• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Gdynia

Oprindelig forfatter BeTho Seneste forfatter Redaktionen

/@api/deki/files/10414/=ud_a_47572.mp3?revision=1

Gdynia, polsk by ved Østersøen; 253.300 indb. (2004). Gdynia er den vestligste del af det sammenhængende byområde Trójmiasto 'trillingebyen', som også omfatter Sopot og Gdańsk. Havnen er en af de vigtigste på Polens Østersøkyst med containerterminal og fiskeri-, flåde- og trafikhavn. Skibsværfts- og fiskeindustrien samt service og forsyningsvirksomhed til fiskerflåden er veludviklet. Korn, fødevarer og stykgods omlades fortrinsvis i Gdynia, mens olie, kul og jernmalm omlades i Gdańsk. Gdynia har flere undervisnings- og forskningsinstitutter med tilknytning til fiskeri og søfart, bl.a. oceanografisk institut, havfiskeriinstitut og søfartsskoler. Gdynias udvikling fra fiskerleje til storby begyndte i mellemkrigstiden, idet byen lå i den polske korridor. En storhavn blev bygget 1922-39 for at sikre Polens adgang til havet i tilfælde af problemer med anvendelse af havnen i fristaden Danzig (Gdańsk). Efter ødelæggelserne under 2. Verdenskrig blev havnen genopbygget og udvidet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bente Thomsen: Gdynia i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. april 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=82590