Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Etiopien - historie

Oprindelig forfatter NiC Seneste forfatter Redaktionen

Etiopien. Haile Selassie under statsbesøg i Holland i 1954. Th. ses dronning Juliana. Da Ras (prins) Tafari kom til magten som tronfølger og regent for kejserinde Zauditu, viste han sig som en moderne politisk leder, der bl.a. i 1923 fik Etiopien optaget i Folkenes Forbund. Først da han i 1930 kronedes til kejser af Etiopien, tog han navnet Haile Selassie.

Etiopien. Haile Selassie under statsbesøg i Holland i 1954. Th. ses dronning Juliana. Da Ras (prins) Tafari kom til magten som tronfølger og regent for kejserinde Zauditu, viste han sig som en moderne politisk leder, der bl.a. i 1923 fik Etiopien optaget i Folkenes Forbund. Først da han i 1930 kronedes til kejser af Etiopien, tog han navnet Haile Selassie.

Etiopien har en lang historie. Fra faraonernes Egypten kendes henvisninger til landet. Betegnelsen Abessinien, der var landets officielle navn frem til 1941, stammer fra egyptisk og henviste oprindelig til alt land syd for Egypten.

Aksumriget

Fra ca. 100 f.Kr. og frem til 700-t. var konge-, senere kejserdømmet Aksum en stormagt, hvis dominans rakte fra Tigres højland til kysterne langs Den Arabiske Halvø, ind i Nubien og sydpå til det nuværende Somalia. Aksums økonomiske basis var et udviklet landbrug samt handel. En flåde og en god havn, Adulis, sikrede kontakten til Egypten, men også til fjernere egne som Grækenland og Iran.

Kristendommen blev den officielle religion i Aksum under kong Ezana ca. 330. Fra den periode stammer også de første indskrifter på sproget geez. Den etiopiske-ortodokse kirkes sammenkædning med de kejserlige institutioner blev afgørende for rigets identitet og sammenhold. Den politiske og religiøse magt koncentreredes på to folkeslag: tigrayer og amharer, og denne dominans har holdt sig indtil i dag. Aksum og klippekirkerne i Lalibela fra ca. 1200 er vigtige monumenter for den etiopisk-ortodokse kirke.

Annonce

Islam kom til landet via handelen med Den Arabiske Halvø i 600-t. og vandt indpas blandt folkeslagene i det østlige og sydlige Etiopien. Dermed blev grunden lagt til den religiøse rivalisering, der har været et gennemgående træk i Etiopiens historie.

I middelalderen var det etiopiske rige under pres som følge af arabiske erobringer langs Det Røde Hav, vigende handelsindtægter foruden konflikter mellem et ekspanderende muslimsk sultanat omkring Harar og det kristne rige i højlandet. Kun med hjælp fra portugisiske soldater lykkedes det at bremse den muslimske ekspansion i 1543. I den periode vandt oromofolket terræn i det centrale Etiopien. I 1636 flyttedes hoffet til Gondar, men dets basis udhuledes, og magten gled over til en række indbyrdes stridende fyrster. Dette fyrstestyre varede frem til midten af 1800-t.

Det moderne Etiopien

Under kejserne Tewodros 2. (1855-68), Johannes 4. (1872-89) og Menelik 2. (1889-1913) blev et nyt, stærkt Etiopien opbygget. Det skete i en periode med stort pres mod den etiopiske enhed og selvstændighed. Etniske og religiøse grupper i skiftende alliancer bestred hinanden, mens fremmede magter forsøgte sig med erobringstogter.

Statsoverhoveder (udvalgte)
1855-68Tewodros 2.
1872-89Johannes 4.
1889-1913Menelik 2.
1913-16Lij Iyasu
1916-30Zauditu
1930-74Haile Selassie
1974-87dergen
1987-91Mengistu Haile Mariam
1991-95Meles Zenawi
1995-2001Negaso Gidada
2001-13Giruma Wolde-Giyorgis Lucha
2013-Mulatu Teshome

Tewodros 2. styrtede fyrstestyret i Gondar og genoprettede den centrale magt. Han begik imidlertid selvmord i 1868 efter at have tabt et slag ved Magdala til en britisk ekspeditionsstyrke, der dog straks trak sig ud af Etiopien. Johannes 4. bremsede egypternes fremmarch i 1875/76, men måtte affinde sig med italienernes tilstedeværelse ved Massawa på den eritreanske kyst. Muslimske tropper fra Sudan, mahdister, trængte ind i Gondar og truede det etiopiske rige. Etiopierne besejrede dem ved Metemma i 1889; Johannes blev dog dræbt i slaget.

I 1886 blev Etiopiens nye hovedstad, Addis Abeba, grundlagt. Menelik 2. besejrede i 1896 den italienske hær ved Adwa. Alligevel sikrede Italien sig en koloni i Eritrea under de efterfølgende forhandlinger. Med fransk hjælp byggedes en jernbane til Djibouti, ligesom de første skoler, banker, hospitaler og en trykpresse kom til Addis Abeba i Menelik 2.s tid.

Haile Selassies regeringstid

Fra 1916 lancerede Ras Tafari, der var regent for Meneliks datter kejserinde Zauditu, et politisk og økonomisk moderniseringsprogram, der inkluderede en moderne hær, et undervisningssystem og opbygningen af en central og lokal administration. I 1930 blev Ras Tafari kronet til kejser som Haile Selassie. Etiopien blev i 1936 besat af Mussolinis Italien, og kejseren drog i eksil til London. I 1941 blev italienerne slået af de allieredes styrker, hvorefter Haile Selassie vendte tilbage. Efter 2. Verdenskrig knyttede Etiopien sig til Vesten og blev i en årrække den største modtager af amerikansk udviklings- og militærhjælp i Afrika.

Trods hjælpen udefra og fortsatte moderniseringer, der dog sjældent rakte ud over de største bycentre, voksede utilfredsheden blandt yngre officerer, studenter og intellektuelle i kejserdømmets sidste årti. Oppositionen krævede demokrati, en afvikling af aristokratiets og kejserfamiliens privilegier og jordreformer for den dybt forarmede landbefolkning.

I Eritrea voksede en væbnet modstand frem fra 1962, da Haile Selassie indlemmede området som en provins i det etiopiske imperium. Siden 2. Verdenskrig havde Eritrea pga. sin fortid som italiensk koloni (1889-1941) haft en særlig status i føderation med Etiopien.

Revolution og borgerkrig

Efter en voldsom tørke i 1972-73 med over 200.000 døde og fortsat uro i flere provinser begyndte en gruppe yngre officerer den såkaldte krybende revolution, der i september 1974 kulminerede med kejserens afsættelse. Haile Selassie døde i fangenskab knap et år senere, formodentlig myrdet efter ordre fra kupofficererne.

Et midlertidigt militærråd, dergen, overtog magten i Etiopien i 1974. Parlamentet blev opløst, og kejserfamilien og det øvrige aristokratis besiddelser blev nationaliseret sammen med private virksomheder og store jordområder. Frem til 1977 var dergen præget af interne opgør blandt kupofficererne og forskellige marxistiske grupper. Major Mengistu Haile Mariam kom ud af de blodige magtkampe som sejrherre, og efter en periode i 1977-79 med "rød terror", hvor 10.000 modstandere blev dræbt, blev Mengistu Etiopiens ubestridte hersker.

Truende militære nederlag til oprørsbevægelser i både Ogaden, der fik støtte fra Somalia, og i Eritrea blev i første omgang afværget med massiv støtte fra Etiopiens nye allierede, Sovjetunionen, Cuba og den øvrige østblok, der også ydede støtte, da Ogadenkonflikten i 1978 udviklede sig til en egentlig krig med Somalia, som Etiopien gik ud af som sejrherre. Med økonomisk hjælp herfra iværksatte Mengistu et socialistisk inspireret udviklingsprogram, men han fik aldrig bugt med landbefolkningens ekstreme fattigdom, det voksende fødevareunderskud eller de omsiggribende oprørs- og befrielsesbevægelser i bl.a. Eritrea, Tigre og blandt oromoerne.

Fornyet tørke og udbredt hungersnød i midten af 1980'erne underminerede yderligere troen på Mengistus styre. I 1987 overtog oprørshæren Tigrean Peoples Liberation Front (TPLF) kontrollen med hele Tigreprovinsen. I Eritrea var Eritrean Peoples Liberation Front (EPLF) i offensiven. Med opløsningen i Sovjetunionen stoppede den militære og økonomiske støtte, og Mengisturegimets dage syntes talte. Den 21. maj 1991 flygtede Mengistu til Zimbabwe, dergens mere end 400.000 mand store hær, Afrikas største, gik i opløsning, og oprørsbevægelserne indtog Addis Abeba.

Siden 1990'erne

EPLF overtog magten i Eritrea, der siden 1991 er blevet regeret som en selvstændig stat. Eritreas selvstændighed blev bekræftet ved en folkeafstemning i 1993 i Eritrea og blandt eritreanere i Etiopien. Landet var i 1990'erne til at begynde med på god fod med Eritrea, mens forholdet til Sudan var anstrengt. 1998-99 kom det imidlertid til åben krig med Eritrea om et omstridt område ved byen Badme. Krigen kulminerede i februar 1999 i et blodigt slag, hvor etiopiske styrker erobrede byen. FN fik forhandlet en fred på plads i 2000.

I det øvrige Etiopien blev magten overtaget af en midlertidig regering under TPLF's leder, Meles Zenawi, men allerede i 1992 brød betydende grupper af oromoer, amharer og en koalition af sydetiopiske stammer ud af regeringssamarbejdet. En forfatning for et fødereret Etiopien blev alligevel introduceret i slutningen af 1994. Den giver i princippet vide rammer for lokalt selvstyre i ti etnisk bestemte regioner, herunder brugen af regionens sprog samt favorisering af lokale ved ansættelse i offentlige embeder, ved erhvervelse af jord etc. Det er et bevidst forsøg på at bryde, hvad der opfattes som århundreders amharisk dominans.

Ved parlamentsvalget i 1995 vandt det TPLF-dominerede Ethiopian Peoples Revolutionary Democratic Front (EPRDF) en næsten total valgsejr. Oppositionspartierne boykottede valget, der af flere iagttagere blev erklæret for teknisk veludført, men næppe repræsentativt i fraværet af modkandidater. Parlamentet udpegede oromoen Negaso Gidada til den ceremonielle post som præsident. Meles Zenawi fra Tigre blev premierminister og regeringsleder. Siden da er oppositionen imod EPRDF-styret vokset, senest ved valgene i 2005, der førte til blodige sammenstød. I 2006 invaderede Etiopiens hær Somalia, hvor den støttede den somaliske overgangsregerings kamp mod islamisterne, som havde overtaget styret i store dele af Somalia; på kort tid lykkedes at indtage de vigtigste byer, bl.a. Somalias hovedstad, Mogadishu.

Ved valget i 2010 vandt Meles Zenawi for fjerde gang; oppositionen nægtede at anerkende valgresultatet. I 2011 ramtes Etiopien igen af alvorlig tørke, som betegnes som en af de værste i 60 år. Næsten 5 millioner mennesker i Etiopien skal være berørt af tørkenen. I 2012 døde Meles Zenawi, under hvis ledelse landet oplevede en økonomisk fremgang; han efterfulgtes af vicepremierministeren Hailemariam Desalegn.

Læs mere om Etiopien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Nils Carstensen: Etiopien - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=72582