Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ungarn (Historie)

Oprindelige forfattere ABN, HaBa, MeHa og ZBA Seneste forfatter Redaktionen

Under det romerske felttog 12-9 f.Kr. blev området vest for Donau en del af Romerriget. Det udgjorde først en del af Illyricum, men etableredes i 8 e.Kr. som den selvstændige provins Pannonia. Langs Donaugrænsen anlagdes flere legionslejre, bl.a. Aquincum; bosættelsen omkring denne lejr udviklede sig senere til en vigtig by, vore dages Budapest. Fra slutningen af 300-t. invaderedes området af germanske folk, og i 425 blev det erobret af hunnerne. Deres herredømme blev kortvarigt, og fra midten af 400-t. trængte bl.a. ostrogoter og longobarder ind, og i anden halvdel af 500-t. avarer. I 800-t. var det vestlige Ungarn under frankisk herredømme, og det østlige under bulgarerne.

Ungarn indtil 1526

Magyarernes indtrængen 896 på Den Ungarske Slette og i Karpaterbuen var den sidste af en række folkevandringer, der havde præget landet siden romertiden. Fra Ungarn hærgede magyarerne store dele af Europa under anførsel af dynastigrundlæggeren Árpád (d. 907) og hans sønner. Men efter nederlaget på Lechfeld 955 til Otto den Stores tyske tropper belavede magyarerne sig på at leve i fred med deres naboer. Allerede i 948 blev de første stammefyrster kristnet fra Det Byzantinske Rige. Árpáds oldebarn storfyrst Géza (regerede 972-97), der skabte en stærk centralmagt, orienterede sig imidlertid mod pavestolen, der således vandt missionskapløbet om Ungarn. Hans søn István (Stefan) den Hellige blev år 1000 kronet til konge af Ungarn med pavens velsignelse. Efter Det Store Skisma 1054 var kongeriget Ungarn fast forankret i den vestkirkelige hemisfære. Ungarn støttede pavestolen under Investiturstriden, og til gengæld bevarede kongerne længe en betydelig indflydelse på den ungarske kirkeorganisation.

Ved indlemmelsen af Kroatien og Dalmatien i 1102 blev Ungarn en Adriaterhavsmagt med nære forbindelser til Middelhavsverdenen. Samtidig var der livlige kontakter til Konstantinopel, og forvaltningen blev moderniseret efter byzantinsk forbillede under Béla 3. (regerede 1172-96), der skabte en ny tjenesteadel. Tronstridighederne efter hans død medførte, at aristokratiet kunne sætte sig på en stor del af krongodset, der hidtil havde omfattet mere end halvdelen af landets territorium. András 2. (regerede 1205-35) måtte i 1222 udstede en gylden bulle, der satte grænser for kongens magtudøvelse. Adelen fik derved oprørsret samt sikkerhed mod anholdelser og konfiskationer foruden skattefrihed og en indskrænket militærpligt. Statens finanser blev i højere grad baseret på indtægterne fra minedriften, møntregalet og toldafgifterne. Udenlandske købmænd og bjergværksmestre blev lokket til Ungarn med løfte om stadsprivilegier efter tysk mønster.

Annonce

Modsætningsforholdet mellem kongemagt og aristokrati er en af forklaringerne på, at Ungarn stod så værgeløst over for de fremstormende mongoler, der i 1241 ødelagde størstedelen af landsbyerne øst for Donau. Det store befolkningstab blev til dels opvejet ved, at rumænske bjerghyrder overtog tomme landsbyer i Karpaterbuen, og at området mellem Donau og Tisza blev befolket med kumanske stammer, der var fordrevet fra den sydrussiske steppe. Desuden øgedes indvandringen af tyskere og jøder. Efter Árpáddynastiets uddøen i 1301 kunne stormændene for en stund spille herrer i landet. Dynastiet Anjou (1308-87) nedkæmpede imidlertid den aristokratiske opposition, idet det baserede sin magt på lavadelen, og i 1351 fastslog Ludvig den Store med et privilegiebrev, at alle adelsmænd i landet havde samme rettigheder.

I senmiddelalderen blev Ungarn et af de toneangivende lande i Europa. Guldminerne stod for 1/3 af den europæiske produktion, og erhvervslivet blomstrede. Kongerne førte an i kristenhedens kamp mod osmannerne på Balkan. Det sidste af disse korstog blev ledet af den polskfødte kong Ulászló 1. (se Władysław 3.), der faldt 1444 i Slaget ved Varna. I hans regeringstid blev det gjort gældende, at Ungarn var et valgkongedømme. Derefter blev der næsten årlig afholdt rigsdage med repræsentanter for adelen og gejstligheden, i begyndelsen også for de privilegerede byer. Den nationale konge Matthias Corvinus (regerede 1458-90), der gjorde Ungarn til stormagt og et af centrene for den europæiske renæssancekultur, søgte at vende denne udvikling, idet han erklærede sig for enevældig. Men efter hans død valgte rigsdagen atter svage konger af det polske dynasti Jagiellonerne, og med vedtagelsen af Tripartitum i 1514 blev det slået fast, at Ungarn var en adelsstat med et kronet overhoved. En særstilling indtog dog Transsylvanien, der havde spillet en hovedrolle i rigets grænseforsvar mod Den Eurasiske Steppe og derfor havde sin egen forfatning.

Det tredelte Ungarn (1526-1699)

Efter kong Ludvig 2.s død ved Mohács 1526 fremsatte hans svoger, habsburgeren Ferdinand af Østrig (se Ferdinand 1.), arvekrav på den ungarske krone. Men østrigeren formåede kun at vinde indpas i den nordvestlige tredjedel af landet. Adelens flertal valgte nemlig en national modkonge, János 1. Szapolyai, der under den følgende borgerkrig blev støttet af sultan Süleyman 1.

Efter sit sejrrige felttog i 1541 besluttede Süleyman at indlemme det centrale og sydlige Ungarn i Osmannerriget. Transsylvanien blev et tributpligtigt fyrstendømme med vidtstrakt selvstyre, og også Ferdinand måtte betale tribut til sultanen for sin del af Ungarn.

Kulturelt betød osmannervældet, at protestantismen kunne slå rod i den centrale og østlige del af landet, fordi sultanen beskyttede både calvinister og lutheranere mod den habsburgske modreformation. Efter nederlaget ved Wien 1683 blev osmannerne gradvis fortrængt fra Ungarn. I 1687 anerkendte den ungarske rigsdag i Pozsony (Bratislava) Habsburgs arveret til Stefanskronen. Til gengæld bekræftede kejser Leopold 1. adelens middelalderlige privilegier, bortset fra oprørsretten. I 1691 aflagde også den transsylvanske rigsdag troskabsed til Leopold, der lovede at bevare fyrstendømmets administrative selvstændighed. Ved freden i Karlowitz 1699 måtte Osmannerriget afstå det centrale Ungarn og Transsylvanien til Østrig.

Ungarn under Habsburgdynastiet (1699-1918)

Ungarn. I maj 1849 måtte kejser Frans Josef anmode Rusland om bistand til at nedkæmpe de ungarske oprørere. Disse frihedskæmpere, honvéd, fik hjælp af polske frivillige. De havde også sympatisører i Tyskland, som det fremgår af dette farvelagte tyske litografi, der øverst viser ungarere i kamp med russiske forposter og nederst den ungarske afvisning af et østrigsk angreb på Komárom. Men i øvrigt var de henvist til at kæmpe alene mod overmagten, og den 13. august valgte den ungarske general Arthúr Görgey bevidst at kapitulere over for russerne for derved at tilføje Frans Josef den sidste ydmygelse.

Ungarn. I maj 1849 måtte kejser Frans Josef anmode Rusland om bistand til at nedkæmpe de ungarske oprørere. Disse frihedskæmpere, honvéd, fik hjælp af polske frivillige. De havde også sympatisører i Tyskland, som det fremgår af dette farvelagte tyske litografi, der øverst viser ungarere i kamp med russiske forposter og nederst den ungarske afvisning af et østrigsk angreb på Komárom. Men i øvrigt var de henvist til at kæmpe alene mod overmagten, og den 13. august valgte den ungarske general Arthúr Görgey bevidst at kapitulere over for russerne for derved at tilføje Frans Josef den sidste ydmygelse.

I 1700-t. blev de middelalderlige privilegier i stigende grad antastet af den habsburgske absolutisme, der førte en centralistisk reformpolitik i oplysningstidens ånd. Josef 2.s forsøg på at gøre tysk til eneste forvaltnings- og undervisningssprog gav stødet til en national vækkelse, særlig i den ungarske lavadel. Den nationale bevægelse, der blev ledsaget af et kulturelt opsving, blev i 1840'erne splittet i en moderat fløj under ledelse af István Széchenyi og en radikal fløj under anførsel af Lajos Kossuth. Det europæiske revolutionsår 1848 gav de radikale medvind, og i april 1849 erklærede Kossuth Ungarn for uafhængigt og kejser Frans Josef 1. for afsat. Den ungarske frihedsbevægelse blev dog nedkæmpet få måneder senere, da russiske tropper kom kejseren til undsætning. Den efterfølgende "neoabsolutisme" betød en politisk umyndiggørelse af ungarerne. Først efter nederlaget til Preussen 1866 indså regeringen i Wien nødvendigheden af at tage hensyn til den ungarske elite, og ved det skelsættende Ausgleich 1867 blev Ungarn ligestillet med Østrig under dynastiet Habsburg. De to konstitutionelle monarkier fik fælles statsoverhoved samt fælles militær- og finansvæsen; men de fik hver sit parlament (se Østrig-Ungarn).

Transsylvanien, der havde et befolkningsflertal af rumænske bønder, blev genforenet med Ungarn, som også omfattede bl.a. Slovakiet, Kroatien og Vojvodina. Ungarerne måtte nu tage højde for den kendsgerning, at de var i mindretal i deres egen rigshalvdel. Deres tokammerrigsdag vedtog i 1868 en restriktiv nationalitetslov, der definerede Ungarn som en nationalstat med ungarsk som officielt sprog. Kun kroaterne fik et regionalt selvstyre, idet de bevarede deres gamle landdag. I 1875-90, under regeringen Kálmán Tisza, indledtes en målbevidst magyariseringspolitik, der sammen med den tiltagende sociale nød på landet fik mange minoritetsbønder til at udvandre. De ungarsktalendes andel af den samlede befolkning øgedes fra 46% til 54% i årene 1880-1910. Rumænerne, slovakkerne, kroaterne og serberne følte sig derimod ikke hjemme i Ungarn, og da 1. Verdenskrig brød ud i 1914, var disse minoriteter allerede i færd med at finde andre statslige tilhørsforhold.

Ungarn i mellemkrigstiden og 2. Verdenskrig

Dobbeltmonarkiets opløsning som følge af nederlaget i 1. Verdenskrig medførte, at Ungarn blev udråbt som selvstændig republik under ledelse af Mihály Károlyi. Han nægtede at acceptere sejrsmagternes territorielle betingelser og overlod i marts 1919 regeringsmagten til en koalition af socialdemokrater og kommunister. De sidstnævntes leder, Béla Kun, udnyttede situationen til at indføre en rådsrepublik efter sovjetisk mønster. "Folkekommissærernes Råd", der talte flere fremtrædende jøder, foretog omfattende nationaliseringer og massehenrettelser af "kontrarevolutionære". Mens ungarske tropper kæmpede i Slovakiet, blev Budapest erobret og plyndret af rumænske styrker, og i august måtte Kun flygte til Sovjetrusland. Hans kortvarige regime fik stor betydning, fordi det kompromitterede hele den ungarske arbejderbevægelse og stimulerede antisemitismen. Regimet afløstes af en omfattende "hvid terror", idet både ungarske og rumænske tropper myrdede løs på jøder, intellektuelle og socialister. I marts 1920 valgtes den militære øverstkommanderende, Miklós Horthy, til statsoverhoved og rigsforstander, og han proklamerede Ungarn som "et monarki med vakant trone".

Det stod da klart, at sejrsmagterne ikke ville tillade Habsburgdynastiets tilbagevenden, og ved fredstraktaten i Trianon den 4.6.1920 fik Ungarn dikteret sine grænser. Ungarn måtte herved afstå Slovakiet og Ruthenien til Tjekkoslovakiet, Transsylvanien til Rumænien samt Kroatien, Slavonien og Vojvodina til den nye jugoslaviske stat. Alt i alt mistede Ungarn 2/3 af sit tidligere territorium og 3/5 af befolkningen. Restungarn var en etnisk homogen nationalstat, hvis politiske hovedmål blev en revision af Trianontraktatens grænser. Landet havde 1921-31 konservative regeringer under ledelse af aristokraten István Bethlen, der indskrænkede valgretten og afviste krav om jordreformer. Han måtte gå af pga. den sociale uro i kølvandet på den økonomiske verdensdepression i 1929. Derefter fulgte højreradikale regeringer 1932-36 under ministerpræsident Gyula Gömbös, der var antisemit og fascineret af nazismen. I hans tid begyndte den tilnærmelse til Tyskland, der resulterede i, at Ungarn ved voldgiftskendelser 1938/40 genvandt dele af Slovakiet og Transsylvanien. I 1941 deltog ungarske tropper i Tysklands angreb på Jugoslavien og Sovjetunionen. Da Horthy i 1944 søgte at trække Ungarn ud af krigen, blev han af Hitler tvunget til at træde tilbage og overlade magten til Pilekorspartiets fører, Ferenc Szálasi, der også bistod tyskerne med udryddelsen af de ungarske jøder. Efter kapitulationen fik Ungarn igen grænserne fra 1920.

Efterkrigstiden

Efter Den Røde Hærs indtog gennemførte en provisorisk regering i foråret 1945 en populær jordreform, der brød storgodsejernes magt. Parlamentsvalget i november gav absolut flertal til husmandspartiet, der efter sovjetisk pres dannede en koalitionsregering med bl.a. kommunister og socialdemokrater. Indenrigsministeriet tilfaldt kommunisterne, der blev ledet af den Moskva-tro Mátyás Rákosi. Landet, der 2.2.1946 blev en republik, kom til at høre til den sovjetiske interessesfære, og de sovjetiske tropper, som blev i landet, støttede kommunistpartiets eliminering af dets modstandere. I perioden fra august 1945 til juli 1946 led landet af en af verdens værste hyperinflationer, som kulminerede med, at Ungarn 1.8.1946 overgik fra pengő til forint som møntenhed, hvis værdi blev fastsat til 400.000 kvadrillioner (4 x 1029) pengő for 1 forint. 1947-48 overtog partiet, der fusionerede med det socialdemokratiske parti, alle nøgleposter, og der blev gennemført en omfattende nationalisering.

Folkerepublikken Ungarn (1949-1989)

Ungarn. Imre Nagy, Ungarns ministerpræsident under Den Ungarske Opstand 1956. Han havde allerede været ekskluderet af kommunistpartiet et par gange, senest i 1955, da han også havde været ministerpræsident. Han støttede opstanden året efter og blev atter regeringsleder. Efter den fejlslagne opstand skjulte han sig på den jugoslaviske ambassade, som deporterede ham til Rumænien, der igen udleverede ham til Ungarn, hvor han blev henrettet i 1958. Fotografi fra ca. 1956.

Ungarn. Imre Nagy, Ungarns ministerpræsident under Den Ungarske Opstand 1956. Han havde allerede været ekskluderet af kommunistpartiet et par gange, senest i 1955, da han også havde været ministerpræsident. Han støttede opstanden året efter og blev atter regeringsleder. Efter den fejlslagne opstand skjulte han sig på den jugoslaviske ambassade, som deporterede ham til Rumænien, der igen udleverede ham til Ungarn, hvor han blev henrettet i 1958. Fotografi fra ca. 1956.

I 1949 blev Ungarn udråbt til folkerepublik, og der blev indledt en tvangskollektivisering. Efter Stalins død i 1953 kom der en kort periode med en politisk og økonomisk opblødning. Reformkommunisterne under ledelse af Imre Nagy forsøgte at ændre partiets linje, men Nagy blev 1955 afsat af Rákosi og ekskluderet. Da Khrusjtjov i 1956 indledte afstaliniseringen i Sovjetunionen, gav det efterdønninger, først i Polen, siden i Ungarn, og Rákosi måtte overgive magten til Ernő Gerő. Valget af Gerő fremkaldte 23.10.1956 en folkeopstand, hvorpå Nagy atter indtrådte som regeringschef. Hans forsøg på at gennemføre en vidtgående demokratisering samt Ungarns udtræden af Warszawapagten og genindføre flerpartisystemet udløste 4.11.1956 en sovjetisk ledet militær indgriben. En uge efter var opstanden nedkæmpet, og János Kádár blev indsat som regeringschef (se Den Ungarske Opstand). Efter at have konsolideret sig gennemførte Kádár en treårsplan til genopbygning af landet, reorganisering af industrien og sanering af økonomien. I 1960-61 fuldbyrdedes kollektiviseringen af landbruget, og i de efterfølgende år skete der en gradvis liberalisering af den økonomiske sektor. Ungarn var udenrigspolitisk en trofast forbundsfælle for Sovjetunionen, men indenrigspolitisk fandt der en betydelig opblødning sted. Det økonomiske program Den Nye Økonomiske Mekanisme, indført i 1968, bevirkede, at Ungarn blev det mest markedsorienterede land i Østeuropa. Levestandarden voksede, og også kulturlivet fik friere udfoldelsesmuligheder.

Gorbatjovs reformer i Sovjetunionen efter 1985 udløste også reformkrav i det ungarske kommunistparti. I 1988 blev Kádár tvunget til at gå af, og året efter afskaffede kommunistpartiet sig selv. Den 23.10.1989, på 33-årsdagen for Den Ungarske Opstand, blev Republikken Ungarn proklameret.

Ungarn som parlamentarisk republik (siden 1989)

Det første frie valg siden 1946 blev afholdt i marts 1990, og efter valget gik magten til en koalitionsregering ledet af det konservative Ungarns Demokratiske Forum (MDF) med József Antall som regeringsleder. Den økonomiske udvikling baseret på markedsøkonomi nåede imidlertid ikke de forventede resultater. En skæv indkomstfordeling, landets dybe gæld, voldsom inflation og en meget høj arbejdsløshed var medvirkende til, at Det Ungarske Socialistiske Parti (MSZP) ved valget i 1994 fik absolut flertal, hvorpå Gyula Horn dannede regering sammen med Alliancen Af Frie Demokrater (SzDSz). Den nye regering fortsatte privatiseringerne af de statsejede virksomheder, og udenlandske investeringer strømmede til landet. Økonomien viste trods et markant fald i BNP nu en sund udviklingstendens. For at reducere budgetunderskuddet gennemførte regeringen desuden en krisepakke. Ved valget i 1998 vandt Fidesz, og lederen Viktor Orbán blev premierminister. Han dannede koalition med Det Ungarske Demokratiske Forum (MDF) og Det Uafhængige Bondeparti ( FKGP). I 1999 blev Ungarn medlem af NATO.

Ungarn i begyndelsen af 2000-t.

I 2002 måtte den konservative regering under ledelse af Viktor Orbán vige pladsen efter et knebent valgnederlag til den socialdemokratisk-liberale opposition med det gamle socialistiske parti i spidsen, og Péter Medgyessy blev premierminister. Økonomien var i vækst, men den nye regering stod overfor udfordringerne med at genoprette det svækkede sundhedssystem, med bekæmpelse af korruption samt stramning af skattepolitikken.

I maj 2004 blev Ungarn sammen med ni andre østeuropæiske lande optaget som medlem af EU. Samme år blev Péter Medgyessy afskediget fra regeringen på grund af en kontrovers med koalitionspartiet, og socialisten Ferenc Gyurcsány (MSZP), minister for idræt, ungdom og børn, blev udpeget som afløser. Regeringen erklærede omfattende fattigdomsbekæmpelse og øgede pensioner, samtidig med den introducerede lønforhøjelse til offentlige ansatte; dette medførte imidlertid et stort budgetunderskud.

Ved parlamentsvalget i 2006 vandt MSZP igen, og Gyurcsány blev premierminister for anden gang. Regeringen blev imidlertid snart upopulær, og allerede samme år var der voldsomme protester mod regeringen i Budapest.

Ungarn blev ramt hårdt af Finanskrisen fra 2008, og IMF, EU og Verdensbanken måtte træde til med en hjælpepakke på 25 mia. dollars. Ved valget til Europaparlamentet i 2009 fik det højrenationalistiske parti Jobbik 15% af stemmerne, et resultat, der vakte en del opsigt i omverden.

Ved parlamentsvalget i 2010 vandt Fidesz en stor sejr, og Viktor Orbán blev premierminister igen. Under hans ledelse er landet slået ind på en mere nationalistisk kurs, og regeringen er kommet under international kritik for at lede Ungarn i en mere autoritær retning. I 2011 blev der vedtaget en ny valglov, som halverede antallet af parlamentsmedlemmer og indførte nye grænser for valgkredsene. Ifølge kritikere har ændringerne først og fremmest været til gavn for Fidesz. Regeringen har endvidere opnået større kontrol over centralbanken, et tiltag som er blevet kritiseret kraftigt af IMF, EU og Den Europæiske Centralbank.

Læs mere om Ungarn.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Anders Bo Nygaard, Hans Bagger, Merete Harding, Zsuzsanna Bjørn Andersen: Ungarn (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176982