Etiopien - geografi | lex.dk – Den Store Danske

Etiopien – geografi, Befolkning. Befolkningsdata for Etiopien er usikre; seneste folketælling blev afholdt i 1994. Etiopien er det land i Afrika, der har den tredjestørste befolkning (efter Nigeria og Egypten), og vækstraten på over 3% om året er blandt de højeste i verden. Omkring halvdelen af befolkningen er under 15 år. Dette bidrager i sig selv til en meget lav levestandard for det store flertal, ikke mindst i landområderne. Også i byerne er antallet af meget fattige mennesker vokset, især efter at den tidligere regerings stærke kontrol med befolkningens flytning fra land til by er bortfaldet. Fortsat bor dog 85-90% på landet. Mindst en tredjedel af den voksne befolkning er analfabeter, og langt de fleste af disse er kvinder, hvilket afspejler navnlig landbokvindernes meget hårde levevilkår.

I modsætning til, hvad der ellers er almindeligt i Afrika, er Etiopiens grænser ikke primært fastlagt af kolonimagterne. Alligevel er den etniske sammensætning overordentligt kompleks, idet en lang række folkegrupper blev undertvunget og indlemmet i Etiopien, efterhånden som kejserriget udvidede sine grænser. Der findes således mere end 80 etniske grupper med hver deres sprog og kulturelle særpræg, samtidig med at sameksistensen har ført til talrige blandinger.

Der skelnes mellem tre hovedgrupper. Blandt de semitiske folk er amharer og tigrayer vigtigst; de er overvejende bønder i det nordlige og centrale højland, og et flertal er kristne. Amharerne har traditionelt domineret politik og økonomi. De kushitiske folk omfatter den største enkeltgruppe, oromoerne. Størstedelen er muslimer, og mange er kvægbrugere i det sydlige og østlige lavland, nogle som egentlige nomader. Endelig er der de relativt få bantu folk i de vestlige og sydvestlige randområder; mange af dem er animister, og indtil 1960'erne og 1970'erne var deres integration i Etiopien helt marginal.

En vigtig faktor bag amharernes ekspansion var et tiltagende befolkningspres og en økologisk nedslidning af deres kerneområder i det nordlige højland; dette gør sig fortsat gældende. Vandringer fra nord mod de tyndere befolkede og mere frugtbare egne mod syd og vest har således bidraget til den etniske kompleksitet. I forbindelse med den store tørkekatastrofe i 1984-85, som netop ramte hårdest i det nordlige højland, tvangsflyttede militærstyret 1 mio. mennesker; mange af disse har dog efter styrets fald søgt tilbage til deres hjemegn.

Over halvdelen af befolkningen antages at være kristne (overvejende etiopisk-ortodokse), mens noget under halvdelen er muslimer.

Befolkningssituationen kompliceres af de mange krige i regionen, som har medført store flygtningestrømme ind og ud af landet. Etiopien huser fortsat et betydeligt antal flygtninge fra Sudan og Somalia, og under borgerkrigen i Etiopien flygtede over 1 mio. mennesker til Sudan, hvorfra de nu langsomt vender tilbage. Også integrationen af soldaterne fra militærstyrets nu demobiliserede hær, som med mere end 400.000 mand havde været Afrikas største, udgjorde et væsentligt problem.

Erhverv og udvikling

Såvel kejserdømmet som militærstyret lagde afgørende vægt på Etiopiens enhed under et centralt, amharisk domineret styre. Det førte til, at den økonomiske udvikling koncentreredes til landets centrum, og det fremmede en etnisk og regional modstand mod centralregeringen. Den nye regering har derimod siden 1991 søgt at fremme en etnisk baseret politisk organisering. Der er bl.a. gennemført en vidtgående administrativ omlægning til nye, etnisk definerede regioner med udstrakt selvstyre.

Landbrug beskæftiger ca. 80% af befolkningen, langt flest i små bondebrug med et selv efter afrikansk standard meget lavt teknologisk niveau. Ved siden af jordbruget er også kvægbrug vigtigt, og over en tredjedel af arealet, især i de lavereliggende, mindre frugtbare områder, benyttes til græsning. Produktiviteten i landbruget er meget lav, og selv i gode høstår må Etiopien importere en væsentlig del af sit fødevareforbrug, overvejende som fødevarebistand. Samtidig står landbruget for over 80% af eksporten med kaffe som langt den vigtigste vare, efterfulgt af huder og læder.

Jordreformen i 1975 gjorde med sovjetisk forbillede effektivt op med det feudale system af storgodser, som indtil da havde eksisteret i store dele af landet, men alligevel øgedes smålandbrugenes problemer. Al jord blev nationaliseret, og ca. 95% af agerjorden blev fordelt til småbrug efter den enkelte husholdnings størrelse og behov, men således, at den med mellemrum atter blev omfordelt, og den enkelte bonde dermed ikke havde sikkerhed for brugsretten til et givet stykke jord. Samtidig trak regeringen store resurser ud af småbrugene gennem beskatning og ordninger, der tvang bønderne til at sælge især korn til meget lave priser. Dermed havde bønderne hverken interesse i eller mulighed for at forbedre deres jord og dyrkningsmetoder; produktionen stagnerede, og sårbarheden over for tørkeperioder tog til.

Langt størstedelen af de statslige investeringer i landbrugssektoren gik til de statsfarme og i mindre omfang kooperative farme, som oprettedes på de resterende 5% af jorden. De kooperative farme fik aldrig større betydning, men statsbrugene stod trods en betydelig ineffektivitet i 1980'erne for en væsentlig del af den markedsførte produktion af fødevarer tillige med størstedelen af eksportproduktionen, især kaffe. Med regeringsskiftet i 1991 gik kooperativerne i opløsning, mens de fleste statsbrug søges videreført, til dels med involvering af privat kapital. Regeringen har erklæret, at den vil forbedre småbrugenes vilkår, og prisdannelsen er liberaliseret til fordel for bønderne, men en reform af rettighedsforholdene til jorden lader vente på sig.

Industrien er af meget begrænset omfang. Ud over forarbejdning af landbrugsvarer til eksport (kaffe, te, læder) er det især letindustri med sigte på hjemmemarkedet: drikkevarer, fødevarer og tekstiler samt basale byggematerialer. Virksomhederne ligger især i og omkring Addis Abeba samt i mindre omfang Dire Dawa. De var tidligere statsejede, men den nye regering har indledt en privatisering.

Infrastruktur. Etiopien har forholdsvis gode, om end noget nedslidte helårshovedveje, der udgår radialt fra Addis Abeba til hovedbyerne i provinsen samt til havnebyen Assab i Eritrea. Det øvrige vejnet er meget ringe udbygget, og mange strækninger er ikke farbare i regntiden. Landets eneste jernbane går fra Addis Abeba til havnebyen Djibouti i nabolandet af samme navn. Efter Eritreas selvstændighed har Etiopien ikke længere egen adgang til havet. Pga. krigen med Eritrea blev Etiopiens forbindelser til Djibouti styrket; næsten al landets eksport går gennem Djiboutis havn. Indenrigsflyvningen er veludviklet med forbindelse til mange små flyvepladser, og Addis Abeba er et vigtigt knudepunkt for den internationale lufttrafik i Afrika.

Læs videre om Etiopiens naturgeografi eller om Etiopien generelt.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.