Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Polen - historie

Oprindelig forfatter K-EF Seneste forfatter Redaktionen

Polens udstrækning fra middelalderen frem til begyndelsen af 1600-t.

Polens udstrækning fra middelalderen frem til begyndelsen af 1600-t.

Middelalderen

I 700-t. levede den vestslaviske stamme polanie omkring Oders biflod Warta i Wielkopolska, den vestlige del af det nuværende Polen. De skabte i 900-t. under fyrsteslægten Piast et rige, der afgrænsedes af Oder, Karpaterne, Bug og Østersøen og således i hovedtræk lignede det moderne Polen.

Den første dokumenterede polske fyrste er Mieszko 1., der 966 accepterede kristendommen for at undgå den tyske missionsvirksomhed. Han oprettede 968 et bispesæde i Poznań. Det lykkedes ham at erobre Schlesien (Śląsk) og Małopolska fra tjekkerne. I år 1000 blev der oprettet et ærkebispedømme med sæde i Gniezno, og Polen blev en selvstændig kirkeprovins direkte under pavens beskyttelse. Afbrudt af voldsomme hedenske reaktioner konsolideredes kristendommen i Polen i de følgende århundreder med nye bispedømmer, talrige klostre og kirker. I 1025 blev Bolesław 1. Chrobry som den første kronet til konge over Polen. Kun nogle af de efterfølgende herskere blev kronet, andre betitlede sig blot som fyrster. Efter Slaget ved Legnica 1241 mod mongolerne ophørte den centrale fyrstemagt med at fungere. Først i 1320 lykkedes det for Władysław 1. Łokietek at samle størstedelen af riget igen og få pavens godkendelse af kongeværdigheden. Dog var Schlesien blevet stærkt germaniseret, og Pommern var i 1308 blevet erobret af Den Tyske Orden.

Det polske samfund i middelalderen var udpræget feudalt. Kongemagten var svag, og landet var delt mellem en række magtfulde vasaller, wojewoda, der var fyrstens stedfortræder i alle militære sager. Den civile administration af krongodserne og jurisdiktionen lå hos embedsmænd, der hver regerede et distrikt. Władysław Łokietek indførte et nyt lag af embedsmænd, starosta, der blev besat med loyale lavadelige som modsætning til de gamle højadelige vasaller. Kasimir 3. den Store måtte i forbindelse med en fredsaftale med Den Tyske Orden i 1343 give afkald på Bagpommern og dermed på adgangen til Østersøen. Mod øst vandt polakkerne derimod store områder i Ukraine.

Annonce

Polen gik fri af den sorte død, der hærgede det øvrige Europa, og i Kasimir 3.s regeringstid (1333-70) oplevede landet en betydelig økonomisk vækst med udvikling af minedrift, landbrug og handel og talrige bygrundlæggelser. Medvirkende til opsvinget var en stor jødisk indvandring, hvor byen Kazimierz ved Kraków blev et center for jødisk kultur. Endnu flere tyske bønder indvandrede, og de fik i begyndelsen en bedre retlig og økonomisk stilling end de polske. Polen blev i den periode for første gang en administrativ enhed med fælles love, mønt mv.

Efter Kasimir 3.s død i 1370 blev den polske trone overtaget af den ungarske kong Ludvig 1. den Store. For at sikre sig, at en af hans døtre kunne efterfølge ham på den polske trone, måtte han 1374 i Košice give den polske højadel (se magnateria) det privilegium, at ethvert skattepålæg ud over en fast jordtakst krævede samtykke fra adelen som stand, og det gav adelen stor politisk magt.

Polen under Jagiełłonerne

Efter Ludvigs død blev hans datter Jadwiga valgt til dronning, og den polske højadel valgte storfyrsten af Litauen, Jagiełło, til hendes mand. Dette blev indledningen til en nær forbindelse mellem Polen og Litauen, der omfattede det meste af nutidens Hviderusland og Ukraine. Med til at fremme samarbejdet mellem de to lande var den fælles fjende, Den Tyske Orden. Imidlertid var Jagiełło hedning, så han måtte love at lade Litauen og sig selv kristne. I 1386 blev han valgt til konge over Polen, døbt under navnet Władysław (2.) Jagiełło og gift med den kun 12-årige Jadwiga.

1410 lykkedes det for en hær bestående af styrker fra Polen, Litauen, Bøhmen og Ukraine at tilføje Den Tyske Orden et alvorligt nederlag ved Tannenberg i Østpreussen, og ordenens ekspansion blev standset. I en krig 1454-66 gjorde de førende byer i Vestpreussen, Gdańsk, Toruń og Elbląg, oprør mod ordenen, og efter flere polske sejre blev Preussen delt ved Freden i Toruń 1466, således at Polen fik Vestpreussen, mens Østpreussen forblev under Den Tyske Orden, men som et polsk len. Polen og Litauen fortsatte den fælles ekspansion mod øst i Hviderusland og Ukraine med opdyrkning af stepperne, der delvis foregik ved indkaldte tyske kolonister og oprettelse af storgodser.

I 1400-t. udvikledes den polske stænderstat med fem separate stænder: gejstligheden, adelen, borgerne, jøderne og bønderne, og med barrierer, som var meget vanskelige at overstige. Juridisk var alle adelige lige, men reelt var der betydelig forskel på de rige magnater og den fattige lavadel (se szlachta). De højere kirkelige embeder blev kun besat med adelige. Jøderne måtte ikke eje gods eller få almindelige borgerrettigheder i byerne.

For at sikre sig militær støtte i kampen mod tyskerne måtte Kasimir 4. Jagiełłończyk i 1454 give adelen et nyt privilegium (se Nieszawa-statutten), der gav de lokale landdage, sejmiki, retten til at mobilisere hæren og udskrive nye skatter. 1493-96 udvikledes Sejm, parlamentet, der fik to kamre: Senatet, der bestod af de kongeligt udnævnte embedsmænd, og Deputeretkammeret, hvor de deputerede fra sejmiki havde sæde. I 1505 blev det bestemt, at Sejmen havde den lovgivende magt. De deputerede til Sejmen mødte med bundet mandat fra sejmiki, og da der udviklede sig et krav om enstemmighed ved alle beslutninger i Deputeretkammeret, blev det især i 1600- og 1700-t. meget vanskeligt at få gennemført selv de mest nødvendige love i Sejmen.

Polens storhedstid i 1500-tallet

Freden i Toruń 1466 betød, at Polen fik herredømmet over hele Wisła. Da befolkningen i Vesteuropa i den periode begyndte at vokse stærkt, blev der en stigende efterspørgsel efter landbrugsvarer, især korn, som Polen var i stand til at levere i store mængder. Det var især de store godsejere, der kunne udnytte de gunstige konjunkturer. Det betød investeringer i endnu større godser og nedlæggelse af landsbyer eller opdyrkning af ny jord med hovedvægten lagt på produktionen på hovedgårdsmarkerne, som blev dyrket af livegne bønder. I den samme periode oplevede den polske kongemagt en styrkelse med en effektiv centraladministration, der dog led under mangelen på en stående hær og flåde. Ved Lublinunionen 1569 indgik Polen og Litauen en føderation med et fælles valgt statsoverhoved og et fælles parlament, Sejmen, men med separat lovgivning, forvaltning, økonomi og hærvæsen.

Med Sigismund 2. August uddøde slægten Jagiełło. Adelen valgte i 1573 den franske konges bror Henrik (3.) til polsk konge. Han måtte dog forinden underskrive en håndfæstning, der sikrede valgkongedømmet, religiøs tolerance, regelmæssige møder i Sejmen og ret til at afsætte kongen. Tilsvarende kontrakter måtte alle efterfølgende konger indgå, før de kunne bestige tronen.

Vasatiden, 1587-1668

Den polske højadel valgte i 1587 den svenske kong Johan 3.s søn Sigismund 3. Vasa til konge. Målet var en union med Sverige, der skulle sikre Polen herredømmet over Estland og svensk støtte mod Rusland, men da den svenske adel havde modsatte mål, var en konflikt uundgåelig. Efter Johan 3.s død søgte Sigismund at indtage Sverige, men i Slaget ved Stångebro 1598 sejrede den svenske hær, og Sigismund måtte vende tilbage til Polen. Herefter fulgte en langvarig konflikt mellem Polen og Sverige. Krigen blev i begyndelsen udkæmpet i Livland; i 1621 erobrede svenskerne Riga og fik ved en våbenstilstand 1629 resten af Livland, efter at Gustav 2. Adolf fra 1626 havde indtaget de vigtigste handelsbyer i Preussen med undtagelse af Gdańsk. Parallelt med krigen mod Sverige førte Polen også krig mod Rusland, der i årene efter Ivan 4. den Grusommes død 1584 var i opløsning. I 1610 lykkedes det for polakkerne at erobre Moskva og få gennemført, at Sigismunds søn Władysław (4.) Vasa blev valgt til zar, men polakkerne blev snart efter fordrevet.

I 1655 udnyttede den svenske kong Karl 10. Gustav et oprør blandt kosakkerne i Ukraine, der blev støttet af Rusland, til at angribe Polen. Efter store svenske sejre de første år var landet imidlertid slemt hærget og udsultet, og efter den danske krigserklæring af 1.6.1657 mod Sverige blev den svenske hær ført ud af Polen og til Danmark. En polsk hær bidrog derpå til befrielsen af Jylland og Fyn.

Ved Freden i Oliwa 1660 måtte den polske kong Johan 2. Kasimir give afkald på Vasaslægtens krav på Sverige og Livland, ligesom man i 1657 havde måttet anerkende, at kurfyrst Frederik Vilhelm af Brandenburg blev suveræn hertug af Østpreussen, uafhængig af Polen. Ved Andrusovo-forliget med Rusland 1667 måtte Polen afstå den østlige del af Ukraine. Efter et adelsoprør abdicerede Johan Kasimir i 1668.

Polen var meget ødelagt efter krigene i midten af 1600-t. Befolkningstallet var gået mindst 25% tilbage, og det tog lang tid, før tabet blev genvundet. Den internationale kornhandel gik stærkt tilbage, og de polske statsfinanser blev brugt på det utilstrækkelige militær.

De saksiske konger, 1697-1763

Den polske adel valgte i 1697 kurfyrst August 2. Mocny ("den stærke") af Sachsen til konge af Polen, givetvis i håbet om at sikre sig beskyttelse mod naboerne Preussen, Sverige, Rusland og Østrig, samtidig med at man forventede, at de ville respektere adelens "gyldne frihed". Men Polen blev trukket ind i en række af Sachsens krige, og den politiske frihed udviklede sig til anarki. I 1702 blev Polen angrebet af Karl 12. af Sverige. Krigene og en meget voldsom pestepidemi lagde store landområder øde, så det var et totalt ruineret Polen, der efter Slaget ved Poltava 1709 blev givet tilbage til August 2. af zar Peter 1. den Store, der nu var landets reelle hersker. I August 3.s regeringstid (1735-63) var der en vis økonomisk og kulturel udvikling på trods af hærgninger i forbindelse med Den Preussiske Syvårskrig (1756-63), hvor store østrigske, preussiske og russiske hære rykkede gennem landet.

Polens tre delinger, 1772, 1793 og 1795

Polen var omkring 1770 et af Europas største lande, men grundlæggende var det svagt. Der var ingen centralmagt, ingen fælles statskasse, og hæren talte kun ca. 12.000 mand. Polens sidste konge, Stanisław 2. August Poniatowski, der kom på tronen i 1764 med massiv støtte fra Ruslands kejserinde, Katarina 2. den Store, forsøgte at gøre Polen til en moderne stat, men nabomagterne bidrog systematisk til at holde landet svagt ved at forhindre ethvert tilløb til politiske, administrative og militære reformer, idet de støttede kongemagtens modstandere økonomisk og militært. Et adelsoprør, Bar-konføderationen, der var vendt mod kongen og mod Rusland, blev støttet af Frankrig og Osmannerriget, og det udviklede sig til en omfattende borgerkrig. Da Rusland og Østrig var ved at komme i krig med hinanden, foreslog Preussen en deling af Polen mellem de tre lande. Ved den første deling i 1772 mistede Polen 1/3 af sit areal og over 1/3 af befolkningen. Preussen tog Vestpreussen (uden Gdańsk) og fik dermed etableret forbindelse mellem Brandenburg, Pommern og Østpreussen, og Polen blev afskåret fra Østersøen. Rusland tog den østlige del af Hviderusland, og Østrig fik Galicja.

Efter 1772 oplevede Polen en bemærkelsesværdig økonomisk og kulturel fremgang, og til sidst lykkedes det også at få gennemført en demokratisk forfatning med et konstitutionelt monarki ved Tredje Maj-Forfatningen 1791 og få organiseret en stående hær på 100.000 mand. Da hverken Preussen eller Rusland imidlertid ville acceptere et stærkt Polen, rykkede russiske tropper ind i landet, hvor de nedkæmpede de polske styrker. Resultatet blev, at Polen atter i 1793 blev delt mellem Preussen og Rusland. Inspireret af Den Franske Revolution ledede Tadeusz Kościuszko året efter en opstand mod delingsmagterne, hvori for første gang også bønderne og i nogen grad borgerne deltog. Det lykkedes for oprørerne at tage både Warszawa og Vilnius, men de bukkede til sidst under for overmagten, og russerne gennemførte en blodig massakre på befolkningen i Warszawa. Ved den tredje deling i 1795 delte Preussen, Østrig og Rusland det resterende Polen mellem sig.

Det delte Polen

Polens tab af landområder i 1600- og 1700-t., herunder Polens tre delinger i hhv. 1772, 1793 og 1795.

Polens tab af landområder i 1600- og 1700-t., herunder Polens tre delinger i hhv. 1772, 1793 og 1795.

Efter den tredje deling i 1795 havde de nationalistiske polakker som mål at genrejse Polen, men midlerne var der stor uenighed om. Nogle mente, at det kunne ske ved et væbnet oprør, mens andre var overbeviste om, at uafhængigheden kun kunne opnås i samarbejde med en af delingsmagterne og ved at styrke den polske nationale kultur. En af de få institutioner, der havde fået lov at bestå, var den katolske kirke, som kom til at spille en væsentlig rolle under hele delingsperioden. Trods alle forsøg hos delingsmagterne på at ødelægge og forbyde alt, der var polsk, lykkedes det faktisk at holde polsk kultur og nationalfølelse levende.

Efter nederlaget i 1795 flygtede mange polakker til Frankrig, hvor de sluttede sig til de revolutionære arméer. Blandt dem var general Jan Henryk Dąbrowski, som fik overtalt Napoleon til at opstille polske legioner til befrielse af Polen. Ved Napoleons hjælp opstod et nyt Polen, Warszawahertugdømmet. Det blev oprettet i 1807 af de preussiske dele af Polen og inkluderede fra 1809 dele af de østrigske besiddelser.

Kongres-Polen

Efter Napoleons fald besluttede sejrsmagterne på Wienerkongressen 1814-15 at genoprette "Kongeriget Polen" eller Kongres-Polen, der bestod af Warszawa-hertugdømmet med undtagelse af Poznań, der kom til Preussen, og Kraków, der blev en fristad. Kejser Aleksander 1. af Rusland blev konge af Polen, og de østlige dele af det gamle Polen-Litauen blev direkte indlemmet i Rusland.

Revolutionerne i Belgien og Frankrig 1830 gav straks inspiration til Novemberopstanden i Polen samme år. Den begyndte på officersskolen i Warszawa og bredte sig hurtigt til hele landet, hvor man afsatte kejser Nikolaj 1. som konge af Polen. Kampene varede til september 1831, da russerne med stor brutalitet knuste opstanden. Kongerigets særlige forfatning, Sejmen, regeringen og hæren blev opløst, og universiteterne i Warszawa og Vilnius blev lukket.

Tusindvis af polakker flygtede til Frankrig, hvor de moderate samlede sig om fyrst Adam Jerzy Czartoryski, der søgte at få britisk og fransk støtte til at befri Polen. De mere vestreorienterede mente, at kun en national og social revolution i samarbejde med andre folk kunne løse det polske problem.

I 1846 udviklede en national opstand i den østrigske del af Polen sig til et regulært bondeoprør, hvor herregårde og slotte blev brændt ned, og de oftest polske adelige godsejere blev dræbt. Kraków blev herefter indlemmet i Østrig. Under inspiration fra begivenhederne i det øvrige Europa i 1848 kom det også til opstande i Poznańområdet mod preusserne og i Galicja mod østrigerne; begge steder blev opstandene slået ned under blodsudgydelser. Efter at bønderne i såvel den preussiske som den østrigske del havde fået ophævet livegenskabet og opnået selveje og borgerlige rettigheder, og det samme var sket i Rusland i 1861, men ikke i Kongres-Polen, gjorde en polsk nationalkomité oprør i januar 1863 og krævede frihed for bønderne i Polen, Litauen og Ukraine. Preussen støttede Rusland for at få russisk støtte til krigen mod Danmark, og Frankrig, Storbritannien og Østrig nøjedes med at udtrykke deres sympati for oprørerne, så selvom kampene varede lige til efteråret 1864, var udfaldet klart: En skånselsløs undertrykkelse af oprørerne, hvoraf flere tusinde blev deporteret til Sibirien. Bønderne fik dog derefter deres frihed af den russiske regering, som brugte alle midler til at ophidse dem mod de polske godsejere og den katolske kirke. Resultatet blev imidlertid det modsatte af det tilsigtede, og bønderne blev for alvor nationalt bevidste og sluttede massivt op om den katolske kirke. Kongres-Polen oplevede en betydelig industrialisering især med tekstilindustrien i Łódź og Warszawa, og i de preussiske dele ekspanderede kulminerne og den schlesiske jernindustri.

Med oprettelsen af dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn (se Ausgleich) fik også Galicja nationalt selvstyre i 1867, og polsk kultur kunne endelig igen udfolde sig frit, ikke mindst ved universiteterne i Kraków og Lvov (Lemberg).

Ligesom de danske sønderjyder oplevede de preussiske polakker en massiv national undertrykkelse under Bismarcks regering i de sidste årtier af 1800-t. I et vist samarbejde med danskerne udviklede polakkerne et udbredt net af kreditforeninger, andelsforetagender og sociale hjælpeinstitutioner, der skulle forhindre, at landbrugsejendommene gik over til tyske ejere.

De dårlige sociale og økonomiske forhold, især i de russiske og østrigske dele af Polen, bevirkede, at ca. 4 mio. personer, heraf mange jøder, der ofte var udsat for forfølgelse, udvandrede til især USA 1870-1914, ligesom mange landarbejdere tog på sæsonarbejde til Tyskland og Danmark.

I 1890'erne udvikledes to særdeles forskellige politiske partier i Polen og blandt polakker i udlandet. Meget højreorienterede og nationalistiske var Nationaldemokraterne, Narodowa Demokracja, ND, under ledelse af Roman Dmowski. Partiet, der var yderst antisemitisk og antitysk, håbede på russisk støtte i form af slavisk solidaritet til genskabelsen af et nyt Polen.

I stærk modsætning til ND dannedes i Paris i 1892 Det Polske Socialistiske Parti, Polska Partia Socjalistyczna, PPS, hvis mål var dannelsen af et nyt demokratisk og uafhængigt Polen. Blandt lederne var Józef Piłsudski, der mente, at vejen hertil var en væbnet national opstand. Andre i partiet mente, at Polen kun kunne få sin uafhængighed som et led i en stor international revolution. De dannede senere i 1918 Polens Kommunistiske Parti, KKP.

Under 1. Verdenskrig sluttede Piłsudski sig med en polsk brigade til Centralmagterne og kæmpede på Østrigs side mod russerne. Den 5.11.1916 proklamerede den tyske og den østrigske kejser genoprettelsen af Kongeriget Polen, især for at få polske soldater til krigen mod Rusland. I marts 1917 erklærede den russiske provisoriske regering, at Polen skulle være uafhængigt. I august samme år oprettede Roman Dmowski en polsk nationalkomité i Paris, der fungerede som eksilregering, og dannede en stor hær, som især bestod af polakker fra USA. Endelig erklærede USA's præsident, Woodrow Wilson, i sine Fjorten Punkter fra januar 1918, at der skulle oprettes en uafhængig polsk stat i de områder, der ubestrideligt var beboet af polakker, og med sikker adgang til Østersøen.

Læs videre om Det moderne Polen, se de historiske oversigter eller læs om Polen generelt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Karl-Erik Frandsen: Polen - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. september 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=143409