Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rumænien (Rumæniens nyere historie)

Oprindelig forfatter KFle Seneste forfatter FiSoe

Den kommunistiske periode

Efter at kongen havde styrtet Antonescu og brudt med Tyskland, indtrådte en mellemperiode, hvor landet regeredes af generaler og borgerlige politikere, mens sovjetiske tropper efterhånden opnåede kontrol med hele landet. Kongens appeller til Vestmagterne om at intervenere over for den stigende sovjetiske infiltration i rumænsk politik var resultatløse. Det rumænske kommunistparti sikrede sig med Moskvas støtte kontrol med alle nøgleposter. Den vigtigste demokratiske politiker, lederen af det rumænske bondeparti, Iuliu Maniu, blev 1946 idømt livsvarigt fængsel, og i december 1947 blev kongen tvunget til at abdicere og forlade landet. Rumænien blev herefter en folkerepublik efter stalinistisk mønster og udviklede sig til et af de mest brutale regimer i Østeuropa. Regimets loyalitet over for Moskva og partichefen Gheorghe Gheorghiu-Dejs magt blev styrket i 1952, da halvdelen af regeringen blev udskiftet efter sovjetisk krav.

Gheorghiu-Dej, som fra 1961 foruden at være partichef tillige var Rumæniens præsident, forsøgte at gøre landet til en industrination ved at fremme sværindustrien i modstrid med Moskvas ønske om, at Rumænien først og fremmest skulle være et landbrugsland og importere industriprodukter fra Sovjetunionen. Efter Gheorghiu-Dejs død 1965 skærpedes den sovjetkritiske politik af efterfølgeren, Nicolae Ceauşescu, og kom også til at gælde forsvarspolitikken, hvor Rumænien trak sig ud af Warszawapagtens militære samarbejde. Pga. sin uafhængige linje opnåede Rumænien gennem 1970'erne store kreditter i Vesten til moderniseringsprocessen. Den slog imidlertid fejl, og 1980'erne var præget af en hårdhændet og restriktiv økonomisk politik, som nok fik landets udlandsgæld saneret, men samtidig drastisk forringede befolkningens levevilkår. Samtidig fortsatte ambitiøse projekter, herunder en flytning af befolkningen fra landsbyer til centre med boligblokke; denne politik var især ødelæggende for de nationale mindretal i Transsylvanien, først og fremmest ungarerne. Der foretoges en hårdhændet modernisering af Bukarest, hvor Ceauşescu rev historiske bygninger ned og byggede et svulstigt pragtpalads til sig selv og sin familie. I stigende grad førte præsidentfamilien sig frem som et kongeligt dynasti, præget af ødsel magtudfoldelse, mens et enormt sikkerhedsapparat, Securitate, holdt befolkningen nede.

Rumænien efter Ceauşescu

I december 1989 udbrød et folkeligt oprør mod regimet, som hæren sluttede sig til. Ceauşescu og hans hustru forsøgte at flygte, men blev taget til fange, dømt ved en standret og henrettet. Fronten til Nationens Frelse overtog magten, afholdt 1990 de første frie valg og indførte 1991 en demokratisk republik baseret på et flerpartisystem. I praksis var det dog tidligere medlemmer af Ceauşescus regime, under ledelse af Ion Iliescu, som styrede overgangen til demokrati og markedsøkonomi. Moderniseringen af det ludfattige og misregerede land gik meget langsomt og var præget af voldsomme konflikter, hvorunder Iliescu indsatte militante minearbejdere fra provinsen mod den folkelige opposition i hovedstaden. Iliescu allierede sig endvidere med nationalistiske partier som det antisemitiske Storrumænske Parti, som på lokalt plan diskriminerede mod mindretallene, især ungarerne i Transsylvanien. Diskriminerende love inden for undervisningssystemet mundede 1995 ud i store demonstrationer og vestligt pres mod den rumænske regering. Alligevel trådte en associeringsaftale med EU i kraft i 1995.

Annonce

Ved præsidentvalget i 1996 besejredes Iliescu af Emil Constantinescu (f. 1939), der var opstillet af kræfter med rod i førkrigstidens demokratiske partier. Herved skete et egentligt systemskifte, som også har gjort det muligt for ekskong Mihai at tage ophold i landet, og menneskerettighedssituationen er blevet væsentlig forbedret. Men både den politiske og økonomiske omstilling af det tidligere parti- og planstyrede land går stadig meget langsomt, og regeringen forsøger at fremskynde processen ved at presse på for en hurtig optagelse i NATO og EU. Forholdet til Ungarn blev væsentlig forbedret i 1997 ved indgåelse af en aftale om det ungarske mindretals rettigheder. Den langvarige krise omkring nabolandet Jugoslavien har været en yderligere belastning for Rumænien, som har deltaget i de internationale blokader af landet. Rumænien er blevet inddraget i EU-overvejelser om en samlet genopretningsplan for Sydøsteuropa.

Statsledere
Fyrster
1862-66Alexandru Ioan Cuza
1866-81Carol 1.
Konger
1881-1914Carol 1.
1914-27Ferdinand 1.
1927-30Mihai 1.
1930-40Carol 2.
1940-47Mihai 1.
Generalsekretærer i kommunistpartiet
1947-65Gheorghe Gheorghiu-Dej
1965-89Nicolae Ceauşescu
Præsidenter
1990-96Ion Iliescu
1996-2000Emil Constantinescu
2000-04Ion Iliescu
2004-14Traian Băsescu
2014-Klaus Iohannis

En dybtgående økonomisk og politisk krise fik i 1999 præsident Emil Constantinescu til at afskedige den borgerlige ministerpræsident, Radu Vasile (1942-2013). Constantinescu udnævnte derefter nationalbankdirektøren Mugur Isarescu (f. 1949) til ministerpræsident indtil nyvalgene til parlamentet i 2000. Regeringens vigtigste mål skulle være at kvalificere Rumænien til EU-medlemskab, bl.a. ved at halvere inflationen. Vedvarende social uro, som sommeren 2000 yderligere stimuleredes af en finansskandale med bankkrak, berørte mange rumænere. Ion Iliescu genvandt s.å. præsidentposten; hans parti, PDSR, vandt endvidere en betydelig sejr ved parlamentsvalgene, mens Det Storrumænske Parti med sit nationalistiske program under Vadim Tudor (f. 1949) fik femdoblet stemmetallet. Den traditionelle borgerlige fløj fremstod splittet, og resultatet blev en PDSR-mindretalsregering under ledelse af Adrian Năstase (f. 1950), som fortsatte den høje prioritering af rumænsk optagelse i EU og NATO, men samtidig forsøgte at skabe en mere socialt afbalanceret politik gennem en pagt for social fred med fagforeningerne og en ændring af den negative økonomiske udvikling.

Historie efter 2000

Siden valgene år 2000, som gav socialdemokraterne sejr ved både præsident- og parlamentsvalg, har politikken stået i den vestlige integrations tegn, og den rumænske regerings har især siden 2001 kraftigt understreget sin solidaritet med USA og NATO. I 2002 vedtog parlamentet at deltage i den amerikansk ledede fredsstyrke i Afghanistan, og i 2003 vedtog parlamentet enstemmigt at søge optagelse i NATO, hvilket fandt sted i 2004.

Med EU-optagelsesforhandlingerne, som foregik parallelt med forhandlingerne om Bulgariens optagelse i EU, gik det mere trægt. Rumænien blev genstand for en meget kritisk kommissionsrapport i 2003, som blev fulgt op af kritiske rapporter fra Europa-parlamentets udenrigsudvalg. Kritikken påpegede blandt andet ineffektiv korruptionsbekæmpelse og en utilstrækkelig sikring af landets mindretal. I september 2003 vedtoges ved en folkeafstemning vidtgående forfatningsændringer, som udvidede mindretallenes rettigheder, garanterede privat ejendomsbesiddelse og retten for udlændinge til at erhverve ejendom, samt forlængede præsidentens valgperiode fra 4 til 5 år. Ligeledes med blik på forholdet til EU indgik Rumænien en særaftale med Ungarn i september 2003 om en forbedring af det store ungarske mindretals rettigheder. Samme måned afskedigede ministerpræsident Adrian Năstase tre regeringsmedlemmer for korruption; således blev ministeren for europæisk integration beskyldt for at have ledt EU-støttemidler videre til sin mands og sin søns firmaer. I 2004 fulgte en ny regeringsomdannelse, som bl.a. genindførte det tidligere nedlagte miljøministerium, en følge af kritikken af de seneste års forureningsskandaler. Men kritikken af Rumænien forstummede ikke. Politiets optræden i september 2003 ved uroligheder omkring Roma-minoriteten i Transsylvanien førte 2005 til en dom ved den Europæiske Domstol for Menneskerettigheder for overtrædelse af forbuddet mod diskriminering og uværdig behandling af mennesker. EU-organer har kritiseret regeringsindblanding i retsvæsenet, indskrænkninger i pressefriheden og en manglende beskyttelse af landets mange forladte børn, en utilstrækkeligt fungerende markedsøkonomi og en stadig utilstrækkelig korruptionsbekæmpelse.

I 2004 skete et systemskifte, da Traian Băsescu, leder af Det Demokratiske Parti og overborgmester i Bukarest, i en anden valgomgang besejrede Năstase ved præsidentvalget. Ved regeringsdannelsen skiftede Det Humanistiske Parti, som før valget havde været med i Nastases regering, side og gik med i en flertalsregering ledet af Călin Popescu-Tăriceanu (f. 1952) fra det Nationalliberale Parti, som sammen med Det Demokratiske Parti var gået til valg som Den demokratiske Alliance Retfærdighed og Sandhed. Også det ungarske mindretals parti skiftede side. Resultatet blev en centrum-højre regering uden om det yderste venstres og det yderste højres stemmer.

Den nye regering indledte et retsopgør mod den afgående præsident Ion Iliescu og tidligere premierminister Petre Roman for deres rolle ved indsættelsen af bjergværksarbejdere for at nedkæmpe regeringskritiske massedemonstrationer i Bukarest — som sin sidste embedshandling havde Iliescu i december 2004 benådet lederen af aktionen, bjergværksarbejderen Miron Cozma, som var blevet idømt 18 års fængsel, men havde måttet ophæve den igen efter heftige protester fra ind- og udland.

I april 2005 undertegnede den nye præsident og premierminister tiltrædelsestraktaten med EU, som enstemmigt ratificeredes måneden efter af det rumænske parlament. Optagelsen skete 1.1.2007. Rumænien kritiseres dog blandt andet af EU-organerne for en fortsat utilstrækkelig bekæmpelse af korruptionen i landet, hvilket gør optagelsen usikker. Rumænien bærer stadig på en tung arv fra tiden under det kommunistiske diktatur, som de fleste personer i det politiske liv siden 1990, inklusive den nye præsident, skylder den første del af deres karriere.

Læs også om Rumæniens tidligere historie.

Læs mere om Rumænien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karsten Fledelius: Rumænien (Rumæniens nyere historie) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153338