Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

István Széchenyi

Oprindelig forfatter ZBA Seneste forfatter Redaktionen

István Széchenyi, 21.9.1791-8.4.1860, ungarsk greve og politiker. Széchenyi opholdt sig i Vesteuropa 1815-25 og inspireredes her til en række økonomiske og sociale reformtiltag. I 1825 donerede han et års indkomst til grundlæggelsen af Det Ungarske Videnskabsakademi. Ved hans indsats blev Donaus nedre løb og floden Tisza reguleret, og på hans foranledning blev Europas første kædebro anlagt 1839-42 mellem bydelene Buda og Pest.

Széchenyis hovedværk Kredit (1830) rettede et angreb på adelens privilegier, og i Stadium (1833), som blev forbudt af censuren, efterlyste Széchenyi konstitutionalisme efter vesteuropæisk mønster. Han blev genstand for konstant overvågning, hans helbred svækkedes, og han tilbragte flere år på et nervesanatorium nær Wien, hvor han til slut begik selvmord.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Zsuzsanna Bjørn Andersen: István Széchenyi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168592