Johannes Rebmann, 1820-1876, tysk missionær og opdagelsesrejsende. Udsendt af missionsselskabet Church Missionary Society ankom Rebmann i 1846 til Østafrika. Sammen med Johann Ludwig Krapf lagde han grunden til den senere missionsindsats i Østafrika, især gennem arbejdet med bibeloversættelser. Ligesom Livingstone forenede Krapf og Rebmann missionsarbejdet med opdagelsesrejser. Som de første europæere nåede de til Kilimanjaro og Mount Kenya, og Rebmann tegnede det første kendte kort over Victoriasøen.