Frmærke fra Bøhmen-Mæhren-protektoratet 1940.
Frimærke fra Bøhmen-Mæhren-protektoratet med værdien 8 tjekkiske kroner udstedt den 31. december 1940; motivet er fra den mæhriske by Kroměříž, på tysk Kremsier. Frimærker fra protektoratet fortsatte med at være i brug til den 16. maj 1945 eller otte dage efter protektoratets opløsning.
Frmærke fra Bøhmen-Mæhren-protektoratet 1940.
Af .

Bøhmen-Mæhren-protektoratet, styre, der blev indført af Hitler i resterne af Tjekkiet 16.3.1939, dagen efter landets besættelse. Bøhmen-Mæhren-protektoratet fik status som en autonom del af Det Tyske Rige, således at præsident Emil Hácha og skiftende tjekkiske regeringer kunne sidde under hele besættelsen. En af Hitler udpeget rigsprotektor kunne dog omstøde enhver tjekkisk beslutning.

Protektoratet skulle så gnidningsfrit som muligt sikre den tjekkiske industris og arbejdskrafts bidrag til den tyske krigsmaskine, mens germaniseringen af landet blev udsat til efter krigen; jødeudryddelsen begyndte dog i oktober 1941.

Den tjekkiske intelligentsia blev hårdt undertrykt, mens arbejderne blev holdt i ro med stabile fødevareforsyninger. Den tyske terror optrappedes, da Reinhard Heydrich i september 1941 blev stedfortrædende rigsprotektor, og kulminerede efter attentatet mod ham 27.5.1942. Derefter var der kun ubetydelig tjekkisk modstand indtil Bøhmen-Mæhren-protektoratets opløsning ved landets befrielse 8.5.1945.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig