Dunajec, biflod til Wisła i SØ-Polen; 247 km, heraf 30 km sejlbar. Floden er dannet ved sammenløb af Hvide og Sorte Dunajec i Beskiderne (Beskidy) og løber gennem nationalparken Pieniny i et meget malerisk landskab med stejle bjergsider, hvor den på en strækning danner grænsen til Slovakiet. Dunajec forårsager ofte oversvømmelser efter stor nedbør i Tatrabjergene. Vandets kvalitet er varierende ikke mindst pga. udledninger fra byerne Zakopane og Nowy Targ. For at regulere flodens vandføring er den opstemmet til vandkraft ved Rożnów og Czchów.