Østafrika, en ikke præcist afgrænset region i det østlige Afrika. I snæver forstand omfatter den landene Kenya, Uganda, Rwanda, Burundi og Tanzania; i naturgeografisk sammenhæng indgår også det nordlige Mozambique samt dele af Sudan og Somalia.

Klimaet varierer, men store områder er præget af den intertropiske konvergenszone, således at der er to regntider de fleste steder. Især i kystregionen påvirkes nedbøren også af SØ-monsunen mellem maj og oktober. Vegetationen er overvejende tropisk savanne; hist og her findes rester af regnskov, fx Uluguru-bjergene i Tanzania. Hovedparten af befolkningen er bantuer.

I 1966 dannede Kenya, Uganda og Tanzania et Østafrikansk Fællesmarked, hvori de støttede hinanden i fælles udviklingsbestræbelser. Uenighed om fordelingen af fordelene landene imellem betød dog, at fællesmarkedet opløstes igen efter få år.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig