Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Jomo Kenyatta

Oprindelig forfatter JWO Seneste forfatter Redaktionen

Jomo Kenyatta, egl. Kamau Ngengi, 1894-22.8.1978, Kenyas første præsident (1964-78). Som leder af Kikuyu Central Association tilbragte Kenyatta 1931-46 i Europa for at agitere for øget indflydelse til bl.a. kikuyuerne og for at tale mod, at de europæiske bosættere i Kenya blev givet selvstyre. Kenyatta var grundlægger af Pan-African Federation i 1945. I Kenya sad han fængslet 1952-61, beskyldt for at have ledet Mau Mau-oprøret.

Kenya African National Union, KANU, valgte i 1960 Kenyatta som leder, og han ledede herefter Kenya frem til selvstændighed i 1963. Kenyatta var premierminister 1963-64. Han blev siden beskyldt for korruption og forsøg på at koncentrere magten hos sin egen kikuyubefolkning, men betragtedes alligevel som landsfader. Politisk var Kenyatta orienteret mod den vestlige verden.

Jomo Kenyatta var far til Uhuru Kenyatta.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Weise Olesen: Jomo Kenyatta i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105576