Jiří Hájek, 1913-1993, tjekkoslovakisk politiker og jurist. Under den tyske besættelse 1939-45 var Hájek fængslet pga. sit tilhørsforhold til det tjekkoslovakiske socialdemokrati. Efter krigen engagerede han sig på partiets venstrefløj, og efter den kommunistiske magtovertagelse i 1948 støttede han partiets indlemmelse i Kommunistpartiet, KSČ; 1948-69 havde han sæde i Centralkomitéen. Fra 1955 gjorde Hájek karriere i diplomatiet, og efter tre år som undervisningsminister blev han under Pragforåret i april 1968 udnævnt til udenrigsminister. Efter at have protesteret i FN mod den sovjetiskledede invasion i landet i august samme år blev han fjernet fra posten og i 1970 ekskluderet af KSČ. I 1977 var han medstifter af menneskerettighedsbevægelsen Charta 77 og en af dens første talsmænd. Fra 1988 var Hájek formand for den tjekkoslovakiske Helsinkikomité, og ved Fløjlsrevolutionen i 1989 tilsluttede han sig demokratibevægelsen Borgerforum. I sine sidste år var Hájek rådgiver for Alexander Dubček.