• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Tannenberg

Oprindelig forfatter UBra Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

Tannenberg, polsk Stębark, landsby i det nordøstlige Polen. Ved Tannenberg sejrede en polsk-litauisk hær i 1410 over de tyske ordensriddere (se Den Tyske Orden). Nær dette sted led en russisk hær i august 1914 i det daværende Østpreussen et afgørende nederlag til general Paul von Hindenburgs tyske tropper.

Tannenberg-monumentet

Til minde om slaget i 1914 opførtes ved landsbyen Hohenstein (nu Olsztynek) i 1924-27 et monument, Reichsehrenmal Tannenberg, der bestod af en ottekantet 6 m høj ringmur omkring en plads med en diameter på 100 m. I muren anbragtes otte 23 m høje tårne, hvoraf et snart efter blev ombygget til et mausoleum for Hindenburg, som blev stedt til hvile her i 1934 sammen med sin i 1921 afdøde hustru, hvis kiste var blevet hentet i Hannover.

Mindesmærket blev et nationalt valfartssted, men i januar 1945 blev de to bronzekister sejlet til Kiel. Herfra kom de midlertidigt til Berlin for i 1946 endeligt at blive anbragt i Elisabethkirche i Marburg, hvor Hindenburg var æresborger.

Annonce

Gravtårnet blev sprængt af tyskerne kort før de sovjetiske styrker nåede frem til stedet, mens den øvrige del af mindesmærket forblev intakt indtil 1949, hvor Sovjetunionen og Polen i fællesskab besluttede at rive det ned. Nogle af stenene blev anvendt til et monument for den jødiske ghetto i Warszawa.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ulrik Brandt: Tannenberg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=169808