Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Rumænien - geografi

Oprindelig forfatter OBii Seneste forfatter BlochP

Rumænien tilhører dels Mellemeuropas højlande, dels de mellem- og østeuropæiske sletter. Områderne helt mod vest er fortsættelser af lavlandene i Ungarn og Vojvodina. De slutter ved Den Transsylvanske Højslette, der udgør Transsylvanien, som mod øst og syd går over i Karpaterne. Denne vældige bjergkæde, der med Moldoveanu, landets højeste punkt, når op i 2543 m, strækker sig gennem Rumænien fra sydøst til nord og videre ind i Ukraine; den ledsages mod syd og øst af Karpaterforlandet med det lave Moldaviske Plateau eller blot Moldavien (rum. Moldova) mellem Østkarpaterne og grænsefloden Prut samt Valakiet, der ligger syd for Sydkarpaterne. Længst mod øst strækker Donaudeltaet sig ud i Sortehavet. Egnen Dobrogea ligger langs Sortehavskysten og fortsætter ind i det nordøstlige Bulgarien.

Landsdele

Rumænien præges af store regionale forskelle. Valakiet mellem Donau og Karpaterne er overvejende lavland. Donaulavlandet har i århundreder været en hovedfærdselsåre for rejsende, varer, hære og folkevandringer. Her ligger hovedstaden Bukarest som midtpunkt i Rumæniens største samlede byområde. Der ligger en række større og mindre byer ved de bifloder, som løber fra Sydkarpaterne til Donau, fx Craiova, Ploeşti og Piteşti.

Norddobrogea er en tør steppe, der de fleste steder er opdyrket, i de sydlige dele dog med kunstvanding. Hovedbyen Constanţa er Rumæniens næststørste by og vigtigste havn med stor eksport og en betydelig industri. Beliggenheden midtvejs mellem Istanbul og Odessa har betydet meget for Constanţas og områdets erhvervsmæssige udvikling. Sortehavskystens klima er næsten mediterrant, og her er en række vigtige ferieområder ved bl.a. Mamaia, Constanţa, Eforia ved Techirghiolsøen og havnebyen Mangalia.

Annonce

Donaudeltaet, der er 4000 km2 stort, gennemskæres af tre flodarme. Store dele er inddiget og opdyrket, resten er vandarealer, rørsumpe, klitter og tørkeprægede områder. Her er Østeuropas vigtigste rasteområde for trækkende vandfugle. Skibe sejler ad den nordlige Donauarm Chilea helt til Galaţi og Brăila. Hovedbyen Tulcea er industriby og udgangspunkt for udflugter til Donaudeltaet, der i 1991 blev sat på UNESCOs Verdensarvliste.

Moldavien er et frugtbart plateau med et varmt og tørt klima, hvor der dyrkes korn og industriafgrøder. Iaşi, en gammel universitets- og industriby, er egnens kulturelle og økonomiske centrum. I den sydlige del ligger Brăila, hvis gamle bykerne er bevaret, samt industribyen Galaţi, som for store deles vedkommende er opført efter 2. Verdenskrig. Ved Bicaz i Karpaterne ligger et af Rumæniens største vandkraftværker ved en stor kunstig sø. Karpaternes østlige udløbere er kendt for deres særegne klostre og kirker.

Transsylvaniens sydøstligste højland er rigt på befæstede byer og borge, bl.a. borgen Bran, der er knyttet til Draculaberetningen; nord for Sibiu og Braşov ligger et strøg af befæstede kirker. Braşov ligger ved adgangsvejene til Karpaternes pas samt turist- og vintersportsområder, fx Prahovadalen, og meget af den gamle by er bevaret. Den er en betydelig industriby med maskin- og metalindustri (traktorer, lastbiler). Længere mod vest ligger Sibiu, der i perioder var sæde for de habsburgske guvernører i Transsylvanien. Târgu Mureş er et gammelt ungarsk center og støttepunkt, som havde stor rumænsk tilvandring og ungarsk udvandring i Ceauşescuperioden. I 1990 var her etniske konflikter; i dag er de to befolkningsgrupper omtrent lige store. Cluj-Napoca, der ligger centralt på højsletten, er uddannelses- og hospitalsby. Her var stor rumænsk indvandring til de nye fabrikker efter 2. Verdenskrig. 1/3 af befolkningen er ungarere, og byen er politisk og kulturelt center for begge befolkningsgrupper. Den nordligste og mange steder svært tilgængelige del af Transsylvanien, Maramureş, blev som det eneste område i Rumænien aldrig besat af romerne. Den traditionelle levevis påvirkes kun langsomt af forandringer i det øvrige land. Hovedbyen Satu Mare har en stor ungarsk befolkningsandel. Der er store og forurenende miner og smelteværker i Baia Mare. Hovedbyen i slettelandet længst mod vest er Timişoara, der har maskin-, elektronik- og næringsmiddelindustri samt kemisk industri.

Klima

Rumænien har et kontinentalt, overvejende varmt, tempereret klima. Der er store temperaturforskelle mellem sommer og vinter. Klimaet varierer meget fra bjergene over højsletterne til lavlandet og kysterne. Mens der er lange frostperioder i Karpaterne, er gennemsnitstemperaturen på højsletterne i januar −5 °C, i lavlandet −1 °C. Sommerens gennemsnitstemperatur varierer fra 18 °C til 24 °C. Egnene ved Sortehavskysten har en årlig nedbør på 400 mm, mens der kan falde op til 1400 mm i Karpaterne.

Befolkning

56% af befolkningen bor i byer. Tilvæksten er lav, mindre end 0,5%. Næsten 90% af befolkningen er rumænere; 7,1% er ungarere, 1,8% sigøjnere og 0,5% tyskere. Blandt de i alt 18 anerkendte nationale mindretal findes ukrainere, russere, serbere, slovakker og bulgarer. Den tyske befolkningsandel, som er aftaget stærkt, bor især i Transsylvanien, og ungarerne lever overvejende i landets vestligste dele. Mange sigøjnere, bl.a. de, som lever en nomadetilværelse, diskrimineres fortsat.

Erhverv

Industri, især sværindustri og mekanisk industri, spillede en dominerende rolle gennem mange års kommunistisk styre. Også energiproduktion, minedrift og kemisk industri blev fremmet. Men årtiers rovdrift på råvareresurserne har mange steder resulteret i voldsom forurening og miljøødelæggelse. Rumænien indledte grundlæggende reformer i 1990. De omfatter en hårdt tiltrængt modernisering af et nedslidt og forældet produktionsapparat, tilpasning til ændrede afsætningsforhold og en samtidig omstilling fra planøkonomi og kommunistisk organisation til markedsøkonomi, decentralisering og privat organisering. Både modernisering og omstilling har været besværlig og er gået langsomt. 1990'erne prægedes af arbejdsløshed, strejker, energimangel, høj inflation og stagnerende eller faldende produktion, heriblandt fødevareproduktion, og forringelse af de sociale vilkår.

Industrien beskæftiger 1/3 af arbejdsstyrken. Mens kemisk industri og cementindustri er vidt udbredt, er jern- og stålindustri koncentreret i byerne Hunedoara, Reşiţa og Galaţi, maskin- og transportmiddelindustri i Bukarest og Braşov, mens petrokemisk industri findes nær byerne Ploeşti og Piteşti. Der findes kobberudsmeltning i Baia Mare, hvor der også produceres aluminium, bly, zink og uran. De vigtigste oliefelter ligger i et bælte langs foden af Sydkarpaterne (De Transsylvanske Alper), hvorfra der fører rørledninger til Constanţa ved Sortehavet. De største naturgasfelter findes i Transsylvanien. Sten- og brunkul brydes flere steder, især nær Petroşeni, Rumæniens vigtigste kulfelt.

Landbruget optager næsten 2/3 af arealet og beskæftiger 37% af arbejdsstyrken (1994). Hvede og majs er de vigtigste afgrøder, som dyrkes i stort omfang på de udstrakte sletter og plateauer. Andre vigtige afgrøder er maltbyg, kartofler, solsikker, hør, sojabønner, tobak og grøntsager. Desuden findes et stort kvæg- og fårehold. I Karpaterforlandet dyrkes frugt: æbler, blommer og pærer samt druer, der anvendes til fremstilling af vin af høj kvalitet. Landbruget, der tidligere var stats- og kollektivt drevet, gav dog plads til private jordlodder. Erhvervet blev imidlertid sat meget tilbage af "systematiseringen", dvs. Ceauşescuregimets storstilede, men fejlslagne forsøg på at øge det statsejede landbrugsareal, samle bønderne i byer og assimilere mindretallene. Da denne politik blev opgivet, havde den ødelagt hele landsbysamfund og været årsag til folkeflytninger og faldende landbrugsproduktion.

Øvrige erhverv. Skovbrug udnytter mere end 1/4 af arealet, først og fremmest i bjergene, og er grundlaget for tømmer-, papir- og træindustrien, hvor forarbejdede varer som fx møbler spiller en stor rolle. Fiskeriet, der især foregår i Sortehavet og Donau, har stadig stigende betydning for befolkningens ernæring. Serviceerhvervene beskæftiger ca. 30%, og virksomhederne er generelt mange og små. Turisme spiller en stor rolle ved Sortehavet og i Karpaterne.

Infrastruktur

Jernbanerne står for hovedparten af landets person- og godstransport, og hovedstrækningerne er elektrificerede. En stor del af hovedvejene er gode, mens mange biveje er i dårlig forfatning. Bukarest er centrum for Rumæniens trafik både til lands og i luften. Constanţa har en international havn, og især Donau og kanalerne til Sortehavet er vigtige vandveje. Vandkraftværkerne står for ca. 1/6 af elproduktionen og findes ved Jernporten og i Karpaterne.

Læs mere om Rumænien.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ove Biilmann: Rumænien - geografi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=153310