tiggeri

Tiggeri, bøn om gaver og almisse begrundet i nød eller frivilligt afsavn. Tiggeri finder oftest sted på befærdede steder samt nær kirker, templer og andre helligsteder, sjældnere ved personlig henvendelse på den evt. givers bopæl; ofte fremviser tiggeren symptomer på sult, sygdom, lemlæstelse, misbrug m.m., men tiggeri kan også ske ved fx lovprisning eller trusler, sang og musik, skilte og breve eller ved tavs, værdig fremtræden. Tiggeri adskiller sig fra de fleste andre gaverelationer ved sjældent at rumme elementer af gensidighed (se gaveudveksling), om end nogle tiggere velsigner giveren, ligesom nåde og religiøs fortjeneste ofte, fx ved almisser til munke, formodes at tilflyde giveren.

Tiggeri har ofte været forbundet med besmittende, ringeagtede eller anstødelige erhverv, hvis udøvere har dannet lukkede pariagrupper. I mange samfund, fra Kina til Norden, har staten registreret tiggerfamilier, forbudt arbejdsføre at tigge og reguleret betleri ved licens, fx tiggertegn. I bl.a. Danmark opbyggedes efterhånden et verdsligt social- og sundhedsvæsen (se fattigvæsen), som nu overskygger kirkelig og privat velgørenhed; tiggeri, især mandlige tiggere, findes dog fortsat i Danmark og blev i slutningen af 1900-t. atter synligt i bybilledet.

Tiggeri som integreret del af en religiøs livsførelse kendes inden for mange religioner. Det gælder stadig for buddhisme, hinduisme og islam (se fx bhikshu og dervish), mens fænomenet ikke længere har samme betydning inden for kristendommen; pavestolen forbød allerede i 1274 oprettelsen af nye tiggermunkeordener (se mendikantordener og de evangeliske råd), og efter Reformationen nedlagdes eksisterende ordener i protestantiske lande.

På verdensplan er antallet af hjemløse anslået til over 100 mio., hvoraf et ukendt antal ernærer sig helt eller delvis ved tiggeri. Se også fattigdom og betleri.