Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

David Livingstone

Oprindelig forfatter HBH Seneste forfatter Redaktionen

David Livingstone. Efter skitse fra 1872 af Stanley ses her mødet i 1871 mellem Stanley og Livingstone (1813-73). Det var ved dette møde, at Stanley skulle have udtalt de berømte ord: Dr. Livingstone I presume.

David Livingstone. Efter skitse fra 1872 af Stanley ses her mødet i 1871 mellem Stanley og Livingstone (1813-73). Det var ved dette møde, at Stanley skulle have udtalt de berømte ord: Dr. Livingstone I presume.

David Livingstone, 1813-1873, skotsk missionær og opdagelsesrejsende.

David Livingstone kom fra en fattig familie og blev opdraget efter strenge religiøse principper. Efter en kort uddannelse i teologi og medicin ankom han i 1841 til Sydafrika. Snart påbegyndte Livingstone en stor rejseaktivitet stadig længere mod nord, hvor han tidligt begyndte at anvende afrikanere i missionsarbejdet.

Hans interesse rettedes i stigende grad mod udforskning af det sydlige Afrikas geografi, natur og befolkning, og allerede i 1849 blev han anerkendt som opdagelsesrejsende pga. den medalje, som Royal Geographical Society tildelte ham.

Annonce

Under disse første rejser, der havde til formål at åbne Afrikas indre for mission, nåede Livingstone både til Atlanterhavskysten i det nuværende Angola og til Victoria Falls, som han navngav. Samtidig blev han klar over nødvendigheden af som forudsætning for fremskridt at bekæmpe slaveriet, og som middel hertil udformede han sin særlige strategi i form af den berømte treenighed "Christianity, Commerce, and Civilization".

I 1856 vendte han for første gang hjem til England, hvor han fik en heltemodtagelse. Hans berømmelse steg yderligere gennem udgivelsen af Missionary Travels and Researches in South Afrika (1857).

I 1858 påbegyndte David Livingstone sin Zambeziekspedition, der skulle realisere hans idéer. Missionsdelen af ekspeditionen blev en katastrofe og såede tvivl om såvel Livingstones fremskridtsidéer som hans lederegenskaber, og den britiske regering kaldte ham i 1864 hjem.

I 1866 rejste David Livingstone ud på sin sidste ekspedition, der som mål havde at finde Nilens kilde. Uheld og et svækket helbred gjorde rejsen vanskelig, og han blev flere gange meldt savnet.

Det var på en undsættelsesekspedition, at den amerikanske journalist Henry Stanley i 1871 havde det berømte møde med Livingstone ved Tanganyikasøen. Mens Stanley rejste tilbage til England og bidrog til Livingstones berømmelse, drog han selv videre, men bukkede snart under og døde i 1873 i Chitambo i det nuværende Zambia.

Myten om David Livingstone blev yderligere forstærket, da det blev kendt, at hans trofaste medarbejdere havde båret det balsamerede lig ud til kysten. Herfra førtes det til England til en statsbegravelse i Westminster Abbey i 1874.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Holger Bernt Hansen: David Livingstone i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=117650