James Bruce, 1730-1794, skotsk opdagelsesrejsende. Bruce var britisk konsul i Algeriet 1762-65 og foretog 1768-73 en stor rejse i Nordafrika. Efter hårde strabadser kom han til Gondar, Etiopiens daværende hovedstad, og nåede i 1770 til Tanasøen, som han anså for at være Den Blå Nils kilde. Arabiske rejsende havde dog kendt søen siden middelalderen, ligesom den i 1600-t. var blevet angivet på kort, der var udført i henhold til optegnelser af portugisiske missionærer. Bruce skrev om sine bedrifter i Travels to Discover the Sources of the Nile (1790).