Nitra er en slovakisk industriby 75 km nordøst for Bratislava med 77.000 indbyggere (2022). Nitra er en af de ældste byer i Slovakiet. Den gamle bykerne ligger neden for et borgkompleks fra 1000-tallet, men byens historie går endnu længere tilbage.

Faktaboks

Også kendt som

Nyítra (på ungarsk), Neutra (på tysk)

Nitra er hovedstad i amtet af samme navn og centrum for områdets landbrugsproduktion med bl.a. vinavl. Kemisk industri, herunder plastindustri, er vigtig i byen.

Nitras historie

På det sted, hvor Nitra ligger, ser der ud til at have været bosættelser siden yngre stenalder 5000-3000 f.v.t., og allerede i bronzealderen ca. 1600 f.v.t. opførtes en fæstning på Zobor-bjerget, hvor det senere borgkompleks blev bygget.

Nitra var i 800-tallet en af hovedbyerne i Det Stormæhriske Rige samt centrum for kristendommens indførelse i området. Byen blev således bispesæde allerede i 880. Også under ungarsk styre i den senere middelalder forblev Nitra et vigtigt religiøst og kulturelt centrum.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig