Faktaboks

Tadeusz Kościuszko
Født
1746
Død
1817

Tadeusz Kościuszko, 1746-1817, polsk general og nationalhelt. Kościuszko blev uddannet på militærakademiet i Warszawa. 1776-83 deltog han i Den Amerikanske Revolution. Han blev brigadegeneral i den amerikanske hær og 1783 udnævnt til æresborger i USA. I 1784 vendte han tilbage til Polen. Kościuszko deltog i krigen mod Rusland i 1792. Efter Polens nederlag rejste han til Paris for at samle støtte til den polske sag. Han var aktiv i forberedelsen af et polsk oprør og blev leder af opstanden i 1794. Efter sejren ved Racławice udstedte han Połaniec-manifestet, der ophævede livegenskabet.

Kościuszko udviklede sin doktrin om polsk national befrielse og sine idéer om guerillakrigsførelse. Tanken var, at en national kamp for uafhængighed skulle forenes med sociale reformer, hvilket blev fundamentet for 1800-t.s polske opstande. Kościuszko døde i Schweiz og fik to år senere en hædersplads blandt kongesarkofagerne i Kraków.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig