Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Addis Abeba

Oprindelige forfattere BjMoe, OBrau og OJus Seneste forfatter Redaktionen

Addis Abeba, Addis Ababa, Etiopiens hovedstad og største by; 3,4 mio. indb. (2008). Den ligger på en kuperet højslette (ca. 2500 m) centralt i landet og har et behageligt, forholdsvis køligt klima med en del regn. Byen har fra sin grundlæggelse været Etiopiens absolutte økonomiske og administrative centrum.

Centrale dele af byen er anlagt i pompøs stil med brede gader og store pladser; ellers præges den af planløshed. Siden 1990'erne er antallet af hjemløse, der bor på gaden, steget betydeligt. Under de tilbagevendende tørke- og hungerperioder i landet er tilstrømningen til byens slumkvarterer fortsat, og det skønnes, at 80% af befolkningen bor i slum (2002). Hiv-smitte har udviklet sig til et dominerende sundhedsproblem.

Fra Addis Abeba udgår hovedveje til provinsbyerne og til havnebyen Assab i Eritrea; endvidere jernbane til Djibouti. Byen rummer hovedkvarteret for AU (Den Afrikanske Union), ligesom den gjorde for forløberen OAU (Organisationen for Afrikansk Enhed), samt FN's Økonomiske Kommission for Afrika (ECA).

Annonce

Byen blev grundlagt 1887 under kong Menelik af Schoa, som flyttede sin residens hertil fra den nærliggende tidligere hovedstad Entoto. Addis Abeba blev Etiopiens hovedstad ved kejserkroningen af Menelik 2. i 1889. Centrum i byen var et udstrakt kejserligt paladssystem, omgivet af adelige residenser. Byen var 1935-41 hovedstad i Italiensk Østafrika, og den blev da opdelt i kvarterer efter funktion og race.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Møller, Ole Brauer, Ole Justesen: Addis Abeba i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=32795