Børnearbejde, børns deltagelse i arbejdet, udbredt i traditionelle landbrugs- og fiskerisamfund, inden for forskellige former for industriel produktion samt servicefag.
Børn har altid arbejdet, og det er et relativt nyt fænomen, at det er blevet anset for et problem. Indtil slutningen af 1700-t. blev børnearbejde opfattet som livsnødvendigt for familiens overlevelse og som en relevant indføring for børnene i deres fremtidige liv som landbrugere, håndværkere eller kommende husmødre.
I løbet af industrialiseringen ændrede forholdene sig. Drengene, som rensede Londons mange skorstene, og de mange børn, som arbejdede i de engelske miner, førte til et ændret syn på børnearbejde. Argumenter imod, at børn skulle arbejde i industrien, udsprang af bl.a. Rousseaus tanker om barndommens uskyld og børns ret til at være børn. Fortalere for børnearbejde argumenterede bl.a. for, at det bedste alternativ til tiggeri for byens børn var fabriksarbejde.
Modstanden resulterede i begyndelsen af 1800-t. i de første fabrikslove, som fastsatte en minimumsalder på 8-10 år for børnearbejdere i tekstilfabrikker og miner, satte loft for børns og unges arbejdstid samt indførte et forbud mod natarbejde. Fabriksinspektører blev ansat til at sikre lovenes overholdelse. Efterhånden som industrialiseringen bredte sig til de øvrige europæiske lande, kopieredes den engelske lovgivning, i Danmark i 1873. Den nye lovgivning blev mødt med protester: Dels var det betænkeligt at gribe ind i forældremyndigheden, dels havde fattige familier fortsat behov for børnenes indtægt, og endelig havde børnearbejdet en social og en moralsk opdragende funktion. Andre hævdede, at virksomhederne ville have svært ved at klare sig uden børnenes arbejdskraft.
Netop det sidste argument viste sig ikke at holde stik. Omkring 1. Verdenskrig var børns fabriksarbejde forsvundet i de fleste europæiske lande. Der er flere forklaringer på denne udvikling, nemlig ændrede produktionsmåder, fabrikslovgivning og forbedrede levevilkår for arbejderne, som gjorde det muligt for familier at reducere børnenes arbejde. Vigtigst synes dog at have været skolens fremkomst, der fremover i stigende omfang lagde beslag på børnenes tid.
I Danmark blev fabriksarbejde forbudt i 1913, men det betød ikke, at børn ophørte med at arbejde. Urbaniseringen skabte nye arbejdsmuligheder for børn, fx som buddrenge og som medhjælpere i værksteder og butikker. Dertil kom det ulønnede arbejde, som børn udførte for deres forældre med at løbe ærinder, bære koks ind, passe mindre søskende og lave mad. Til forskel fra tidligere skete det dog på deltid, således at børns hovedbeskæftigelse fremover blev at gå i skole.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.