Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Somalia (Geografi)

Oprindelig forfatter PEhl Seneste forfatter Redaktionen

Ækvator går gennem den sydlige del af landet, og hele Somalia har et tørt og hedt tropisk klima. Der er to regntider og to tørtider, og det er af stor betydning for livsvilkårene, hvornår regntiderne sætter ind; det hænder, at en af dem helt udebliver (se intertropiske konvergenszone). De fleste floder er kun periodevis vandførende, wadier; langs med de to største, Jubba og Shabeelle, er der strækninger med sammenhængende skovbælter. NØ-Somalia er meget tørt med ørken og busksteppe, men på højsletterne og over bjergene mod NV falder der mere regn, og der findes også skov. I det sydlige Somalia falder der også begrænsede mængder nedbør, og spredt akacieskov er udbredt.

Somaliland - udbryderrepublik i det nordlige Somalia

Somaliland blev dannet i 1991. Republikkens grænser falder nogenlunde sammen med det tidligere Britisk Somalilands grænser. Det meste af Somaliland er et højtliggende bjergområde; hovedstaden, Hargeisa, ligger i ca. 1500 m højde. I regntiden fra april til september kan der dyrkes grøntsager m.m. i visse områder ude i landet, mens nordkysten ud til Adenbugten er en meget varm og tør slette, Guban. Midt på kysten ligger Berbera, landets vigtigste havneby med især eksport af levende husdyr til Saudi-Arabien.

Somali National Movement, SNM, som var i opposition til styret i Mogadishu, opstod i 1981 under ledelse af Ishaaq-klanen, som er den vigtigste i Somaliland. Ti år senere kunne man udråbe Somaliland til en de facto selvstændig republik. Ud over Ishaaq bor der også medlemmer af Darod- og Dir-klanerne i Somaliland. Økonomien bygger især på eksport af husdyr og overførsler fra de mange somaliere i Vesten; den er dog anstrengt på grund af krigsødelæggelser (Hargeisa blev stærkt ødelagt af somaliske tropper i 1988), husdyrsygdomme og manglende international anerkendelse. På trods af at landet er reelt eksisterende og politisk roligt, har OAUs (Den Afrikanske Enhedsorganisations) principper om ikke at røre ved kolonitidens grænser betydet, at Somaliland ikke kan anerkendes. En af mange vidtrækkende konsekvenser er, at landet kun i begrænset omfang modtager udviklingsbistand.

I 1998 erklærede Somali Salvation Democratic Front NØ-Somalia for en autonom region under det gamle navn Puntland. Her er Darod-klanen ledende, og erklæringen gav anledning til nogen spænding i Somaliland, idet Puntland angav at repræsentere alle Darod-klaner i det nordlige Somalia.

Befolkning

Somalierne er et hamitisk folk, i alt 6-7 mio. mennesker, hvoraf ca. 4 mio. bor i Somalia og 2 mio. i Ogaden på den anden side af grænsen til Etiopien. Hertil kommer nogle hundrede tusinde i Djibouti og det nordlige Kenya foruden flygtninge i andre nabolande og i Vesten. Næsten hele Somalias befolkning er sunni-muslimer og følger den shafiitiske retsskole.

Somalierne er opdelt i seks klaner, der igen er opdelt i underklaner, slægtsgrupper, diya-grupper og familier. Ifølge overleveringerne har klanfamilierne Hawiye, Dir, Ishaaq og Darod samme mytiske forfader; de er overvejende nomadiske, bor i den nordlige del af landet og udgør ca. 85% af befolkningen, Ishaaq og Darod tilsammen alene halvdelen. Hawiye lever i det centrale Somalia nord for Shabeelle og ved kysten omkring byerne Baraawe og Marka, hvor dir-gruppen også findes. De sydligere klaner, Digil og Rahanweyn, lever især mellem Jubba og Shabeelle og har også fælles mytisk stamfader. Disse klaner har generelt en noget svagere social position. De ernærer sig ved en blanding af agerbrug og håndværk (smede, skomagere, frisører) samt nogen handel og nomadisk dyrehold.

Annonce

Der er således en vis arbejdsdeling mellem klanerne, og det at eje kameler og være nomade er forbundet med størst prestige. Der er også udpræget arbejdsdeling mellem kønnene, hvor mændene først og fremmest tager sig af slægtens kameler og kvæg. Polygami er udbredt, og en mand, der har råd til det, kan have to, tre eller fire koner. Det er kvinderne, der tager sig af familiens telt eller hytte, og de har det daglige ansvar for børnene, de mindre tamdyr (får og geder) og familiens fødevareforsyning; desuden står de for salg af kamelmælk på markedet. Traditionelt har de ældste mænd taget vare på hele slægtens forhold, og ægteskabet er en vigtig del af det sociale og økonomiske system som en alliance både mellem to mennesker og to slægter.

Ca. 80% af befolkningen lever i landområderne, og selvom der er sket omfattende befolkningsforskydninger i 1990'erne som følge af borgerkrigen og nye udviklinger inden for erhvervsstrukturen, er slægten og nomadelivet fortsat det centrale for et stort flertal af somalierne. Selv børn, der vokser op i byen, vil ofte tilbringe en del tid på landet med slægten og dens dyr.

Erhverv

Husdyravl er det bærende erhverv, og nomadisme den dominerende livsform. Levende dyr er en af de vigtigste eksportvarer. Italienerne anlagde bananplantager langs floderne i den sydlige del af landet, og i en del år var bananer en anden vigtig eksportvare. Især i ældre tid var indsamlet harpiks fra akacietræerne også af betydning.

Nomadernes indgående kendskab til naturen og dens muligheder er en forudsætning for, at selvforsyningssamfundet kan fungere. De sæsonmæssige vandringer afhænger af, hvilke dyr der indgår i flokkene, og de indrettes efter græsningsbetingelserne og adgangen til vanding af dyrene (dvs. nedbørsforhold og brønde). For nomadernes overlevelse i det tørre og barske klima er kamelerne af afgørende betydning. Kamelerne kan vandre gennem ørkenen i 20 dage uden vand, og da kamelmælk ofte er nomadernes eneste ernæring under de lange vandringer, er de et afgørende værn mod sult og tørst.

Ikke alle familier har kameler, og mange kombinerer dyrehold med dyrkning af udvalgte afgrøder foruden handelsvirksomhed. Egentligt bondebrug er kun udbredt i de fugtigste floddale og wadier og desuden spredt mellem Jubba og Shabeelle. I alt er mindre end 2% af jorden opdyrket; de vigtigste afgrøder er hårdføre hirsesorter, majs og bønner.

Infrastruktur

Traditionelt har nomadernes vandringsmønstre sammen med havnebyer som Mogadishu, Kismayu, Baraawe, Marka, Berbera og Boosaaso udgjort de centrale dele af infrastrukturen. Landet har ingen jernbaner, og al tung transport foregår med lastbiler på meget dårlige veje; manglende vedligeholdelse og 1990'ernes krige har forværret transportforholdene. Flytransport har derfor stor betydning, og der er mange mindre lufthavne.

Læs mere om Somalia.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Pernille Ehlers: Somalia (Geografi) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=162229