I det indre af Vestafrika foranledigede en islamisk vækkelse i begyndelsen af 1800-t. oprettelsen af fulaniemirater i Hausaområdet i Nordnigeria. Dette fulgtes af et nyt dynasti i Bornu og i dannelsen af stater omkring de øvre løb af Niger og Senegalfloden, alle præget af islamisk vækkelse.
Fra ca. 1810 blev der gradvis indført forbud mod europæiske skibes medvirken i slavetransporter, der dog først ophørte i 1860'erne. Dette forbud, der overvejende blev gennemtrumfet af Storbritannien, fulgtes af øget europæisk efterspørgsel på afrikanske produkter som planteolier, gummi og senere bl.a. nydelsesmidler. Samtidig hermed udforskede europæerne kontinentet og anlagde missioner i Afrika.
De vestafrikanske kystsamfund søgte på forskellig måde og med varierende held at indrette sig på denne nye situation. Bortset fra Oyo, som brød sammen i 1830'erne, vedblev de fleste større stater at bestå. Mens Storbritannien i hovedsagen nøjedes med at søge at begrænse de afrikanske staters autonomi fra støttepunkter langs kysten, begyndte Frankrig i 1850'erne en langsom ekspansion op ad Senegalfloden.
I det øvrige Afrika nord for Limpopofloden vedblev eksporten af slaver at være vigtigst indtil midten af 1800-t. Den kombineredes med elfenbenshandel, der intensiveredes i sidste halvdel af århundredet. I Østafrika blev øen Zanzibar centrum for eksport af slaver og elfenben, da Omans sultan var flyttet dertil i første halvdel af 1800-t. Leverancerne hertil kom via handelssystemer, der strakte sig både til rigerne ved Victoriasøen og til området omkring Tanzaniasøen. Syd for Limpopofloden fulgtes oprettelsen af Zuluriget i begyndelsen af århundredet af politiske omvæltninger og territorial omstrukturering, som satte sig spor langt op i det østlige Afrika. Fra Kapkolonien, der i 1815 var blevet overtaget af Storbritannien, udvandrede fra 1830'erne en del af boerbefolkningen, som i de centrale områder af det sydlige Afrika oprettede de nye republikker Orange og Transvaal.
I det nordlige Afrika prægedes perioden af modernisering og europæisk indblanding. I 1830 indledte en fransk besættelse af Algeriet en indvandring af franske kolonister, mens en moderniseringspolitisk og finansiel ekstravagance svækkede Tunesien i en sådan grad, at det førte til en invasion og oprettelse af et fransk protektorat i 1881.
I Egypten var der i første halvdel af 1800-t. indledt en modernisering, der bl.a. førte til militær ekspansion mod syd til det nuværende Sudan, hvorfra der hentedes elfenben og slaver. Gæld og salg af koncessioner, bl.a. til Suezkanalen (færdiggjort i 1869), førte til europæisk finanskontrol, samtidig med at det egyptiske styre i Sudan blev fordrevet i 1881 af en islamisk vækkelsesbevægelse.
Fra omkring 1880 afløstes den spredte og forholdsvis begrænsede europæiske tilstedeværelse i Afrika af det såkaldte kapløb om Afrika, hvorunder hele Afrika undtagen Liberia og Etiopien blev underlagt europæiske magter. Tidligere analyser af årsager til kapløbet har især peget på økonomiske, strategiske, stormagtspolitiske og ideologiske elementer i en europæisk sammenhæng med fokus på Tysklands udfarende rolle. Senere har der imidlertid været stigende opmærksomhed omkring forholdene i de enkelte områder i Afrika og de gradvis voksende modsætninger i de økonomiske og politiske relationer mellem de afrikanske samfund og de lokale europæiske agenter. Alt dette gav sig på det diplomatiske plan i Europa udtryk i et pres mod især Storbritanniens forsøg på at fastholde dets økonomiske og politiske, uformelle dominans. Modstridende europæiske krav om overhøjhed over kyststrækninger i Afrika førte til Berlin-konferencen i 1884-85, hvor man fastlagde de statsretslige procedurer, som de europæiske stater skulle følge ved fremtidige koloniseringer. Etablering af kolonier, protektorater og interessesfærer i Afrika, der skete med anvendelse af både militære og politiske midler, foregik derfor sideløbende med indgåelsen af gensidige europæiske traktater, der afstak grænserne og forhindrede indbyrdes europæiske militære konflikter i Afrika.
Hvad enten okkupationen skete ved statslige organer eller var overladt til koncessionerede kompagnier, var den europæiske organisation, kommunikation, medicin og våbenteknologi overlegen i forhold til den afrikanske. De fleste samfund i Afrika søgte forgæves at forsvare deres uafhængighed, dels ved militær modstand i erobringsfasen, dels langt ind i 1900-t. ved væbnede oprør og opstande imod den etablerede kolonimagt samt ved passiv modstand. Først omkring 1. Verdenskrig var alle dele af koloniområdet under kontrol af europæiske statslige administrationer.
På dette tidspunkt blev de civile koloniadministrationer endelig organiseret. Selvom der var forskelle i organisation og politik, var disse forskelle ikke så fremtrædende i praksis, idet hensyn til stabilitet og økonomi næsten alle steder nødvendiggjorde en vanskelig balance mellem direkte styring og inddragelse af afrikanske ledere. Alle koloniadministrationer søgte at organisere en eksportøkonomi, hvad enten det drejede sig om minedrift, plantageproduktion, europæisk bosætterlandbrug eller eksportafgrøder, dyrket af afrikanske bønder. Dette krævede et vist mål af moderne infrastruktur, sundheds- og uddannelsesvæsen, der oftest skulle finansieres lokalt via eksportindtjening samt forskellige former for beskatning og tvungent arbejde.
Udfordringen til det europæiske magtmonopol overgik i 1920'erne fra de traditionelle ledere til en vestligt uddannet, nationalistisk indstillet elite, som fra at søge deltagelse i koloniadministrationen langsomt under krisen i 1930'erne og under 2. Verdenskrig ændrede dette til krav om overtagelse af styringen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.