Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Afrika - landskab

Oprindelig forfatter PEhl Seneste forfatter Redaktionen

Afrika. Vandfald ved Banfora.

Afrika. Vandfald ved Banfora.

Afrika er et kompakt kontinent næsten uden halvøer og fjorde. Landskabet er generelt et fladt, højtliggende plateau; mange steder ender plateauet ganske brat ved kysten. Kontinentet har kun store bjergkæder langt mod nord (Atlasbjergene) og syd (Capekæden); enkelte vulkankegler udgør kontinentets højeste bjerge: Kilimanjaro (5895 m) og Mount Kenya (5199 m) i Østafrika. De markerer sig i det flade landskab ligesom den store gravsænkning Rift Valley, Camerounbjergene, Det Etiopiske Højland samt Hoggar- og Tibestibjergene i Sahara. Disse strukturer har, ligesom de afrikanske inselbjerge, deres baggrund i kontinentets geologiske historie. Inselbjergene rejser sig markant på plateauerne som de mest modstandsdygtige rester af det tidligere landskab.

Lokalt kan jordbundsforholdene variere meget, og kortlægning af disse er mangelfuld. Der skelnes mellem højdeområder og bassinområder med aflejringsjorder; generelt findes de meget gamle aflejringsjorde i Vestafrika, mens de østafrikanske jorde er yngre.

Naturgeografiske regioner

Sahara i Vestsahara.

Sahara i Vestsahara.

Da det afrikanske landskab er uden store højdeforskelle, har kontinentets symmetriske placering omkring ækvator afgørende betydning for klimaet og naturforholdene i øvrigt. I Central- og Nordvestafrika betegnes de naturgeografiske regioner fra ækvator og nordpå: Guinea, Sudan, Sahel og Sahara, hvor den faldende nedbørsmængde er den afgørende faktor. Dette mønster kan til dels genfindes syd for ækvator.

Annonce

Omkring ækvator er temperaturen konstant og høj, i gns. 24-28 °C, og døgnvariationen er større end årsvariationen; nedbøren er konstant og stor. Her findes forskellige typer stedsegrøn regnskov; langs kysterne findes mangroveskove, der tåler jævnlig oversvømmelse af saltvand. Inde i landet findes de typiske regnskove med stor artsdiversitet; skoven står i flere etager, og skovbunden er fugtig, mørk og forholdsvis kølig. Regnskovsområdet har været udnyttet i flere tusinde år af folkeslag med forskellige produktionssystemer; mindre familiebrug, der anvender en form for svedjebrug, er det mest udbredte, men der kan endnu findes folk som pygmæerne, der lever som jægere og samlere i regnskoven.

Savannen i Østafrika.

Savannen i Østafrika.

Syd og nord for regnskoven, hvor nedbøren er mindre og kan udeblive i perioder, bliver plantevæksten mere spredt, og regnskoven afløses af savanne. Savanneområderne bebos både af bofaste agerbrugere og af nomader; de to forskellige befolkningsgrupper har en vis udveksling af varer og tjenester, men de er også konkurrenter om territoriet. Kikuyu (bønder) og masai (nomader) er et eksempel fra Østafrika, hausa og fulani et eksempel fra Vestafrika.

Tsetsefluen, der trives i fugtige områder og spreder kvægsygdommen sovesyge, sætter grænsen for kvægavlens udbredelse i tropisk Afrika og dermed også grænsen for nomadekultur.

I det nordlige Afrika, hvor savannen afløses af Sahelbæltet, har man en kort regntid og en lang tørtid; nedbøren er ustabil, og når det endelig regner, kan det være voldsomt; vandet strømmer i flodlejer, der kan ligge helt udtørrede i tørtiden (wadier). Jo tørrere området er, des mere spredt bliver plantevæksten; tørkeresistente planter som fx akacier er blandt de karakteristiske arter i halvørkenområdet, og græs ses hovedsagelig kun i regntiden. I dette område er nomadisme udbredt, til tider kombineret med lidt agerbrug.

Afrika. Kalahariørkenen i Botswana.

Afrika. Kalahariørkenen i Botswana.

Omkring vendekredsene findes Afrikas ørkenområder. Her er dagtemperaturerne meget høje, men nætterne kan være kolde. Fordampningen er meget stor og nedbøren helt utilstrækkelig. Sahara i Nordafrika er verdens største ørken (8-9 mio. km2); mod syd ligger Kalahari som en ørken, der i vid udstrækning er stabiliseret med plantevækst. I kystområderne, hvor kolde havstrømme er fremherskende, strækker de to ørkener sig helt ud til havet. Jægere og samlere som fx sanfolket i Kalahari, og kvæg- og handelsnomadegrupper, som fx tuareg i Sahara, har levet i århundreder i ørkenområderne. Hvor der er højtliggende grundvand, har nomaderne deres oaser og brønde. I løbet af 1900-t. ændredes nomadernes vilkår radikalt; bl.a. er deres mobilitet blevet begrænset i konkurrencen med agerdyrkerne.

Miljøproblemer

Truslen mod naturen er et af de store problemer i Afrika. Årsagerne skal søges i den stigende fattigdom og i de forandringer, der prægede kontinentet i 1900-t. Folketallet er vokset, og produktionen er blevet omlagt fra selvforsyning til en produktion, der i højere grad omfatter salg og eksport. Befolkningspresset har ført til en afkortning af landbrugsjordens braktid, og nomadesamfundenes traditionelle naturtilpasning trues af moderne landbrug, indhegninger og udbygning af infrastrukturen.

I mange lande har den vanskelige økonomiske situation, og nogle steder også regeringens udviklingspolitik, medført byvækst. Det har ført til omfattende slumbebyggelser i udkanten af de fleste storbyer. Disse bydele har deres egne miljøproblemer i form af mangelfuld vandforsyning, renovation og kloakering; i kombination med elendige boligforhold bliver resultatet høj sygelighed og dødelighed, specielt blandt børn. I de største industribyer og i tæt trafikerede bydele kan luftforurening være et stort problem, og i de fleste byer udledes spildevand urenset med hygiejneproblemer til følge. I enkelte lande har udsigten til valutaindtjening fået regeringen til at acceptere miljøfarligt affald fra ilandene.

Skovene

De afrikanske regnskove har leveret store mængder tropisk tømmer til det europæiske marked. Især på Guineakysten i Vestafrika er der blevet ryddet meget regnskov. Foruden tømmerhugst har rydninger til plantager, smålandbrug, veje, byvækst og brændsel fjernet det meste af skoven. Også i Østafrika (Etiopien, Uganda) og på Madagaskar er store skovområder ryddet. I Den Demokratiske Republik Congo findes det største af de tilbageværende regnskovsområder (1 mio. km2).

Afrika. Vestligste punkt: Almadi Point.

Afrika. Vestligste punkt: Almadi Point.

Skovrydningen giver plads for jorderosion i forbindelse med kraftige regnskyl og afstrømning, og visse tropiske jordbundstyper omdannes til gold laterit, når de udsættes for udfældning af jernmineraler i overfladen.

Størstedelen af den energi, der bruges til madlavning, skaffes fra brænde og trækul, og i mange områder er træforbruget større end træernes tilvækst. Dette kan også medføre erosionsproblemer og stedvis ørkenspredning. Da den moderne energiforsyning stort set ikke er udbygget i landdistrikterne og byernes slumområder, er det ikke muligt at erstatte brændet med fossile energikilder. Flere bistandsprojekter støtter udviklingen af vedvarende energikilder, effektivisering af brændeudnyttelsen og træplantning.

Savannen

Savanneområderne er hjemsted for de store, kendte afrikanske pattedyr som fx elefant, giraf, næsehorn, zebra og løve. Her er naturen tilpasset skiftet mellem regn- og tørtid. Befolkningstilvæksten har betydet en begyndende opdyrkning af savannens yderområder; nedslidning af plantevækst og jorderosion er forøget, og visse dyrearter er truet af jagtpres.

Specielt i Østafrika, der har et særlig rigt dyre- og planteliv, er store savanneområder blevet fredet for at modvirke disse trusler. En konsekvens er, at de oprindelige beboere udelukkes, hvilket især for nomaderne har givet problemer, når traditionelle græsningsarealer er blevet udlagt til nationalparker.

Læs mere om Afrika.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Pernille Ehlers: Afrika - landskab i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=33668