• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Béla Kun

Oprindelig forfatter UJC Seneste forfatter Redaktionen

Béla Kun, 20.2.1886-29.8.1938, ungarsk politiker. Kun grundlagde i 1918 det ungarske kommunistparti. I marts 1919 overtog en koalition af socialdemokrater og kommunister magten. Kun havde officielt titel af udenrigsminister, men var den reelle leder af rådsrepublikken og modtog forsikringer fra Sovjetunionen om militær hjælp. Løftet og den nye patriotisme bevirkede, at den omorganiserede røde hær var i stand til at generobre en stor del af de territorier, som tidligere var erobret af Rumænien og Tjekkoslovakiet. Da den lovede hjælp fra Sovjetunionen udeblev, og der samtidig var uro pga. en fejlslagen jordreform, erklærede Kun 1.8.1919 rådsrepublikken for død og flygtede til Wien og siden til Sovjetunionen. Kun blev i hemmelighed dømt til døden og henrettet under Stalins udrensninger.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulf Jørgen Christensen: Béla Kun i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. september 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112185