Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rwanda (Historie)

Oprindelige forfattere Sano og TEne Seneste forfatter Redaktionen

Rwanda. Belgien underlagde sig Rwanda i 1916; indtil belgierne i 1919 fik landet tildelt som mandatområde under Folkenes Forbund, blev det styret af den kongelige kommissær Justin Malfeyt. Fotografiet er taget i 1918 eller 1919, da Malfeyt var på besøg i Nyansa for at se tutsiernes hellige køer; den høje mand mellem belgierne er formodentlig mwamien 'kongen' Yuhi Musinga. De belgiske kolonimyndigheder skærpede skellet mellem hutu og tutsi, bl.a. ved fra 1935 at udstede identitetskort, hvormed en hutu mistede muligheden for at avancere socialt til en tutsi.

Rwanda. Belgien underlagde sig Rwanda i 1916; indtil belgierne i 1919 fik landet tildelt som mandatområde under Folkenes Forbund, blev det styret af den kongelige kommissær Justin Malfeyt. Fotografiet er taget i 1918 eller 1919, da Malfeyt var på besøg i Nyansa for at se tutsiernes hellige køer; den høje mand mellem belgierne er formodentlig mwamien 'kongen' Yuhi Musinga. De belgiske kolonimyndigheder skærpede skellet mellem hutu og tutsi, bl.a. ved fra 1935 at udstede identitetskort, hvormed en hutu mistede muligheden for at avancere socialt til en tutsi.

Området var først beboet af twa, pygmæer, der levede som jægere og samlere. Senere indvandrede hutuerne, og omkring 1300-t. fulgte de første af tutsifolket, som i 1400-t. grundlagde et mindre kongedømme i nærheden af Kigali. Tutsierne, der delvis underlagde sig hutuernes områder, menes at være kommet nordfra.

Igennem hele Rwandas kendte historie har hutuerne været i overtal, men det meget hierarkisk opbyggede tutsikongedømme kom efterhånden til at omfatte hovedparten af landet; hutuerne udgjorde de nedre lag i et feudallignende socialt system og måtte bl.a. udføre tvangsarbejde for tutsierne. Efterhånden kom begrebet hutu til at dække over lav social status snarere end over etnisk tilhørsforhold. Således kunne fattige tutsier betegnes hutu, og magtfulde hutuer tutsi.

Konger og præsidenter
konger
1797-1830Yuhi Gahindiro
1830-60Mutara Rwogera
1860-95Kigeri 4. Rwabugiri
1895-96Mibambwe Rutalindwa
1896-1931Yuhi Musinga
1931-59Mutara Rudahigwa
1959Kigeri 5. Ndahindurwa
præsidenter
1962-73Grégoire Kayibanda
1973-94Juvénal Habyarimana
1994Théodore Sindikubwabo
1994-2000Pasteur Bizimungu
2000-Paul Kagame

Rwanda og Burundi anerkendtes ved Berlinkonferencen 1884-85 som tysk interessesfære og blev en provins i Tysk Østafrika i 1899. Belgien underlagde sig området i 1916 og fik det efter 1. Verdenskrig tildelt som mandatområde under Folkenes Forbund. Det blev under navnet Ruanda-Urundi administreret som en del af Belgisk Congo.

Annonce

De belgiske kolonimyndigheder og missionærer betragtede tutsierne som en velegnet elite, gennem hvilken man kunne styre kolonien. Det bidrog til, at de etniske skel atter blev skærpet; tutsimonarkiet blev styrket, og hutuerne diskrimineret mht. fx adgang til uddannelse og indflydelse i administrationen.

I 1959 gjorde hutuerne oprør under den senere præsident Kayibandas ledelse, og da belgierne samtidig skiftede politisk kurs i forhold til de to grupper, måtte tutsikongen Kigeri 5. (f. 1938) flygte. Således blev det under en huturegering, at den selvstændige republik Rwanda i 1962 blev udråbt. I forbindelse med oprøret og en fejlslagen tutsiinvasion fra Burundi efter selvstændigheden blev 10.000-20.000 tutsier dræbt, og flere end 100.000 flygtede til nabolandene.

Rwandas præsident fra 2000, Paul Kagame. Foto fra 2011.

Rwandas præsident fra 2000, Paul Kagame. Foto fra 2011.

I 1973 tog hutuen general Habyarimana magten ved et ublodigt kup og indførte et etpartistyre. Udadtil fremstod hans politiske linje i forhold til tutsierne som moderat, og det lykkedes at forbedre forholdet til tutsistyret i Burundi og til det internationale samfund. I 1990 gik det tutsidominerede FPR, Rwandas Patriotiske Front, over grænsen fra Uganda; invasionen blev slået tilbage af regeringshæren, men fulgtes af en bølge af politisk uro og vold i Rwanda. Året efter indførtes en demokratisk forfatning, og der blev indledt fredsforhandlinger med FPR, bl.a. med henblik på at sikre eksiltutsiernes hjemvenden.

I april 1994 blev Habyarimana og Burundis præsident imidlertid dræbt, da deres fly blev skudt ned uden for Kigali. Det blev indledningen til et folkemord, der tilsyneladende var velforberedt af ledende grupper i regeringen: FN anslår at mellem 800.000 og 1 mio. tutsier og moderate hutuer blev dræbt i løbet af 100 dage, mens FN og det øvrige internationale samfund forholdt sig passive. FPR genoptog kampen og kunne i juli 1994 indtage hovedsteden og sætte sig i spidsen for en ny regering med Pasteur Bizimungu som præsident. Regeringen indledte herefter en plan, der skulle genetablere demokrati i landet i løbet af fem år. FPRs offensiv sendte over 2 mio. hutuer på flugt til nabolandene Zaire (Den Demokratiske Republik Congo) og Tanzania. Et internationalt tribunal under FN er etableret i Tanzania til at gennemføre folkemordsprocesserne, og et tilsvarende nationalt retsopgør pågår i Rwanda; i 1998 var ca. 120.000 fortsat fængslet. Pga. interne magtkampe, guerillaangreb fra hutustyrker i Den Demokratiske Republik Congo og rwandisk engagement i krigen sammesteds besluttede regeringen at forlænge den femårige overgangsperiode med fem år.

I 2003 afholdtes det første demokratiske valg; FPRs kandidat, Paul Kagame, der havde overtaget præsidentposten i 2000, vandt med 95% af stemmerne. Ved det samtidige parlamentsvalg vandt FPR og dets allierede 40 ud af 53 pladser. Valgene markerede afslutningen på en ni år lang overgangsperiode til fuldt demokrati. Der er dog stadig såvel intern som international kritik af, at regeringen ikke fuldt ud lever op til sine egne demokratiske målsætninger; der er tvivl om valgresultatet, og det kritiseres, at oppositionspartier og ikkestatslige civile organisationer er blevet forbudt, samt at politiske modstandere er blevet fængslet, bl.a. den tidligere præsident Bizimungo. Der er (2006) heller ikke nogen endelig løsning med hensyn til de hutumilitser, som opererer i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo.

I 2009 blev Rwanda medlem af The Commonwealth of Nations. I 2010 genvandt Kagame præsidentposten, idet han fik over 90% af stemmerne. Under hans ledelse har Rwanda oplevet økonomisk fremgang, men Kagame er samtidig blevet anklaget for at undertrykke oppositionen. Kagame har arbejdet for, at fransk blev udskiftet med engelsk som officielt undervisnings- og arbejdssprog; dette blev vedtaget i 2012.

Læs mere om Rwanda.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans-Otto Sano, Thyge Enevoldsen: Rwanda (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153641