Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

Afrika - historie

Oprindelige forfattere Folke og OJus Seneste forfatter Redaktionen

Vor viden om Afrikas historie er baseret på en kombination af forskellige videnskabelige discipliners analyser. Vidnesbyrd fra skriftlige kilder, af såvel afrikansk som ikke-afrikansk oprindelse, er blevet sammenholdt med mundtlige traditioner og arkæologiske, lingvistiske og etnologiske analyser. Materialets karakter og forskelle i historiesyn har ført til divergerende opfattelser af såvel specifikke emner som af synet på Afrikas generelle historie. Mange moderne afrikanske historikere har som reaktion imod det såkaldte koloniale, eurocentriske historiesyn tilsluttet sig det afrikanske, nationalistiske historiesyn, som tager udgangspunkt i afrikanske forhold og samfund, mens ikke-afrikansk og især europæisk indflydelse nedprioriteres. Andre er tilhængere af den såkaldte underudviklingsskole, ifølge hvilken en strukturel afhængighed af Europa fra 1400-t. har været bestemmende for Afrikas historiske udvikling.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Folke, Ole Justesen: Afrika - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=33716