Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Vasco da Gama

Oprindelig forfatter Sebro Seneste forfatter Redaktionen

Vasco da Gama, ca. 1460-1524, portugisisk opdagelsesrejsende, som fandt søvejen til Indien. Vasco da Gama blev i 1497 udpeget af Manuel 1. til at lede en ekspedition på fire skibe, som skulle finde søvejen til Indien syd om Afrika. Flåden forlod Lissabon 8.7.1497, og 22/11 samme år blev Kap det Gode Håb rundet. I april 1498 blev en arabisk lods taget om bord i Malindi i det nuværende Kenya, og med hans hjælp nåede flåden den 20/5 Calicut på Indiens vestkyst.

Her fik da Gama snart problemer med araberne, som hidtil havde haft monopol på Indienshandelen. I august forlod han derfor Calicut, og i juli 1499 nåede han Portugal. 1502-03 ledede han nu som admiral i spidsen for en større flåde endnu en ekspedition til Indien, og vha. bl.a. terrorbombardementer af Calicut lykkedes det at overtage arabernes handelsmonopol. I 1524 udnævntes da Gama til indisk vicekonge. Han drog atter af sted, men døde samme år i Indien.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Sebro: Vasco da Gama i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=81960