• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Łódź

Oprindelige forfattere BeTho og KHelt Seneste forfatter Redaktionen

Łódź. Privatiseringen efter systemskiftet i 1989 har sat gang i byggeriet. Også privatbilismen har fået et opsving. Fotografi fra 1998.

Łódź. Privatiseringen efter systemskiftet i 1989 har sat gang i byggeriet. Også privatbilismen har fået et opsving. Fotografi fra 1998.

Łódź, næststørste by i Polen (efter Warszawa), 130 km VSV for hovedstaden; 770.800 indb. (2005), hovedstad i regionen Łódzkie med 2,5 mio. indb. (2005). Łódź er centrum i det ældste polske industriområde og er stærkt præget af den tidlige industrialisering. Den oprindelig meget ensidige industristruktur er ændret ved store investeringer i andre industrigrene, bl.a. maskin- og papirindustri, men Łódź er fortsat det store tekstilcenter i Polen. Efter de politiske og økonomiske omvæltninger i 1989 har mange vesteuropæiske tekstilindustrier lagt produktionen til Łódź for at udnytte den billige polske arbejdskraft og den korte afstand til det vesteuropæiske marked.

Byens struktur bærer præg af den tidlige industrialisering. Gaderne i centrum ligger vinkelret på hinanden og er relativt smalle; siden begyndelsen af 1990'erne har den centrale del af Łódź gennemgået en omfattende modernisering. Łódź er et vigtigt uddannelses- og forskningscenter. Byen rummer syv højere læreanstalter, en række videnskabelige institutter, en meget berømt filmskole og de største filmstudier i Polen.

Historie

Byens industrialisering begyndte først i 1800-t. med tekstilindustrien som den drivende faktor, og jernbanerne bidrog stærkt til, at Łódź blev en af Østeuropas store producenter af uld- og bomuldstekstiler; i 1820 havde Łódź 800 indb., og i 1910 var tallet vokset til 408.000. Der blev bygget store arbejderkvarterer, og byen rummer fint jugend- og bauhausbyggeri. Mange steder boede arbejderne under særdeles ringe vilkår; i 1870'erne var der omfattende strejker, og de første arbejderbevægelser blev grundlagt. Byen har altid haft et proletarisk præg. Efter 1. Verdenskrig mistede tekstilindustrien i Łódź det russiske marked, men andre industribrancher begyndte i stedet at udvikle sig. Under 2. Verdenskrig blev jøderne i Łódźs ghetto udryddet; derimod undgik byen de store ødelæggelser og blev derfor i en årrække efter krigen Polens vigtigste industriby.

Annonce