Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Afrika - historie (romerne i Nordafrika)

Oprindelige forfattere Folke og POErs Seneste forfatter Redaktionen

I Nordafrika var der i 700-t. f.Kr. blevet dannet et forbund af handelsbyer under ledelse af det fønikiske Karthago, som erobrede det nordlige Tunesien og knyttede handelsforbindelser mellem de omliggende libysk-berberiske samfund og byerne omkring Middelhavet. I 146 f.Kr. erobrede romerne Karthago og etablerede derefter provinsen Africa. Oprindelig omfattede området den nordlige del af det nuværende Tunesien, Africa Proconsularis, men det blev langsomt udvidet fra øst mod vest. I år 46 f. Kr. blev Numidia inddraget, og i 40 e. Kr. erobredes resten af det nuværende Nordafrika, der blev omdannet til yderligere to provinser med administrationscentrene Caesarea (Mauretania Caesariensis) og Tingi (Mauretania Tingitana).

Især den østlige del af Africa var både politisk, økonomisk og kulturelt et af de mest betydningsfulde områder i Det Romerske Imperium. Store mængder af korn og olivenolie blev eksporteret til især Rom. En rig bykultur udvikledes omkring centre som Karthago, Leptis Magna, Dougga og Caesarea. Økonomisk og kulturelt lå Africas blomstringsperiode i 100- og 200-t., dog med begyndende sociale spændinger og deraf følgende uro. Det romerske Africa blev en af den spæde kristendoms vigtigste bastioner med oldkirkelige teologer som Tertullian, Cyprian og Augustin, men uenigheder i opfattelsen af kristendommen prægede samtidig den afrikanske kirke (se donatisme). I perioden 429-439 erobrede vandalerne det romerske Africa, og i 533 overtog byzantinerne området.

Læs mere om Afrikas historie.

Annonce

Læs også om Afrikas forhistorie.

Læs også om Afrika i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Folke, Peter Ørsted: Afrika - historie (romerne i Nordafrika) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=33718