Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mogadishu

Oprindelige forfattere BjMoe og PEhl Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/19999/=ud_a_50870.mp3?revision=1

Mogadishu, Muqdisho, hovedstaden i Somalia i det nordøstlige Afrika; 1,28 mio. indb (2015). Byen er bygget på tre bakkekamme af sandklitter. Klimaet er tørt og meget varmt med sæsonmæssigt skiftende vinde fra land og fra havet; mellemperioderne opleves som ekstremt hede. Nedbøren er lille og ustabil med normalt to regntider: gu i april-maj og dayr i september-november.

Med sin placering på kysten ved Det Indiske Ocean var Mogadishu allerede i 900-t. kendt som knudepunkt for handelen mellem Fjernøsten, Arabien og Abessinien (Etiopien). Den var en af de tidligste arabiske bosættelser på den østafrikanske kyst. Huder, skind og harpiks fra udvalgte træer var væsentlige handelsvarer fra baglandets nomader. Nær kysten i den centrale del af byen ligger den ældste bydel med huse i arabisk stil, udskårne trædøre og arabisk prægede markeder. Arbaha Rakun, en af byens ældste moskéer, er fra 1300-t.

I 1500-t. svandt den arabiske handel, og portugisiske handelsmænd begyndte at dukke op. I 1870 kontrolleredes kystområdet af sultanen af Zanzibar, som byggede kaserne for sine tropper. Denne bygning er nu museum. 1892 blev havnen udlejet til italienerne, og Mogadishu blev hovedstad i Italiensk Somaliland. Den kristne katedral blev indviet 1929, og der blev bygget en romersk triumfbue. Italiensk byplanlægning satte præg på hovedgaderne, og bl.a. hotel Croce del Süd ligger som et stykke levende italiensk kultur. Universitetet (1954) ligger i den nordlige del af byen.

Annonce

1960 blev Mogadishu hovedstad i det selvstændige Somalia. Blandt landets mange klaner er hawiye den vigtigste i byen, men hovedstaden har også medlemmer af andre somaliklaner, bl.a. darod. I løbet af 1990'erne blev den somaliske borgerkrig stadig mere voldsom, og der var mange kampe i Mogadishu. August 1992 landsattes 3000 FN-tropper i en operation, der udviklede sig til en massiv fiasko. Opgøret, som her især gjaldt to rivaliserende hawiye-grupper, eskalerede fortsat, og meget store dele af byen blev ødelagt. Under forløbet flygtede mange tusinde af byens indbyggere til bl.a. landets mere fredelige nordøstlige dele. Efter at FN-styrkerne forlod byen i 1995, overgik magten helt til lokale krigsherrer, som delte byen mellem sig og ofte kom i indbyrdes kampe. I dele af byen overtog islamiske domstole med egne militser kontrollen og indførte islamisk ret. I 2001 og 2002 forsøgte landets overgangsregering at opløse de private hære og islamiske militser og integrere dem i landets militær og politi, men uden held. Heller ikke den nye overgangsregering, der blev indsat i 2004 havde formået at skabe så megen sikkerhed i byen, at den kunne flytte regeringen til hovedstaden. I juni 2006 fik en milits under ledelse af Unionen af Islamiske Domstole tilkæmpet sig kontrollen over den krigshærgede by, men mistede den snart efter igen. Mogadishu er fortsat plaget af uroligheder og vold med flere selvmordsangreb. Genopbygningen af byen er ikke desto mindre i gang.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Møller, Pernille Ehlers: Mogadishu i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126641