Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Katowice

Oprindelige forfattere BeTho og K-EF Seneste forfatter Redaktionen

Katowice, by i det sydlige Polen 65 km vest for Kraków; 321.100 indb. (2005), hovedstad i regionen Śląskie med 4,7 mio. indb. (2004). Katowice ligger midt i det øvreschlesiske industriområde, der er et af de mest betydningsfulde økonomiske centre i Polen og et vigtigt trafikalt knudepunkt. Råstofforekomster har været afgørende for Katowices udvikling, først og fremmest fordi stenkul har leveret billig energi. Ud over en omfattende kulminedrift har området flere stål-, kobber- og zinkværker. Industrien omfatter stort set alle brancher: maskin-, metal-, fødevare- og tekstilindustri samt grafisk industri. Desuden har byen fremstilling af porcelæn, elektroteknik samt byggematerialer.

Den intensive industrielle udvikling har haft voldsomme økologiske følger, og byen hører til de mest forurenede i Polen med en overhyppighed af luftvejssygdomme og høj spædbørnsdødelighed. De fleste af vandløbene, der ikke er særlig vandrige, er stærkt forurenede med spildevand fra miner, smelteværker, industrier og husholdninger. Luften har desuden et stort indhold af gasser og støv. Men siden 1990 er der foregået en stærkt øget indsats mod forurening, bl.a. hjulpet af industrilukninger.

Et omfattende boligbyggeri har fundet sted siden 2. Verdenskrig. Byen har en meget åben struktur med store, rekreative områder. I den nordlige del ligger en ca. 6 km2 stor park med zoologisk have og planetarium. Katowice er et vigtigt kulturcenter med radio- og tv-produktion, flere højere læreanstalter, bl.a. universitet (grdl. 1968) og musikkonservatorium. Desuden har byen flere teatre.

Annonce

Katowice var indtil 1839 en lille landsby under godset Mysłowice, da godsejeren F. Winckler (1803-51) anlagde en kulmine, der muliggjorde udsmeltning af zink og jern fra malme i omegnen. I 1922 kom byen sammen med Górny Śląsk (Øvre Schlesien) til Polen. I september 1939 blev Katowice indlemmet i Tyskland, men blev befriet af Den Røde Hær 27.1.1945. I perioden 1953-56 hed byen Stalinogród.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bente Thomsen, Karl-Erik Frandsen: Katowice i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105000