Sejmen er det største af det polske parlaments to kamre. Sejmen har 460 medlemmer, mens Senatet har 100 medlemmer.

Faktaboks

Etymologi

På polsk betyder sejm 'forsamling'.

Også kendt som

Sejm Rzeczypospolitej Polskiej 'Den polske republiks forsamling', kammerets officielle navn

Regeringsdannelse

Det er Sejmen, der holder den primære magt af parlamentets to kamre. Den polske regering dannes i Sejmen og skal have støtte fra et flertal af Sejmens medlemmer, det vil sige minimum 231 af de i alt 460 medlemmer.

Senatets rolle

Senatet har en sekundær rolle i det polske parlament, men Senatet kan stille nye lovforslag eller foreslå ændringer til love vedtaget i Sejmen, som derefter skal til ny afstemning i Sejmen, før de sendes til underskrivelse hos præsidenten. Grundlovsændringer kan også kun ske med et flertal på 2/3 af medlemmerne i både Sejmen og Senatet.

Sejmens historie

I 1400-tallet udviklede sejm walny, Rigsdagen, sig af nationale møder, som kongen afholdt med sine embedsmænd, adelen og repræsentanter for byerne og kirken. I begyndelsen af 1500-tallet dannedes en tokammersejm med et senat, der havde lovgivende og udøvende magt, og et deputeretkammer, der havde lovgivende magt. Før Polen blev delt af nabolandene i 1795, fandtes også sejm elekcyjny, hvor kongen blev valgt, og sejm koronacyjny, hvor kongen blev kronet.

Parlamentet i den anden polske republik 1919-1939 bestod af et Senat med 111 medlemmer og Sejmen med 444 deputerede. I 1935 begrænsede man antallet af deputerede til 208, og af de nu 96 senatorer udpegede præsidenten de 32.

I 1952 vedtog man en ny forfatning, der afskaffede Senatet, men ved systemskiftet i 1989 blev det genoprettet, og Sejmen (460 medlemmer) blev sammen med Senatet (100 medlemmer) et moderne, demokratisk parlament.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig