Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Slovakiet (Historie)

Oprindelig forfatter PB Seneste forfatter FiSoe

Den første statsdannelse på slovakisk territorium var Det Stormæhriske Rige, som i 800-t. med tyngdepunkt i Sydmæhren og Vestslovakiet blev et ret udviklet samfund. Kristendommen vandt indpas, og et slavisk liturgisk skriftsprog blev skabt. Riget gik under omkring 907, da magyariske stammer trængte ind og bosatte sig i regionen. Fra omkring 1000 til 1918 var Slovakiet en del af det ungarske kongerige. Befolkningen i Slovakiet udgjordes overvejende af slovakker, men mange dalområder blev nærmest affolket under mongolerstormen 1241, og for at styrke området inviteredes tyske kolonister ind. Omkring år 1300 var der over 30 kongeligt privilegerede byer på slovakisk territorium, og det følgende århundrede var en velstandstid for området, bl.a. pga. rige guldfund. Under husitterkrigene i Bøhmen og Mæhren trængte husitiske hærenheder fra 1428 flere gange ind i Slovakiet, hvor store grupper lejesoldater slog sig ned. Husitternes lære slog ikke rod i Slovakiet, men kulturelt fik kontakten med tjekkerne stor betydning, da det sprogligt nære tjekkiske skriftsprog i slovakisk prægning fandt lokal anvendelse. Osmannisk pres og indre strid svækkede den ungarske kongemagt, og efter Slaget ved Mohács 1526 tilfaldt den ungarske krone habsburgerne. Osmannerne besatte snart det meste af Ungarn, og kun det slovakiske område forblev under habsburgsk kontrol. Bratislava (Pressburg) blev derfor kroningsby og hjemsted for den ungarske rigsdag. I 1500-t. slog Reformationen igennem i hele Ungarn, i Slovakiet især i lutheransk udgave. Habsburgernes forvaltning af området var hård, og da de efter 1618 søgte at kombinere deres katolske modreformation med absolutisme, kom det til talrige opstande mod kongemagten. Habsburgernes ringe kontrol over området gjorde, at mange protestantiske flygtninge fandt ly her.

Ungarn var et multietnisk rige med latin som forvaltningssprog, men i 1700-t. sås de første tegn på etnisk-nationale spændinger mellem ungarere og slovakker. Man begyndte at argumentere historisk om retten til landet, og der udkom talrige forsvarsskrifter for det slovakiske sprog og folk (se slovakisk). Efterhånden indså både katolske og protestantiske patrioter, at en national agitation krævede et skriftsprog, bl.a. i lyset af en stadig mere militant ungarsk nationalisme, og i 1843 skabte L'. Štúr den sprognorm, som stadig i store træk gælder. I revolutionsåret 1848 krævede en slovakisk forsamling sproglige rettigheder i skole og forvaltning, men de ungarske liberale, der ønskede at skabe både politisk og etnisk enhed i hele det ungarske kongerige, bekæmpede den slovakiske nationalisme. Indtil 1867 ydede Wien den svage slovakiske nationalbevægelse en vis beskyttelse, og i 1861 fremlagde slovakkerne et nationalt program, der krævede anerkendelse af slovakkerne som folk og slovakisk autonomi. Da Habsburgerriget i 1867 omdannedes til Østrig-Ungarn, fik ungarerne frie hænder indenrigspolitisk, og de indledte en voldsom magyariseringspolitik. Pga. den massive undertrykkelse forblev de slovakiske intellektuelle eliter små, og især i Østslovakiet manglede nationalbevægelsen helt fodfæste. Noget egentligt politisk program kunne man ikke formulere, og mange tog tilflugt i panslaviske drømme om Rusland som slavernes befrier. Udbruddet af 1. Verdenskrig i 1914 lammede det spæde slovakiske politiske liv, og til 1918 blev Slovakiets fremtid diskuteret mere uden for landet end hjemme. I 1917 fik protjekkiske slovakker overtalt tjekkerne til at kræve tjekkoslovakisk samling, og i eksil arbejdede Tomáš Masaryk sammen med slovakiske emigrantorganisationer for samme idé.

Slovakiet bliver en del af Tjekkoslovakiet

Først den 30.10.1918, to dage efter at Tjekkoslovakiet blev udråbt i Prag, samledes slovakiske patrioter i byen Turčianský Svätý Martin, hvor de i en erklæring krævede selvbestemmelse og bekendte sig til et tjekkoslovakisk nationalt og politisk samliv. Regeringen i Prag valgte at styre den nye stat centralistisk; denne politik fik indledningsvis slovakisk støtte, men den ledsagende tjekkoslovakisme-ideologi, der påstod, at tjekker og slovakker var to grene af samme folk, samt tjekkernes liberale normer og antikatolicisme vakte modvilje hos især slovakiske katolikker. Mange støttede derfor Andrej Hlinkas Slovakiske Folkeparti, der krævede slovakisk selvstyre. Kulturelt betød mellemkrigstiden en blomstringstid for slovakkerne, men økonomisk forblev Slovakiet underudviklet, og med 1930'ernes depression voksede utilfredsheden og kravene om autonomi.

Annonce

Efter Münchenaftalen 1938 fik Slovakiet i oktober s.å. selvstyre, og i november samledes alle slovakiske partier i et nationalt enhedsparti under ledelse af Jozef Tiso. Da Adolf Hitler i marts 1939 ville besætte Bøhmen og Mæhren, pålagde han Tiso at udråbe en selvstændig stat, hvilket skete 14.3.1939. Der blev opbygget en autoritær slovakisk stat under tæt tysk kontrol. Der gennemførtes antijødiske love, og under krigen bidrog slovakkerne aktivt til det nazistiske holocaust. Slovakiet erklærede Sovjetunionen og senere USA og Storbritannien krig, og efterhånden som afhængigheden af Tyskland blev stadig mere åbenbar, mistede regimet meget af sin popularitet. En modstandsbevægelse opstod i efteråret 1943, og i august 1944 indledtes en opstand, som først efter to måneders svære kampe blev nedkæmpet af tyskerne. Politisk støttede de ikke-fascistiske slovakker en genopretning af Tjekkoslovakiet, men nu med anerkendelse af, at tjekker og slovakker var to forskellige folk. De tjekkiske ledere med Edvard Beneš i spidsen bøjede sig modstræbende, og fra genoprettelsen af Tjekkoslovakiet 1945 til den kommunistiske magtovertagelse 1948 udnyttede kommunisterne de nationale modsætninger til at svække de øvrige partier. De slovakiske kommunister havde da en vis autonomi, men efter 1948 genindførtes en streng centralisme, og mange slovakiske partifolk, bl.a. Gustáv Husák, fængsledes for borgerlig nationalisme.

Kommunisttiden bragte Slovakiet en reel økonomisk fremgang, da landet industrialiseredes og urbaniseredes. Men utilfredsheden med centralismen var stor og blev gennem 1960'erne en drivkraft i slovakiske intellektuelles krav om liberalisering og føderalisme. Presset kulminerede januar 1968, da den slovakiske partisekretær Alexander Dubček afløste Antonín Novotný som partileder. Efter Pragforåret, der også var et slovakisk anliggende, udnyttede Husák som slovakisk partileder behændigt de tjekkisk-slovakiske modsætninger til at skabe sig en platform mod de tjekkiske reformkommunister. I oktober 1968 blev Tjekkoslovakiet omdannet til en føderation. Føderaliseringen fremmede udviklingen af en lokal slovakisk bureaukratisk elite, og de to dele af landet levede i høj grad hver sit liv.

Republikken Slovakiet

Da Fløjlsrevolutionen november 1989 åbnede for demokrati, udviklede de to lande sig politisk separat med hver sit nationale partisystem. Et flertal i begge lande ønskede en fortsat fælles stat, men da man ikke kunne nå til enighed om betingelserne derfor, blev Tjekkoslovakiet delt 1.1.1993.

Den nye slovakiske stats første år var præget af politisk tumult, især pga. Vladimír Mečiars autoritære ledelse og stadig tydeligere sammenblanding af politiske og økonomiske interesser. Også indskrænkninger i det ungarske mindretals rettigheder udløste stor kritik. Slovakiet opnåede derfor ikke som nabolandene Polen, Ungarn og Tjekkiet optagelse i NATO 1999, ligesom landet af politiske grunde ikke kom i første gruppe blandt ansøgerne til EU.

Premierministre
1992-1994Vladimir Mečiar
1994Jozef Moravčik
1994-1998Vladimir Mečiar
1998-2006Mikuláš Dzurinda
2006-2010Robert Fico
2010-2012Iveta Radičová
2012-Robert Fico
Præsidenter
1939-1945Jozef Tiso
1993-1998Michal Kováč
1999-2004Rudolf Schuster
2004-2014Ivan Gašparovič
2014-Andrej Kiska

Parlamentsvalget i 1998 foregik i en stærkt polariseret atmosfære og resulterede i et magtskifte, da en meget bred koalition af højre- og venstrefløjspartier kunne danne en flertalsregering under Mikuláš Dzurinda uden om Mečiars HZDS-parti. Regeringen formåede hurtigt at forbedre forholdet til EU, så Slovakiet maj 2004 kunne blive medlem samtidig med de øvrige central- og østeuropæiske ansøgerlande. S.å. blev Slovakiet optaget i NATO. Også økonomisk gennemførtes en række reformer, bl.a. en privatisering af banksektoren, der skulle gøre landet attraktivt for udenlandske investorer, hvilket i høj grad lykkedes. Især bilindustrien i Slovakiet voksede voldsomt. Efter valget i 2002 kunne Dzurinda fortsætte som regeringschef, nu i spidsen for en ren højrefløjsregering, der gennemførte en stribe radikale reformer, ikke mindst indførelsen af en flad skat på 19 %. Politikken skabte pæne vækstrater, men øgede også økonomisk ulighed. Arbejdsløsheden blev kun nedbragt lidt. Valget i juni 2006 gav derfor en sejr til Robert Ficos (f. 1964) socialdemokratisk orienterede parti Smer, der med henvisning til de tjekkiske socialdemokraters resultater lovede bedre social sikring og forbedringer af de svagere gruppers kår. Efter valget dannede Smer en flertalsregering sammen med LS-HZDS og det nationalistiske SNS. I 2012 opnåede Smer absolut flertal efter parlamentsvalget. I 2014 tabte Fico præsidentvalget til den uafhængige kandidat Andrej Kiska.

Læs mere om Slovakiet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Peter Bugge: Slovakiet (Historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 11. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=161199