Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Entebbe

Oprindelige forfattere ABN, EEO og TEne Seneste forfatter Redaktionen

Entebbe, by i Uganda på en halvø i Victoriasøen 35 km syd for hovedstaden Kampala; 79.700 indb. (2011). Byen var administrationsby for den britiske koloni Uganda 1893-1958; den har international lufthavn.

Entebbe-aktionen

Redningsaktion i Entebbe Lufthavn i Uganda, udført 3.-4.7.1976 af israelske soldater. 103 gidsler fra et Air France-fly blev befriet; det var blevet kapret 27/6 på vej fra Tel Aviv til Paris af tyske og palæstinensiske terrorister. Efter at kaprerne havde tvunget flyet til Entebbe, blev gidslerne overført til lufthavnsbygningen.

Kort før midnat 3/7 landede tre israelske Hercules C-130-fly i Entebbe med 100-200 soldater. Det lykkedes på mindre end en time at få befriet gidslerne, hvorpå de blev fløjet tilbage til Israel. Syv gidseltagere, tre gidsler, en israelsk soldat og ca. 20 ugandiske soldater blev dræbt ved aktionen, der styrkede Israel, men førte til stigende isolation af Uganda.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Erik Engberg Olsen, Thyge Enevoldsen: Entebbe i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=71130