.000 og 480.000 var flygtet til nabolandene. Flygtningeproblemerne fortsatte frem til fredsslutningen i 2002; herefter er over 300.000 vendt tilbage fra nabolandene, men det anslås, at endnu 130.000 befinder sig i udlandet (2005). Genbosættelse af alle disse mennesker udgør et kolossalt problem i fremtiden.

Formelt har mænd og kvinder de samme rettigheder, men kvinderne er ramt af samme diskrimination som i andre dele af Afrika: brudepris, polygami, den største arbejdsbyrde i landbruget, mange fødsler og dårlig uddannelse. 77% af kvinderne er analfabeter mod 50% for mænd (1985).

Landbrug

Langt størstedelen af befolkningen er bønder, og landet har fortrinlige naturmæssige betingelser for at brødføde sig selv. Jordbunden er generelt frugtbar; 2/3 af landet udgøres af det centrale plateau, der ligger 1000 til 1500 m.o.h., hvorfra de vigtigste floder, bl.a. Cuanza og Cunene, udspringer. Klimaet er overvejende tropisk, varmest i nord og køligst ved kysten i syd. Nedbøren er i nord over 1000 mm om året og falder til 50 mm i den tørreste sydvestlige del af landet. I nord er der regntid fra september til maj og i den sydlige del af plateauet fra december til marts. Mængden af nedbør i regntiderne varierer dog meget; den kan i enkelte år, fx i 2006, næsten udeblive, hvilket resulterer i lokal fødevaremangel. I størstedelen af landet er den naturlige vegetation savanne, dog er der tropisk regnskov i Cabinda. Udnyttelsen af træ er faldet til et minimum, men som et af de få lande i Afrika har Angola tilstrækkelige træresurser til brændeforsyningen. Mod sydvest tynder vegetationen ud, og i den sydlige kystzone er klimaet ørkenagtigt.

Ca. 2% af arealet er opdyrket. I 1975 var Angola eksportør af kaffe, sukker, bomuld og sisal, men produktionen heraf er faldet betydeligt siden selvstændigheden. Landet var selvforsynende med basisfødevarer og eksporterede bl.a. majs, men nu producerer landbefolkningen overvejende til sig selv. Også kvægholdet i de sydlige provinser er faldet drastisk. Årsagerne er flere. Staten overtog de forladte portugisiske farme og drev dem videre som statsbrug efter østeuropæisk mønster. Disse har generelt givet underskud. Handelssystemet på landet brød sammen, da staten indførte faste og lave opkøbspriser; landdistrikter modtog ingen støtte, da genopbygningen efter selvstændigheden skulle i gang, infrastrukturen er brudt sammen, og den langvarige borgerkrig ramte især landdistrikterne. Selv om borgerkrigen nu er ophørt er der stadig store problemer med en ødelagt infrastruktur.

Fiskeri

Havet ud for Benguela og Namibe er rigt på fisk pga. mødet mellem kolde og varme havstrømme. I kolonitiden gav store fangster af sardin og hestemakrel råvarer til en betydelig fiskemelsindustri. Portugiserne fjernede det meste af flåden, industrien er ikke blevet vedligeholdt, og udbyttet er blevet halveret. En del fisk fanges på licens af udenlandske skibe.

Minedrift

Angola har oplevet et olieeventyr, og oliesektoren har gennem årene været den økonomiske rygrad i det krigsplagede land. Produktionen foregår i Cabinda-området i tæt samarbejde med udenlandske olieselskaber (Chevron) og har enklavekarakter: Den foregår løsrevet fra samfundslivet i øvrigt og bruger kun ganske lidt angolansk arbejdskraft. I lange perioder var olieanlæggene bevogtet af cubanske tropper mod UNITA-oprørernes sabotage.

I øvrigt er undergrunden rig på råstoffer, men udnyttelsen er begrænset. Vigtigst er diamanter i Lunda Norte-provinsen og jernmalm i Cassinga, men begge produktioner er faldet efter selvstændigheden. Der er store potentialer for en udvidelse af diamantudvindingen ligesom kobber synes at kunne blive en ny eksportartikel fra minesektoren.

Industri

I 1975 havde Angola en veludviklet let industri, der forsynede hjemmemarkedet. Men industrien var afhængig af import af maskiner og produktionsudstyr, og i begyndelsen af 1990'erne var der kun 280 virksomheder tilbage af 4000. Mangelen på kapital (vedligeholdelse), kvalificeret arbejdskraft og råvarer har været afgørende faktorer.

Infrastruktur

Jernbanenettet har en længde af 3000 km i tre hovedlinjer fra indlandet til havnebyerne Luanda, Lobito og Namibe. Linjen til Lobito forbinder Den Demokratiske Republik Congo og Zambia med havet. Både jernbaner og veje er dårligt vedligeholdte og har været ramt af omfattende sabotage fra UNITA. Dette har betydet en vækst for luftfarten, men flåden er nedslidt. Den eneste internationale lufthavn er Luanda.

Regional udvikling

Borgerkrigen og regeringens udviklingspolitik har forstærket forskellene mellem by og land og mellem provinserne. Investeringerne er overvejende gået til byerne på vestkysten, men også disse er præget af betydelig fattigdom, bl.a. pga. de mange flygtninge. De østlige provinser har været hårdest ramt i borgerkrigen, hvilket mange steder har ført til et næsten totalt ophør af produktionen.

Handel

Politisk har Angola været orienteret mod de tidligere socialistiske lande i Østeuropa, og militært blev MPLA støttet af Cuba i kampen mod UNITA, der til gengæld fik støtte fra USA, Sydafrika og Den Demokratiske Republik Congo. Denne orientering afspejler sig dog ikke i udenrigshandelen. Kaffe og bomuld har mistet deres betydning for eksporten, hvor olie dominerer totalt; her er hovedaftagerne USA og Kina. Portugal er den vigtigste aftager af kaffe.

Læs mere om Angola.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Krøijer, Thyge Enevoldsen: Angola - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=38047