Værdien af Afrikas samlede eksport svarede i 1990 til knap 2% af verdens samlede eksport. Så godt som hele eksporten består af uforarbejdede råstoffer (især råolie) og fødevarer. Selvom eksporten er minimal i forhold til verdenshandelen, svarer den ikke desto mindre til 22% af kontinentets samlede produktion (BNP). Derfor er Afrika stærkt afhængig af priserne på verdensmarkedet. Forholdet mellem priserne på Afrikas eksport- og importvarer, bytteforholdet, udviklede sig negativt fra begyndelsen af 1980'erne, hvor det faldt fra indeks 168 i 1981 til indeks 96 i 1989. Det betød, at Afrika fik sværere og sværere ved at finansiere sin import.

Udenrigshandelen er koncentreret om EU-landene, der i 1990 aftog omkring halvdelen af eksporten; her tegnede Nigerias eksport af olie sig for en betydelig andel. 60% af importen kommer fra EU. Derimod er samhandelen mellem de afrikanske lande stærkt begrænset; i 1990 gik under 7% af de afrikanske landes samlede eksport til andre afrikanske lande.

Kontinentets begrænsede andel af den samlede verdenshandel modsvares af en endnu mere udtalt mangel på udenlandske private investeringer. På nær enkelte undtagelser har ingen afrikanske lande modtaget udenlandske investeringer i nævneværdigt omfang i 1980'erne. Nigeria med den store oliesektor samt Sydafrika er de eneste betydelige undtagelser syd for Sahara.

Afrikas marginalisering i forhold til verdensøkonomien er både en følge af og en årsag til, at kontinentets økonomiske situation er blevet stadig værre. Dette kommer bl.a. til udtryk i en voldsom stigning i den samlede gæld til omverdenen. I landene syd for Sahara steg gælden til 146 milliarder dollars i 1990, en tredobling i løbet af 1980'erne. Betaling af renter og afdrag er en voldsom belastning for de i forvejen kriseramte økonomier. Visse år er landene oppe på at betale 30% eller mere af eksportindtægterne for at forrente og afdrage gælden.

Også de nordafrikanske lande var stærkt gældstyngede gennem 1980'erne. Dog fik Egypten nedskrevet sin gæld med over 50% fra 1990 til 1991 — en anerkendelse af den egyptiske støtte til den internationale kamp mod Iraks besættelse af Kuwait i 1990.

I et snævert samarbejde med Den Internationale Valutafond (IMF) udarbejdede Verdensbanken (IBRD) igennem 1980'erne økonomiske reformprogrammer for en lang række afrikanske lande. Strukturreformerne sigtede mod en gennemgribende liberalisering af økonomien; ved at fjerne statslige kontrolforanstaltninger og statslig styring håbede Valutafonden og Verdensbanken, at man kunne få gang i økonomierne. Ud over en generel liberalisering krævede de to finansielle institutioner, at regeringerne forsøgte at fremme eksporten. Målet var en vækst i valutaindtjeningen til lettelse af afbetalingen af udlandsgælden. I de fleste lande udeblev de positive resultater af den økonomiske hestekur eller lod vente på sig. Mange steder førte reformerne til voksende social og politisk uro.

Det er karakteristisk, at gennemførelse af de økonomiske strukturreformer i stigende omfang blev gjort til betingelse for, at de afrikanske lande kunne opnå udviklingsbistand fra den rige verden. EF (senere EU) og herunder Danmark begyndte at tilslutte sig de reformkrav, som Verdensbanken og Valutafonden stillede. Dette var særlig vigtigt, da EF-landenes totale bistand gennem 1980'erne udgjorde mere end halvdelen af den samlede bistand til Afrika syd for Sahara. Også i Nordafrika er EU en vægtig bistandsyder.

Bistanden fra EU kanaliseres dels fra land til land (bilateral bistand), det gælder bl.a. store franske udviklingsprogrammer i de tidligere franske kolonier, dels gennem EU's multilaterale aftale, Lomékonventionen, som bl.a. omfatter 45 afrikanske lande. Det drejer sig om betydelige beløb. I 1990/91 udgjorde ulandsbistand 11% af det samlede BNP i landene syd for Sahara, og mindst halvdelen kom fra de vesteuropæiske lande.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig