Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

August 2. Mocny

Oprindelig forfatter EmHa Seneste forfatter Redaktionen

Permoser udførte Apollon 1715 til Grottensaal i Zwinger. Marmorskulpturen er i dag et af pragtstykkerne i Skulpturensammlung i Dresden. Permoser tildelte Apollon den sachsiske kurfyrste August den Stærkes idealiserede træk for at hylde herskeren som bevarer af lov og orden og som kunstens beskytter.

August 2. Mocny, August der Starke, 12.5.1670-1.2.1733, kurfyrste af Sachsen (som Frederik August 1.) 1694-1733, konge af Polen 1697-1706 og 1709-33.

I Den Store Nordiske Krig 1700-21 var August Danmarks og Ruslands forbundsfælle mod Sverige. I 1706 blev han af den svenske kong Karl 12. tvunget til at opgive den polske trone, der ved freden i Altranstädt overgik til Stanisław 1. Leszczyński. August fik dog tronen tilbage i 1709 efter kejser Peter 1. den Stores sejr over svenskerne i Slaget ved Poltava.

Augusts forsøg på at indføre enevælde i Polen strandede på modstand fra den polske adel (se magnateria og szlachta). I konflikten mellem konge og adel optrådte Rusland som mægler. Resultatet blev et forlig i 1716, garanteret ved en permanent tilstedeværelse af russiske tropper i Polen og endeligt ratificeret på den "stumme" rigsdag i 1717. Forliget cementerede de indre svagheder i adelsrepublikkens politiske struktur (se liberum veto).

Annonce

Polens anseelse svækkedes væsentligt i Augusts regeringstid — bl.a. pga. brutal forfølgelse af ikke-katolske mindretal.

Dresden. Neustädter Markt. Goldene Reiter. Ryttermonumentet blev bestilt af kurfyrst August der Starke hos den franske billedhugger Jean-Joseph Vinache og udført i drevet kobber 1732-34 i augsburgersmeden Ludwig Wiedemanns værksted i Dresden-Friedrichstadt. Monumentet, der viser kurfyrsten som feltherre i antik rustning, blev opstillet i 1736 på Neustädter Markt. Postamentet er tegnet af Zacharias Longuelune, men blev først fuldendt i 1884. I 1944 blev monumentet skilt ad og bragt i sikkerhed i en kælder ved Pillnitz. Den seneste restaurering og forgyldning stammer fra 2003. Foto 2012.

August gjorde meget for at fremme den sachsiske industri og handel, men var også kulturelt interesseret og opbyggede bl.a. en stor malerisamling i Dresden. Han bekostede store summer på pragtbyggerier, og hans forsøg på at efterligne det franske hof udhulede Sachsens finanser.

August fik tilnavnet der Starke ('den Stærke') pga. styrke og vitalitet. Han udnyttede i høj grad mulighederne ved hoffet, havde mange elskerinder og adskillige uægte børn.

I forbindelse med opnåelsen af den polske kongeværdighed måtte han konvertere til katolicismen. Hans efterslægt forblev katolikker, selvom Sachsen var et protestantisk land.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Emanuel Halicz: August 2. Mocny i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=231908