Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bolesław 3. Krzywousty

Oprindelig forfatter EmHa Seneste forfatter Redaktionen

Bolesław 3. Krzywousty, Den Skævmundede, 1085-1138, hertug af Polen fra 1102. Bolesław lod sig ikke krone til konge, men søgte i stedet på ny at samle Polen i kamp mod sin ældre halvbror Zbigniew (d. 1112), der søgte beskyttelse hos den tyske kong Henrik 5. Bolesław kunne i 1109 afvise Henriks felttog, og i årene 1116-23 generobrede han Pommern og omvendte de hedenske stammer til kristendommen. Han indgik en alliance med Danmark og støttede kong Niels' felttog til den vendiske kyst. For at bevare landets enhed indførte Bolesław kort før sin død senioratsprincippet, hvorefter den ældste søn skulle arve kroningshovedstaden Kraków samt de polske kerneområder. Alligevel blev Polen efter hans død delt op mellem hans fire sønner.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Emanuel Halicz: Bolesław 3. Krzywousty i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=49196