Aquincum er det antikke navn på Ungarns hovedstad Budapest. Byen lå i begyndelsen af den romerske periode i provinsen Pannonia. Da denne provins i 106 e.v.t. blev delt af kejser Trajan, blev Aquincum hovedstad i den nedre del.

Faktaboks

Etymologi

Navnets oprindelse er usikker. Traditionelt har man anset det for at indeholde et ord svarende til latin aqua 'vand', men det stammer muligvis fra keltisk *āku-vinko- 'hurtigt sejrende', og stedet er i givet fald sandsynligvis opkaldt efter en person.

Byens grundlæggelse

I 1. årh. f.v.t. var området beboet af den keltisk-illyriske stamme eraviskerne, hvis hovedby lå på Gellértbjerget. I 89 e.v.t. anlagde romerne en legionslejr med navnet Aquincum. Tæt herved opstod en militærby (canabae) og 2 km mod nord en civilby, og lejren gav navn til disse.

Aquincums storhedstid

I 106 e.v.t. blev Aquincum administrativt og militært centrum for den nye provins Pannonia Inferior (Nedre Pannonien), og civilbyen fik i 124 e.v.t. status som municipium. Under markomannerkrigene 167-180 nedbrændte Aquincum flere gange. Canabae og municipium blev imidlertid genopbygget og opnåede i 194 status som colonia.

Området blev forladt af romerne omkring år 400.

Levn fra Aquincum i nutidens Budapest

I Budapest er der fundet rester fra såvel civilby som canabae og militærlejr. Blandt de mange frilagte anlæg er to amfiteatre, det militære og det civile, provinsguvernørens palads fra ca. 150 e.v.t., et mithræum, en akvædukt og adskille offentlige termer.

En del af civilbyen er tilgængelig i et stort ruinområde, hvor også Budapests historiske museum ligger. Her opbevares de exceptionelle bronzedele af et bærbart orgel fra 228 e.v.t.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig