Afrika. Slavemarked; håndkoloreret kartouche på Guineakort fra 1680. Bagbundne fanger føres frem til europæiske slavehandlere af lokal høvding, og slavehandlerne vejer guldstøv af som betaling for fangerne. Th. opvarmes jern til brændemærkning af slaverne.

.

Castle og Good Hope. Opførelsen startede i 1666 og borgen er et af Sydafrikas ældste bygningsværker

.
Licens: Brukerspesifisert

I Afrika findes de ældste spor af menneskets færden. Kontinentet har rummet mange folkeslag, som gennem tiden er smeltet sammen og splittet op, ekspanderet og udslettet, og nogle etniske grupper er i løbet af 1900-tallet opstået som resultat af de europæiske kolonimagters administrative foranstaltninger.

Denne artikel handler om Afrikas historie fra det første skriftlige kildemateriale dukker op fra kulturerne ved Nilen omkring 3100 f.v.t. Tidligere perioder behandles i artiklen om Afrikas forhistorie.

Kilder og historiesyn

Vor viden om Afrikas historie er baseret på en kombination af forskellige videnskabelige discipliners analyser. Vidnesbyrd fra skriftlige kilder, af såvel afrikansk som ikke-afrikansk oprindelse, er blevet sammenholdt med mundtlige traditioner og arkæologiske, lingvistiske og etnologiske analyser. Materialets karakter og forskelle i historiesyn har ført til divergerende opfattelser af såvel specifikke emner som af synet på Afrikas generelle historie. Mange moderne afrikanske historikere har som reaktion imod det såkaldte koloniale, eurocentriske historiesyn tilsluttet sig det afrikanske, nationalistiske historiesyn, som tager udgangspunkt i afrikanske forhold og samfund, mens ikke-afrikansk og især europæisk indflydelse nedprioriteres. Andre er tilhængere af den såkaldte underudviklingsskole, ifølge hvilken en strukturel afhængighed af Europa fra 1400-t. har været bestemmende for Afrikas historiske udvikling.

Kulturer ved Nilen (3100-500 f.Kr.)

Det afrikanske kontinents egentlige historie, hvorfra der er overleveret skriftligt kildemateriale, antages almindeligvis at være begyndt i den nedre Nildal omkring 3000 f.Kr., da de egyptiske faraoners embedsmænd med et skriftsprog — hieroglyffer — skabte en administration, der kunne organisere samfundets økonomiske grundlag, det langs Nilen etablerede overrislingslandbrug. Egyptens vigtigste kontaktsfære i Afrika var Nubien, landet langs Nilen syd for den første katarakt (vandfald). Her har man fundet bosættelser, der ikke forekommer væsentlig anderledes end de nordlige, og herfra blev der allerede i 2000-t. f.Kr. importeret guld. I sidste halvdel af 1000-t. inddrog Egypten området langs Nilen til syd for den fjerde katarakt i sit imperium. Området kaldtes nu Kush, og dets regent indtog en høj stilling i det egyptiske hierarki. Fra ca. 1000 f.Kr. fik Kush med hovedstaden Napata en mere selvstændig stilling. Kushrigets magtstilling i forhold til Egypten kulminerede med dets besættelse af den egyptiske trone 750-655 f.Kr. Ved den assyriske besættelse af Egypten trak det kushitiske dynasti sig tilbage til sit eget rige, og i 500-t. f.Kr. flyttedes tyngdepunktet mod syd til Meroë, hvor der er levn fra en rig kultur, herunder muligvis jernfremstilling.

Den afrikanske jernalder (500 f.Kr.-600 e.Kr.)

I 600-t. f.Kr. var anvendelsen af jern til våben og redskaber blevet indført fra Asien via assyrerne til Egypten. Assyrernes teknik bredte sig muligvis til nubierne, som trak sig tilbage til Kushområdet og fra ca. 500 f.Kr.-300 e.Kr. havde centrum i Meroë. Her er der fundet store slaggehøje, som kan være resterne af en jernproduktion, men som også kan stamme fra anden metalfremstilling. I Tigreregionen i det moderne Etiopien opstod fra ca. 500 f.Kr. en kultur med elementer fra det sydlige Arabien. Her skabtes i 1. årh. e.Kr. Aksumriget med centrum i hovedstaden Aksum. Dette rige, der blev kristent i begyndelsen af 300-t., ødelagde ca. 350 Meroë, hvorefter Aksum blev dominerende i regionen. Også i det øvrige Afrika udbredtes i denne periode kendskabet til jernfremstilling og nye landbrugsprodukter. Størstedelen af Afrikas befolkning var formodentlig landbrugere, der var organiseret i forholdsvis små politiske enheder, men arabiske kilder fra 700-t. viser eksistensen af bysamfund og det store centraliserede Ghanarige i savanneregionen syd for Sahara. Ghanariget havde da kontrol over forbindelser mellem guldminer i syd og et handelssystem gennem Sahara, hvor der trods udtørring og befolkningsudtynding fortsat var transportveje.

Islam i Afrika og afrikanske riger (600-ca. 1500)

Mellem 639 og 644 erobredes Egypten af muslimske arabere, og ca. 705 var hele Nordafrika under deres kontrol. Delvis finansieret af en intensiveret guld- og slavehandel fra området syd for Sahara indtog de shiitiske fatimider i 900-t. først Nordafrika og derefter Egypten. I midten af 1000-t. overgik initiativet til en gruppe blandt berbernomaderne, almoraviderne, som fra deres udgangspunkt i det vestlige Sahara søgte både mod syd for at beherske Ghanarigets nordlige handelsbyer og mod nord, hvor de erobrede Nordafrika og det muslimske Spanien.

Ghanas intensiverede kontakt med den muslimske verden synes at have medført, at landets herskere tilnærmede sig islam, idet handelen mod nord efterhånden blev domineret af muslimer. I begyndelsen af 1200-t. flyttedes tyngdepunktet mod øst til Nigerfloden, da riget Mali fra sit udgangspunkt ved Nigerflodens øvre løb hurtigt udstrakte sin magt op ad floden til Timbuktu, hvorfra afstanden fra flodsystemet til Nordafrika var kortest. Det vidtstrakte Malis herskere blev kendt ud over den muslimske verdens grænser for deres rigdom på guld. I sidste halvdel af 1400-t. blev Malis rolle i Nigerregionen overtaget af Songhayriget, under hvis herskere Timbuktu udvikledes til et vigtigt lærdomscenter for islam. Længere mod øst omkring Tchadsøen indtog Kanem-Bornuriget i samme periode en tilsvarende rolle i transsahara-handelen, dog med hovedvægt på slaveeksport. Også Hausa-bystaterne i det nordlige Nigeria tog del i denne handel, men de skabte også, ligesom købmænd fra Maliregionen havde gjort det, et handelsnet, der strakte sig mod kysten i syd.

Også i de centrale, østlige og sydlige dele af Afrika oprettedes centraliserede stater flere steder efter år 1000. I Centralafrika skabtes muligvis allerede i 1100-t. omkring Kisalesøen begyndelsen til Lubariget, og længere mod vest lagdes i 1400-t. grunden til Lundariget og til Kongoriget syd for Congoflodens munding; de riger, som kvægfolk fra nord i 1300- til 1400-t. havde grundlagt ved Victoriasøen, afløstes ved senere indvandringer af rigerne Bunyoro, Rwanda og Burundi.

I det nuværende Zimbabwe skabtes blandt shonafolk fra ca. 1000-1400-t. et stort rige med centrum i kongsgården Stor Zimbabwe, hvorfra dets herskere havde kontrol over eksporten af guld fra de lokale guldminer til den østafrikanske kyst ved Sofala. I 1400-t. skabte et udbryderdynasti herfra, af portugiserne kaldet Monomotapa, et mellemhandlerrige umiddelbart syd for Zambezifloden. Syd for Limpopofloden organiserede de indvandrende bantukvægbrugere sig såvel i de centrale dele som langs Det Indiske Ocean.

Langs Østafrikas kyst opstod fra 700- eller 800-t. en række handelsbyer, beboet af swahili, en blanding af bantufolk og indvandrere fra Den Persiske Golf. Disse bysamfund, der langsomt blev islamiseret, og som var tæt knyttet til det maritime handelssystem i Det Indiske Ocean, blomstrede med den stigende guldhandel fra Zambeziregionen. Fra slutningen af 1200-t. blev Kilwa det ledende sultanat pga. nærheden til Zambezifloden.

Det indre af det nordøstlige Afrika oplevede ikke en direkte arabisk invasion i 600-t., men Aksumriget, der mistede sin indflydelse i Det Røde Hav, måtte flytte rigets centrum mod syd, hvorfra det optog kampen mod den langsomt fremrykkende islam. Efter indre konsolidering involveredes det nyindsatte Salomondynasti i 1300-1400-t. i langvarige konflikter med muslimske sultanater ved rigets østlige grænse.

Det muslimske Nordafrika havde fra 1200-t. oplevet en stadig stigende interesse fra de europæiske Middelhavslande. Venetianske købmænd oprettede med basis i Egypten handelskontakt med Det Indiske Ocean, mens købmænd fra bl.a. Genova, via deres handelshuse i Tunis, aftog guld og afrikanske slaver, bragt dertil ad de transsahariske handelsruter, og staterne på Den Iberiske Halvø i 1400-t. forsøgte at ekspandere i Marokko ved militære fremstød.

Afrika og den europæiske verdenshandel (1500-1800)

I 1480'erne nåede portugisiske skibe på deres udforskningssejladser langs den vestafrikanske kyst til Congoflodens udløb og rundede Kap det Gode Håb, og i 1498 sejlede Vasco da Gama langs den østafrikanske kyst før den videre færd ud i Det Indiske Ocean. Hermed havde Portugal for de næste 100 år sikret sig et næsten uanfægtet monopol på den søværts kontakt med Afrika syd for Sahara, hvor hovedformålet for portugiserne var en direkte tilgang til den afrikanske guldeksport.

Dette ytrede sig ved anlæggelse af handelsforter på Guldkysten i 1480'erne og en hurtig portugisisk erobring af Kilwa, der i 1530'erne fulgtes af fremrykning til Monomotapariget. Ud over guld var portugiserne interesserede i en række tropiske produkter, bl.a. elfenben; slavehandelen fik dog stadig større betydning. Slaverne eksporteredes især af Kongoriget og fra 1570'erne af stater i Angolas bagland, og de bragtes først og fremmest til portugisiske sukkerplantager på øerne ud for Vestafrika og til Brasilien.

I begyndelsen af 1600-t. blev det portugisiske monopol mange steder brudt af Holland, England og Frankrig, som sammen med overtagelsen af handel med guld og elfenben især var interesserede i at deltage i den forøgede eksport af slaver fra det vestlige Afrika over Atlanten.

Forskellige grader af slaveri i afrikanske samfund og en indbyrdes udveksling af slaver har antagelig eksisteret, lige så længe som eksport af slaver fra Afrika til Middelhavsregionen og Orienten har fundet sted. Før 1500 er kildematerialet meget sparsomt, og skønt det fra perioden 1500-1870'erne er mere righoldigt, er de kvantitative vurderinger beheftet med stor usikkerhed. Den europæiske eksport fra Vestafrika er blevet anslået til 10-15 mio. eller ca. 60% af den samlede eksport af slaver fra Afrika i perioden, mens de resterende ca. 40% eksporteredes til Nordafrika og Asien af andre end europæere. De sociale, økonomiske og politiske konsekvenser i Afrika af slaveeksporten er stærkt varierende geografisk og tidsmæssigt.

I Vestafrika fulgtes etableringen af det atlantiske handelssystem bl.a. af dannelsen af en række nye, stærke kyststater: Oyo, Dahomey og Ashanti, mens Songhayriget i 1600-t. efter en marokkansk invasion blev afløst af en række mindre riger langs Nigerflodens løb. I Centralafrika førte slaveeksporten til opløsning af Kongoriget fra slutningen af 1600-t., mens Lunda ekspanderede langs handelsruterne til Angola. Sydligst i Afrika udviklede hollænderne fra 1652 en koloni ved Kap det Gode Håb; de enten fordrev eller underlagde sig de oprindelige indbyggere, khoikhoi, og i løbet af 1700-t. stødte de europæiske indvandrere sammen med bantusamfund i øst.

Afrika under europæisk kolonistyre (1800-1950)

I det indre af Vestafrika foranledigede en islamisk vækkelse i begyndelsen af 1800-t. oprettelsen af fulaniemirater i Hausaområdet i Nordnigeria. Dette fulgtes af et nyt dynasti i Bornu og i dannelsen af stater omkring de øvre løb af Niger og Senegalfloden, alle præget af islamisk vækkelse.

Fra ca. 1810 blev der gradvis indført forbud mod europæiske skibes medvirken i slavetransporter, der dog først ophørte i 1860'erne. Dette forbud, der overvejende blev gennemtrumfet af Storbritannien, fulgtes af øget europæisk efterspørgsel på afrikanske produkter som planteolier, gummi og senere bl.a. nydelsesmidler. Samtidig hermed udforskede europæerne kontinentet og anlagde missioner i Afrika.

De vestafrikanske kystsamfund søgte på forskellig måde og med varierende held at indrette sig på denne nye situation. Bortset fra Oyo, som brød sammen i 1830'erne, vedblev de fleste større stater at bestå. Mens Storbritannien i hovedsagen nøjedes med at søge at begrænse de afrikanske staters autonomi fra støttepunkter langs kysten, begyndte Frankrig i 1850'erne en langsom ekspansion op ad Senegalfloden.

I det øvrige Afrika nord for Limpopofloden vedblev eksporten af slaver at være vigtigst indtil midten af 1800-t. Den kombineredes med elfenbenshandel, der intensiveredes i sidste halvdel af århundredet. I Østafrika blev øen Zanzibar centrum for eksport af slaver og elfenben, da Omans sultan var flyttet dertil i første halvdel af 1800-t. Leverancerne hertil kom via handelssystemer, der strakte sig både til rigerne ved Victoriasøen og til området omkring Tanzaniasøen. Syd for Limpopofloden fulgtes oprettelsen af Zuluriget i begyndelsen af århundredet af politiske omvæltninger og territorial omstrukturering, som satte sig spor langt op i det østlige Afrika. Fra Kapkolonien, der i 1815 var blevet overtaget af Storbritannien, udvandrede fra 1830'erne en del af boerbefolkningen, som i de centrale områder af det sydlige Afrika oprettede de nye republikker Orange og Transvaal.

I det nordlige Afrika prægedes perioden af modernisering og europæisk indblanding. I 1830 indledte en fransk besættelse af Algeriet en indvandring af franske kolonister, mens en moderniseringspolitisk og finansiel ekstravagance svækkede Tunesien i en sådan grad, at det førte til en invasion og oprettelse af et fransk protektorat i 1881.

I Egypten var der i første halvdel af 1800-t. indledt en modernisering, der bl.a. førte til militær ekspansion mod syd til det nuværende Sudan, hvorfra der hentedes elfenben og slaver. Gæld og salg af koncessioner, bl.a. til Suezkanalen (færdiggjort i 1869), førte til europæisk finanskontrol, samtidig med at det egyptiske styre i Sudan blev fordrevet i 1881 af en islamisk vækkelsesbevægelse.

Fra omkring 1880 afløstes den spredte og forholdsvis begrænsede europæiske tilstedeværelse i Afrika af det såkaldte kapløb om Afrika, hvorunder hele Afrika undtagen Liberia og Etiopien blev underlagt europæiske magter. Tidligere analyser af årsager til kapløbet har især peget på økonomiske, strategiske, stormagtspolitiske og ideologiske elementer i en europæisk sammenhæng med fokus på Tysklands udfarende rolle. Senere har der imidlertid været stigende opmærksomhed omkring forholdene i de enkelte områder i Afrika og de gradvis voksende modsætninger i de økonomiske og politiske relationer mellem de afrikanske samfund og de lokale europæiske agenter. Alt dette gav sig på det diplomatiske plan i Europa udtryk i et pres mod især Storbritanniens forsøg på at fastholde dets økonomiske og politiske, uformelle dominans. Modstridende europæiske krav om overhøjhed over kyststrækninger i Afrika førte til Berlin-konferencen i 1884-85, hvor man fastlagde de statsretslige procedurer, som de europæiske stater skulle følge ved fremtidige koloniseringer. Etablering af kolonier, protektorater og interessesfærer i Afrika, der skete med anvendelse af både militære og politiske midler, foregik derfor sideløbende med indgåelsen af gensidige europæiske traktater, der afstak grænserne og forhindrede indbyrdes europæiske militære konflikter i Afrika.

Hvad enten okkupationen skete ved statslige organer eller var overladt til koncessionerede kompagnier, var den europæiske organisation, kommunikation, medicin og våbenteknologi overlegen i forhold til den afrikanske. De fleste samfund i Afrika søgte forgæves at forsvare deres uafhængighed, dels ved militær modstand i erobringsfasen, dels langt ind i 1900-t. ved væbnede oprør og opstande imod den etablerede kolonimagt samt ved passiv modstand. Først omkring 1. Verdenskrig var alle dele af koloniområdet under kontrol af europæiske statslige administrationer.

På dette tidspunkt blev de civile koloniadministrationer endelig organiseret. Selvom der var forskelle i organisation og politik, var disse forskelle ikke så fremtrædende i praksis, idet hensyn til stabilitet og økonomi næsten alle steder nødvendiggjorde en vanskelig balance mellem direkte styring og inddragelse af afrikanske ledere. Alle koloniadministrationer søgte at organisere en eksportøkonomi, hvad enten det drejede sig om minedrift, plantageproduktion, europæisk bosætterlandbrug eller eksportafgrøder, dyrket af afrikanske bønder. Dette krævede et vist mål af moderne infrastruktur, sundheds- og uddannelsesvæsen, der oftest skulle finansieres lokalt via eksportindtjening samt forskellige former for beskatning og tvungent arbejde.

Udfordringen til det europæiske magtmonopol overgik i 1920'erne fra de traditionelle ledere til en vestligt uddannet, nationalistisk indstillet elite, som fra at søge deltagelse i koloniadministrationen langsomt under krisen i 1930'erne og under 2. Verdenskrig ændrede dette til krav om overtagelse af styringen.

Afkolonisering efter 1950

Efter 2. Verdenskrig intensiverede nationalistbevægelserne i Afrika deres aktivitet, der blev understøttet af de ændringer, der havde fundet sted i kolonimagterne, i det internationale system og i den tredje verden. Afkoloniseringsprocessen begyndte i 1950'erne i Nordafrika, og dens første fase afsluttedes i begyndelsen af 1960'erne, da godt og vel 40 afrikanske stater havde opnået uafhængighed. De nordeuropæiske kolonimagter, Frankrig, Storbritannien og Belgien, bøjede sig i de fleste kolonier efter forgæves forsøg på diverse kompromisløsninger og overdrog magten til lederne af de respektive nationalistbevægelser. Kun hvor der fandtes betragtelige europæiske indvandrergrupper som i Kenya og Algeriet, udviklede der sig væbnede oprør, som viste sig så kostbare at imødegå, at både kolonimagt og de europæiske bosættere måtte give op. Tilbage var de portugisiske kolonier og Sydrhodesia, hvis store europæiske bosætterelement ensidigt erklærede sig uafhængigt, samt Sydafrika, hvor det regerende Afrikaaner Nationalistparti efter pres trak sig ud af Commonwealth, efter fra 1948 at have isoleret sig gennem indførelse af apartheid og integrering af Namibia. Som konsekvens heraf indledte nationalistbevægelserne i 1960'erne væbnede kampe, der med økonomisk og politisk støtte fra de uafhængige afrikanske stater og militær støtte fra Østblokken havde en sådan fremgang, at det resulterede i det portugisiske kolonistyres fald i 1975 og Zimbabwes uafhængighed i 1980.

Derefter øgedes det indre og ydre pres på Namibia og Sydafrika. I 1988 blev de sydafrikanske ledere således pga. store omkostninger og underminering af deres politiske platform i det lokale og internationale politiske system tvunget til at opgive Namibia, og fra 1990 måtte de indlede forhandlinger med de nationalistiske bevægelser om magtdeling og demokratisering.

I en række af de uafhængige afrikanske stater har der været borgerkrige i lange perioder. Disse har enten været forårsaget af separatistbevægelser eller af politiske magtkampe, ofte med baggrund i etniske modsætninger og ofte med mere eller mindre åbenlys afrikansk og international involvering.

De fleste nye staters politiske system var i begyndelsen kopieret efter den tidligere kolonimagt, men det blev mange steder hurtigt omdannet til étpartisystemer og præsidentstyrer med et enevældigt præg og ofte med afrikansk socialisme som erklæret ideologi.

I ganske mange lande har de civile regeringer vekslet med militære regimer, men i almindelighed har man fastholdt omfanget af det administrative apparat og en kraftig statslig styring af den økonomiske sfære.

De afrikanske stater oprettede i 1963 OAU (Organisationen for Afrikansk Enhed) som organ til fremme for "enheden og solidariteten mellem de afrikanske stater"; der er også etableret mange regionale samarbejdsorganisationer, som har haft vekslende succes. Internationalt forfægtede mange afrikanske stater i 1960'erne en neutralistisk politik, som op gennem 1970'erne og 1980'erne mødte stigende vanskeligheder med at undgå inddragelse i en af de to supermagtblokke. Efter blokpolitikkens sammenbrud i slutningen af 1980'erne har de afrikanske stater oplevet en svækkelse af deres internationale position, som sammen med stærkt belastede økonomier og gældskrise har ført til øget lydhørhed over for udenlandske krav om økonomiske omstruktureringer og øget demokratisering.

I en verden, der i øvrigt er præget af globalisering og af, at flere grundlæggende problemer som epidemier og fødevaremangel er ved at blive løst, er Afrika fortsat kontinentet, der ikke kan følge med i udviklingen. Problemerne er mange, men krige og en galoperende aids-epidemi er blandt de vigtigste. Antallet af flygtninge (herunder de såkaldte IDPs, Internally Displaced Persons) fra krigene blev i 2002 anslået til 13,5 mio., en stigning på 5 mio. siden 1998. I Sudan, Den Demokratiske Republik Congo og Angola opholder en stor del af flygtningene sig. Den manglende udvikling betyder, at en lang række af de afrikanske lande fortsat er blandt de fattigste i verden. Se Human Development Index.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig