Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nicolae Ceauşescu

Oprindelig forfatter CRiis Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/4373/=ud_a_141489.mp3?revision=1

Nicolae Ceauşescu, 1918-1989, rumænsk politiker, leder af Rumænien 1965-89. Nicolae Ceauşescu blev medlem af kommunistpartiet 1936 og indtrådte i Centralkomitéen 1952 og i politbureauet 1955. Fra begyndelsen af 1960'erne samlede han magten inden for en snæver personkreds og beklædte selv flere og flere poster: som generalsekretær, som præsident og som øverstkommanderende for de væbnede styrker.

Nicolae Ceauşescu styrede vha. en hård planøkonomisk og nationalistisk kurs kombineret med forfølgelse af politiske afvigere. Under den kolde krig markerede han sig selvstændigt i forhold til Sovjetunionen og fik derved gode forbindelser til vestlige regeringer. Samtidig med Rumæniens voldsomme økonomiske vanskeligheder i 1980'erne voksede personkulten omkring Ceauşescu og hans familie.

Under omvæltningerne i Østeuropa i 1989 søgte han at føre en uforandret politik, men mistede i december 1989 grebet om militæret, da det nægtede at skyde på demonstranter. Under flugt blev Nicolae Ceauşescu pågrebet og efter en summarisk rettergang henrettet sammen med sin hustru Elena.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Riis: Nicolae Ceauşescu i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 5. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=55162