Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Polen - historie (Det moderne Polen)

Oprindelig forfatter KL-N Seneste forfatter Redaktionen

Polen Polens grænser fra afslutningen af 1. Verdenskrig til afslutningen af 2. Verdenskrig.

Polen Polens grænser fra afslutningen af 1. Verdenskrig til afslutningen af 2. Verdenskrig.

Ved 1. Verdenskrigs afslutning var Polens delingsmagter, Tyskland, Østrig-Ungarn og Rusland, præget af nederlag, opløsning og borgerkrig, og det gav Polen en chance for at genopstå som stat. Det nye Polens grænser blev bestemt dels af stormagterne på Fredskonferencen i Paris i 1919, dels ved egne krige mod nabostaterne.

Statschef november 1918-november 1922 blev Józef Piłsudski. Han ønskede et Polen med stor udstrækning mod øst, gerne i føderation med Litauen, Hviderusland og Ukraine. For ham var Polens hovedfjende Rusland uanset dets styreform. Politisk støttede han sig til venstrefløjen i Polen, bl.a. Det Polske Socialistiske Parti (PPS). Han ville dog gerne stå over partierne med magtbase i den af ham nydannede hær. Hans forhold til jøderne var godt; hans politiske modstander, Roman Dmowski, var åbent antisemitisk. Dmowski afviste bestemt en føderativ løsning i øst, hans hovedfjende var Tyskland, og et borgerligt Rusland skulle danne modvægt mod dette farlige Tyskland; han ville dele Litauen, Hviderusland og Ukraine med Rusland.

Piłsudski og Dmowski prægede polsk politik i mellemkrigstiden. Grænserne til Tyskland og Tjekkoslovakiet blev bestemt af de allierede, til Litauen og Sovjetunionen reelt ved krig. Tyskland måtte afstå Danzig (Gdańsk), der blev en fristad under Folkenes Forbund, samt et område mellem Østpreussen og Tyskland, senere kaldet Den Polske Korridor, Poznańområdet og en del af det kulrige Øvre Schlesien. Tjekkoslovakiet erobrede 1919-20 og beholdt en del af Teschen (polsk Cieszyn), Polen erobrede i 1920 Vilnius og indlemmede senere by og opland i Polen, og efter krig med ukrainere i Galicja erhvervede Polen Østgalicja med byen Lviv. En krig mod de russiske bolsjevikker 1919-20 endte med, at Dmowskis løsning blev gennemført: Polen og Rusland delte Hviderusland og Ukraine imellem sig.

Annonce

Den Anden Republik, 1919-39

Den nye stat fik store nationale og religiøse mindretal; kun ca. 65% af befolkningen var polakker, ca. 10% var jøder. Det største mindretal var ukrainerne med 15%, men det mest højtråbende var tyskernes 2%, der havde det store Tyskland i ryggen. Polen blev en parlamentarisk republik med en meget demokratisk forfatning fra 1921. Der var to kamre, Senat og Sejm, som valgte en præsident, der havde små beføjelser, for Dmowski ville forhindre en stærk mand, fx Piłsudski, i at få for stor indflydelse.

Polen var fra 1918 et stærkt splittet samfund, hvilket også sås i parlamentet; der var 13 regeringer mellem 1919 og 1926. I utilfredshed med dette system kom Piłsudski tilbage til magten ved et statskup i maj 1926, og han og hans efterfølgere prægede 1926-39 det politiske system. Kuppet i 1926 var vendt mod højrefløjen, mod Roman Dmowski og Bondepartiets leder Wincenty Witos (1874-1945). Piłsudski afskaffede ikke forfatningen, men ændrede den, således at den udøvende magt blev styrket på bekostning af partierne og parlamentet. Fra 1930 blev styrets behandling af oppositionen og parlamentet grovere, og forfatningen af 1935 var et skridt i udemokratisk retning. Oppositionens presse og partier fik dog lov til at eksistere. Piłsudskis hovedinteresse var udenrigspolitik og militære sager, idet han søgte en balancegang mellem stormagterne ud fra Polens egen styrke. Sovjetunionen var for ham hovedfjenden. I 1934 indgik han en forståelse med Hitler uden dog at nære illusioner om Hitlers videre planer.

Efter Münchenaftalen oktober 1938 var det gode polsk-tyske forhold slut. Udenrigsministeren 1932-39, Józef Beck (1894-1944), afviste Hitlers krav om Danzig og bedre adgang til Østpreussen. Beck ville ikke gøre Polen til en tysk vasalstat. Han ønskede heller ingen garanti fra Sovjetunionen, idet han frygtede, at det ville ændre grænsen fra 1920-21. Ved aftalen mellem Hitler og Stalin august 1939 blev Polen delt for fjerde gang, og med Hitlers angreb i september 1939 og et sovjetisk angreb få uger senere forsvandt Polen igen som stat.

Polen under 2. Verdenskrig, 1939-45

Polen. Frimærker fra 1944 med motiver fra opstanden samme år. Efter den hårde sovjetiske besættelse 1939-41 og den tilsvarende nazistiske fra 1939 var ugerne under Warszawa-opstanden i august-oktober en kort stund, hvor polakkerne kunne føle sig frie og igen have egne symboler, fx frimærker. Opstanden inddrog ikke kun voksne mænd i militære kampe, men aktiverede også børn og kvinder i mange nye funktioner som kurerer eller organisatorer af det civile samfund.

Polen. Frimærker fra 1944 med motiver fra opstanden samme år. Efter den hårde sovjetiske besættelse 1939-41 og den tilsvarende nazistiske fra 1939 var ugerne under Warszawa-opstanden i august-oktober en kort stund, hvor polakkerne kunne føle sig frie og igen have egne symboler, fx frimærker. Opstanden inddrog ikke kun voksne mænd i militære kampe, men aktiverede også børn og kvinder i mange nye funktioner som kurerer eller organisatorer af det civile samfund.

I denne fase blev det polske folks eksistens truet, og dets dramatiske historie blev udspillet på tre niveauer. Det ene var begivenhederne i det polske område under tysk og sovjetisk besættelse, hvor tyskerne bl.a. søgte at fjerne Polen fra landkortet ved at kalde den af dem besatte del for Generalguvernementet, mens russerne med bl.a. Katynmassakren søgte at umuliggøre dannelsen af en ny polsk stat. Det andet var eksilregeringens ageren i London under ledere som Władysław Sikorski og Stanisław Mikołajczyk, idet den søgte at sikre et stort og uafhængigt Polen efter en allieret sejr, at påvirke stormagterne og at støtte sig på en stor modstandsbevægelse i Polen; det tredje niveau var de britiske, amerikanske og sovjetiske lederes forhandlinger om Polens nye grænser og nye regering.

Såvel den sovjetiske (1939-41) som den tyske besættelse af Polen medførte omfattende folkeflytninger og mord. Den nazistiske racepolitik kom således til fuld udfoldelse i Polen; i 1940 blev jøderne samlet i ghettoer, og fra 1942 blev de myrdet i tilintetgørelseslejre, mens polakkerne blev udsat for terror og vilkårlighed, og mange blev ført til slavearbejde i Tyskland. De sidste få jøder i Warszawas ghetto gjorde forgæves oprør i april 1943. Den store borgerlige polske modstandshær, AK, forsøgte, også forgæves, et oprør i Warszawa august-oktober 1944, som militært var vendt mod tyskerne, men politisk mod russerne, og da det var nedkæmpet, ødelagde tyskerne Warszawa.

De allieredes overvejelser om Polens fremtid foregik uden større hensyn til de grusomme begivenheder i Polen. De tre stormagter var enige om, at Polen skulle flyttes mod vest. Curzonlinjen fra 1920, en britisk idé, svarede mere til en etnisk grænse end den polske østgrænse fra 1921. Den nye grænse i vest blev floden Oder, mens fristaden Danzig (Gdańsk) og det sydlige Østpreussen skulle til Polen. Polen blev derved flyttet 250 km mod vest, og landet blev ca. 20% mindre i omfang. Millioner af tyskere blev med allieret tilladelse flyttet fra det nye Polen eller flygtede selv. Polske kritikere talte om Polens femte deling, mens eksilregeringen gerne ville have udvidelserne i vest, men ikke afståelserne i øst.

Folkerepublikken Polen (Polska Rzeczpospolita Ludowa, PRL, 1944-89

Den polske stat blev ikke kun flyttet, men fik også et andet indhold. Nationale og religiøse mindretal var nu meget små; landet var 98% katolsk og polsk. Det skulle hurtigt vise sig, at landet ikke blev befriet, men underlagt Den Røde Hær, det hemmelige sovjetiske politi og en lille gruppe af polske kommunister. Stalin havde i Moskva i juli 1944 skabt en komité domineret af kommunister, der blev kernen i den nye polske regering, som de tre stormagter anerkendte fra juli 1945. Det største parti var Bondepartiet ved Mikołajczyk. Inden valget til Sejmen i januar 1947 havde kommunisterne (PPR) skræmt oppositionen og befolkningen så meget, at Mikołajczyk senere i 1947 flygtede til USA.

Såvel valgresultatet i 1947 som en folkeafstemning året før blev forfalsket. 1948-49 gennemførte en fløj af PPR en stalinisering af partiet og af Polen. Partiets leder, Władysław Gomułka, blev fjernet. Stalintro kommunister som Bolesław Bierut, Hilary Minc (1905-74) og Jakub Berman (1901-84) udførte Stalins politik med statens overtagelse af industri, handel og landbrug, og censur og det hemmelige polske politi overvågede alt og alle. PPR havde ringe opbakning i befolkningen og brugte derfor terror og valgtryk. Kulturlivet blev sovjetiseret, undervisning i russisk blev tvungen; kirken blev generet og frataget sine jordbesiddelser, og præster og bisper blev arresteret. Ensretningen af det politiske liv kulminerede med fusionen af PPR og PPS til PZPR i december 1948. Den sovjetiske dominans i Polen fik sit ydre symbol ved, at den sovjetiske marskal Rokossovskij i 1949 blev marskal af Polen — Piłsudskis gamle titel.

Der var stor modstand i Polen mod denne sovjetiske model. Allerede i 1954 blev det polske sikkerhedspolitis magt indskrænket efter en afhoppers afsløringer af dets brutalitet. Arbejderuroligheder i Poznań i 1956 førte oktober samme år til et lederskifte. Gomułka blev igen leder af kommunistpartiet, nu PZPR, og hævdede muligheden af en polsk vej til socialismen. På en række punkter førte hans regime til en lempelse, og den åbenlyse sovjetiske indblanding blev mindre. Kollektivformen i landbruget, som bønderne i 1956 spontant havde opløst, blev ikke genindført. Polens landbrug var på det tidspunkt for ca. 80% vedkommende i privat eje, et særsyn for østblokken, ligesom kirken fik større råderum med en katolsk presse og katolske repræsentanter i Sejmen. Udenrigspolitisk fulgte Gomułka nøje Sovjetunionen, der for ham var den bedste garant for Oder-Neiße-grænsen i vest, og i august 1968 deltog Polen i indmarchen i Tjekkoslovakiet.

En ny forsonlig kurs over for Vesttyskland begyndte med Willy Brandts besøg i Warszawa december 1970, i den måned, da Gomułka blev afsat; Vesttyskland anerkendte reelt Oder-Neiße-grænsen. Gomułkas indre reformer havde dog været få, så hverken den økonomiske politik eller partiets enemagt blev der ændret ved. Stat og kirke var ved 1000-års-jubilæet for kristendommens indførelse i 1966 i åben polemik, og omfattende uro blandt studerende i marts 1968 blev brutalt slået ned af politiet. Dele af partiet førte fra 1967 en antizionistisk kampagne, så mange jøder mistede deres job og flygtede.

Årene 1945-70 ændrede landbrugslandet Polen til et land med stærkt voksende byer og en stor sværindustri, bl.a. baseret på råstoffer fra de nye landområder. Folketallet, der var faldet med 6 mio. under krigen, steg fra ca. 24 mio. i 1946 til 34 mio. i 1975, den kulturelle frihed var efter 1956 større end i den øvrige østblok, og analfabetismen, der havde været stor i mellemkrigstiden, forsvandt.

Uroligheder i havnebyer som Gdańsk december 1970 førte til et lederskifte, idet Edward Gierek trådte til. Han forsøgte med en ny stil og en ny politik at skabe bro mellem partiet og folket. Uden at opgive partiets enemagt prøvede han at få en direkte kontakt med befolkningen. Han optog modsat Gomułka store lån i Vesten til fornyelse af polsk industri, ligesom han satsede på at bygge flere boliger og skaffe flere forbrugsvarer. Håbet om materielle ændringer blev imidlertid skuffet i løbet af få år; lånene blev ikke brugt produktivt, og udlandsgælden voksede uhæmmet. Gierek forbedrede forholdet til kirken ved besøg i Vatikanet i 1977; det kom dog som et chok for det svage polske regime, at den i 1978 nyvalgte pave, Johannes Paul 2., var polak. Mellem 1976 og 1980 mistede regimet megen autoritet. Uro hos arbejderne i 1976 førte til et nyt samarbejde mellem arbejdere, intellektuelle og kirken, og pavens besøg i Polen i 1979 styrkede det civile samfunds selvbevidsthed over for partiet. Resultatet sås ved strejkerne i sommeren 1980, hvor det svækkede parti måtte gøre store indrømmelser. Uafhængige fagforeninger blev tilladt, der indførtes strejkeret, og Lech Wałęsa fremtrådte som de strejkendes leder og som leder af fagforeningen Solidaritet. 1980-81 var der i Polen en for et østland uhørt fri, offentlig debat. Gierek blev fjernet som partileder og efterfulgt af Stanisław Kania i 1980-81; ved den voksende polarisering mellem partiet og Solidaritet blev han i 1981 erstattet af general Wojciech Jaruzelski. De mange strejker øgede den økonomiske nød i Polen, og et pres fra Sovjetunionen, DDR og Tjekkoslovakiet fik i december 1981 Jaruzelski til at indføre krigsretstilstand. Alle indrømmelserne til arbejderne blev nu taget tilbage, Solidaritet blev opløst, dets ledere blev fængslet, og militæret overtog reelt ledelsen i staten.

Det lykkedes ikke for Jaruzelskis regime 1981-88 at vinde befolkningen for sig. Økonomisk blev 1980'erne en nedtur, og samfundsmoralen nåede i 1988 et lavpunkt. Gælden til et nu fjendtligt Vesten tyngede. En ny strejkebølge i 1988 førte til, at regimet atter anerkendte Solidaritet som en af flere samtalepartnere, og aftaler i april 1989 med oppositionen førte til et delvist frit valg til Sejmen og Senatet. Overraskende for alle fik Polen i august 1989 Østeuropas første ikke-kommunistiske statsminister, Tadeusz Mazowiecki, hvilket blev indledningen til en hurtig afvikling af PZPRs magtmonopol.

Den Tredje Republik (Rzeczpospolita Polska, RP, 1989)

I december 1989 vedtog det nye parlament en række love, der gjorde Polen til et parlamentarisk demokrati og åbnede vejen for overgang fra planøkonomi til markedsøkonomi, og januar 1990 opløste PZPR sig selv. De russiske tropper blev trukket ud af Polen, de sidste i 1993. Tre valg i 1990-91 ændrede helt Polens politiske liv. Ved lokalvalg i 1990 blev Solidaritet vinderen, og ved præsidentvalget i 1990 vandt Wałęsa, og Jaruzelski gik fredeligt af.

Polens situation blev efter 1989 bedre end den havde været på noget andet tidspunkt i 1900-t. Landets orientering mod vest resulterede i optagelse i Europarådet i 1991, i OECD i 1996, i NATO i 1999 og endelig i EU i maj 2004. Polen indtog en udenrigspolitisk mere aktiv rolle. i foråret 2003 bidrog Polen med flere tusind soldater til USAs krig i Irak. Det vakte betydelig vrede i Rusland, da Polens præsident Kwaśniewski og tidligere præsident Lech Wałęsa i slutningen af 2004 hjalp politikerne i Ukraine med en fredelig udgang på deres overgang til mere demokrati og dermed mindre afhængighed af Rusland.

2000-tallet

SLD-regeringen, der kom til magten 2001, oplevede sin største succes med forhandlingerne om Polens vilkår for en tilslutning til EU, hvis rammer blev formuleret ved topmødet i København i 2002. Efter optagelsen i 2004 trådte Leszek Miller tilbage som statsminister. Som det var sket med AWS-regeringen 1997-2001, gik regeringen langsomt i opløsning med splittelse og dannelse af nye partier til følge; voksende anklager om elitens korruption og forbindelser til russisk efterretningsvæsen underminerede tilliden til SLD. Den anerkendte Marek Belka blev udnævnt til ny statsminister, men han havde primært støtte fra præsidenten, hvorimod opbakningen fra Sejmen eller SLD var svingende.

Parlamentsvalget 2005 betød, at de to nye partier, PiS og PO, der begge havde rødder i Solidaritet, sejrede. Mod forventning dannede PiS og PO ikke regering sammen, men en mindretalsregering med PiS opstod. Partiet fik mange stemmer fra det sydøstlige, mere tilbagestående Polen, hvor også katolske og nationale værdier er dybt rodfæstede. Dette vakte ængstelse hos den tidligere politiske elite. Den politisk ukendte Kazimierz Marcinkiewicz blev statsminister, mens den egentlige magthaver var PiS' formand, Jarosław Kaczyński. Det efterfølgende præsidentvalg i to runder endte i et opgør mellem Lech Kaczyński (PiS), overborgmester i Warsawa – og Kaczyńskis tvillingebror – og rivalen Donald Tusk (PO, f. 1957). Lech Kaczyński sejrede og blev i december indsat som ny præsident. Statsminister Marcinkiewicz blev en populær leder, men gik af allerede året efter, hvorpå Jarosław Kaczyński overtog posten som statsminister. Brødrene Kaczyński førte sammen en politik, der gik ud på, at staten skal sørge for borgernes tryghed, selvom den økonomiske politik ikke har været helt klar. Kaczyński-brødrene kom snart under kritik, både internt i Polen og udefra. Deres politik havde stærke nationalistiske undertoner, var kritisk overfor EU og stod for traditionelle, katolske værdier, bl.a. mht. spørgsmål vedrørende abort og homoseksuelle. I 2007 kunne regeringen ikke få flertal, og ved et valg i 2007 tabte Jarosław Kaczyński posten som statsminister, som gik til Donald Tusk.

Polen ramtes i april 2010 af et chok da præsident Lech Kaczyński og hans hustru omkom ved ved et flystyrt sammen med en række andre topfolk fra det polske samfundsliv, bl.a. hærens stabschef, Sejmens viceformand, nationalbankdirektøren og en efterretningschef. De var på vej til Smolensk til en mindehøjtidelig for ofrene for Katynmassakren.

Gå til begyndelsen af Polen - historie, se de historiske oversigter eller læs om Polen generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kay Lundgreen-Nielsen: Polen - historie (Det moderne Polen) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=143418