David Livingstone. Efter skitse fra 1872 af Stanley ses her mødet i 1871 mellem Stanley og Livingstone (1813-73). Det var ved dette møde, at Stanley skulle have udtalt de berømte ord: Dr. Livingstone I presume.

.

Afrika - udforskning, Omkring 600 f.Kr. sejlede en fønikisk ekspedition, der var udsendt af den egyptiske farao Necho 2., rundt om Afrika. Den sejlede fra øst mod vest, og Herodot beretter, at ekspeditionen så solen på højre hånd, altså i nord.

Grækerne, karthagenienserne og romerne havde et udmærket kendskab til Afrika nord for Sahara og til det egyptiske Nilland. Der var karavaneveje gennem Sahara til egnene omkring floden Niger.

Efter den arabiske erobring af Nordafrika blev først Tunesien (fra 700-t.) og siden Egypten (fra 900-t.) centre for handelen med Afrika syd for Sahara. Højdepunktet i arabernes udforskning af Afrika var marokkaneren Muhammad Ibn Battutas rejser og beskrivelser af den muslimske verden midt i 1300-t. Ibn Battuta besøgte Mogadishu i Somalia i 1332 og Mali i 1352-53.

På initiativ af prins Henrik Søfareren (1394-1460) udforskede portugiserne i 1400-t. Afrikas vestkyst som led i forsøget på at finde søvejen til Indien. Målet var at overtage handelen med krydderier, farvestoffer og luksusvarer, som gav arabiske og venetianske købmænd store indtægter. I 1434 passeredes Kap Bojador, i 1445 nåedes Senegalflodens munding og i 1455 Gambias. I 1482 fandt Diogo Cão Congos udløb; i 1487 passerede Bartholomeu Diaz Kap det Gode Håb og så kysten bøje mod nord. Endelig i 1498 nåede Vasco da Gama Indien ad søvejen syd om Afrika efter at have fulgt østkysten mod nord til Malindi i det nuværende Kenya.

I 1500- og 1600-t. anlagde de europæiske magter kolonier ved kysten, som varetog handelen med indlandet. De kystnære dele af kontinentet blev dermed kendt i Europa.

Nilens løb nordpå fra sammenløbet mellem Den Blå og Den Hvide Nil var kendt fra gammel tid. Den Blå Nils kilder i Etiopien blev fundet af portugiseren Pedro Pãez i 1618 og igen af skotten James Bruce i 1770. I Sydafrika anlagde hollænderne Kapkolonien i 1652, og snart efter kendte nybyggerne landet op til Oranjefloden. Men med disse undtagelser var det afrikanske kontinents indre endnu i slutningen af 1700-t. ukendt for europæerne.

I 1788 oprettedes det private engelske selskab African Association med det formål via ekspeditioner at udforske de endnu ukendte dele af Afrika. I 1795 sendte selskabet skotten Mungo Park til Vestafrika. Formålet var ud over det videnskabelige i høj grad at udvide Storbritanniens politiske indflydelse og handel i Afrika. I 1796 nåede Park, som rejste ind i landet fra Gambia, frem til Nigerfloden ved Ségou. Hans rejse gav europæerne et førstehåndsindtryk af de afrikanske riger og handelsbyer ved Nigers øvre løb. I 1805-06 sejlede Park på en ny rejse ned ad Niger. Han omkom i konflikt med lokale fyrster nær Bussa i det nuværende nordlige Nigeria. Først i 1830 blev den resterende del af Nigers løb klarlagt, da englænderen Richard Lemon Lander fulgte floden fra Bussa til deltaet. Kendskabet til Vestafrika suppleredes af skotten Hugh Clapperton, som 1822-23 rejste gennem Sahara fra Tripolis til Tchadsøen, samt af franskmanden René Caillié, der besøgte Timbuktu på sin rejse fra Guineakysten til Marokko i 1827-29. Egnene øst for Tchadsøen blev først kendt som resultat af tyskeren Gustav Nachtigals rejse 1869-74.

I Østafrika udforskede de tyske missionærer Johann Ludwig Krapf og Johannes Rebmann i 1848-49 dele af det nuværende Kenya og Tanzania og nåede frem til det snedækkede Kilimanjaro. Englænderne Richard Francis Burton og John Hanning Speke fandt Lake Tanganyika (den senere Tanzaniasø) i 1858, og Speke nåede på samme rejse frem til Victoriasøen. I 1862 fandt Speke på en ny rejse Nilens afløb fra Victoriasøen. At afløbet virkelig var Den Hvide Nil, blev definitivt godtgjort af englænderen Samuel White Baker i 1864. Han opdagede tillige, at Nilen passerer Albertsøen på sin vej nordpå. Spørgsmålet om Den Hvide Nils kilder var dermed i det væsentligste afklaret. Udforskningen afsluttedes med den engelsk-amerikanske journalist og Afrikaudforsker Henry Morton Stanleys opdagelser i 1875 af Edwardsøen, der afvandes til Albertsøen, og af floden Kagera, der løber ud i Victoriasøen på dennes vestbred.

Den samme rejse bragte i 1876 Stanley over vandskellet til Luabala, en af Congos kildefloder; Stanley fulgte herefter Congo til mundingen.

Den skotske missionær David Livingstones tre rejser i det sydlige Afrika i årene 1852-73 førte til opdagelsen af Zambezis øvre løb; Victoriafaldene ved Kariba nåedes 1855. På sin anden rejse fandt Livingstone Nyasasøen (den senere Malawisø) og floden Shire, som afvander søen til Zambezi. På den tredje rejse udforskede han Congos øvre løb. Det var under denne rejse, at Livingstones berømte møde med Stanley fandt sted i Ujiji ved Tanganyikasøen i 1871. Livingstones resultater blev kompletteret af englænderen Verney Lovett Cameron, som fandt Tanganyikasøens afløb til Congo på en rejse gennem kontinentet fra Zanzibar til Benguela i 1873-75.

Fra 1870'erne oprettede mange lande, herunder Frankrig, Tyskland, Belgien og Rusland, selskaber til systematisk udforskning af Afrika. Allerede de første opdagelsesrejser havde givet et vist kendskab til handelsmuligheder og forekomster af udnyttelige råstoffer. De europæiske magter kunne på denne baggrund enes om en opdeling af Afrika i interessesfærer på Berlinkonferencen i 1884-85, som var indledningen til den egentlige kolonisering af kontinentets indre.

Læs mere om Afrika.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig