Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Bulgarien - historie

Oprindelige forfattere CRiis og EChr Seneste forfatter Redaktionen

I romertiden udgjorde det nuværende Nordbulgarien en del af provinsen Moesia, der blev erobret af romerne i 29 f.Kr., mens det nuværende Sydbulgarien var delvis sammenfaldende med Thrakien, der blev romersk provins i 46 e.Kr.

Bulgariens fortsatte historie er præget af naboskabet til Byzans og senere til det tyrkiske Osmannerrige, ligesom europæisk stormagtspolitik i nyere tid har haft afgørende indflydelse på landet.

Ved Romerrigets deling i 395 e.Kr. indgik Bulgarien i Det Østromerske Rige, Byzans. Fra nord pressede barbarinvasioner — især goterne — på, men det lykkedes Byzans at fastholde Donaugrænsen, indtil slavere i stort tal i slutningen af 500- og i 600-t. trængte igennem og bosatte sig syd for Donau.

Annonce

Under ledelse af khan Asparukh satte en tyrkisk stamme, de såkaldte protobulgarere, over Donau i 680/81, hvor de underlagde sig slaverne og efter sejre over byzantinerne dannede det første bulgarske rige i området mellem Donau, Balkanbjergene, Sortehavet og Iskărfloden; rigets centrum var først Pliska, senere Preslav. Protobulgarerne assimileredes efterhånden med den større slaviske befolkning; denne proces var sandsynligvis afsluttet i slutningen af 800-t.

Forholdet til Byzans forblev politisk og militært anstrengt, skiftende mellem krige og skrøbelige alliancer, men kulturelt og administrativt vandt byzantinsk indflydelse frem, især efter khan Boris' (852-89) omvendelse til kristendommen i 864/65. Byzantinsk svaghed i 700- og 800-t. muliggjorde bulgarsk ekspansion til et storrige, der under zar Simeon (893-927) grænsede til Adriaterhavet, Ægæerhavet og Sortehavet.

I anden halvdel af 900-t. begyndte det bulgarske rige at gå i opløsning: De vestlige dele løsrev sig til et serbisk rige, russerne angreb fra nord, og i 1014/18 kunne byzantinerne underlægge sig resterne.

Det byzantinske herredømme medførte indførelse af byzantinsk skattesystem og såvel verdslig som kirkelig administration fra Konstantinopel. Efter flere oprørsforsøg lykkedes det i 1185/86 under ledelse af Asen (1185/86-96) og hans bror Petăr (1196-97) at opnå selvstændighed. I begyndelsen omfattede det andet bulgarske rige med hovedstad i Tărnovo kun området nord for Balkanbjergene, men de kaotiske tilstande i forbindelse med det 4. korstog åbnede for erobringer i Thrakien og Makedonien, og under zarerne Kalojan (1197-1207) og Ivan Asen 2. (1218-41) genrejstes et storrige. Intern ustabilitet og stridigheder med Serbien og Byzans medførte opdeling i småfyrstendømmer, der bukkede under ved osmannernes ekspansion fra midten af 1360'erne; i 1393 faldt Tărnovo, og de nordvestligste dele gik tabt i 1396.

I de følgende næsten fem århundreder var Bulgarien del af Osmannerriget. Det tyrkisk-islamiske styre og koloniseringen satte sig især spor i den centrale administration og bylivet, mens den bulgarske landbefolkning ofte blev overladt til lokalt selvstyre. Under den osmanniske nedgangstid udbrød sporadiske oprørsforsøg, men en egentlig løsrivelsesbevægelse, støttet af Rusland, tog først form tidligt i 1800-t. med appel til national uafhængighed fra osmannerne og frigørelse fra græsk kulturel og kirkelig indflydelse.

Forsvaret af Sjipkapasset i Balkanbjergene mod de russiske tropper, kopi af oliemaleri af A. Popov. Under Den Russisk-tyrkiske Krig 1877-78 mødte russerne uventet hård modstand; berømt blev den midlertidige stilstand i deres fremrykning over Balkanbjergene ved det vigtige Sjipkapas. Det tyrkiske herredømme har efterladt sig dybe spor i den bulgarske nationale selvopfattelse ikke mindst ved erindringen om overgrebene mod befolkningen i 1800-t.

Forsvaret af Sjipkapasset i Balkanbjergene mod de russiske tropper, kopi af oliemaleri af A. Popov. Under Den Russisk-tyrkiske Krig 1877-78 mødte russerne uventet hård modstand; berømt blev den midlertidige stilstand i deres fremrykning over Balkanbjergene ved det vigtige Sjipkapas. Det tyrkiske herredømme har efterladt sig dybe spor i den bulgarske nationale selvopfattelse ikke mindst ved erindringen om overgrebene mod befolkningen i 1800-t.

I foråret 1876 nedkæmpedes en større opstand; fremgangsmåden medførte europæisk stormagtsindblanding, der blev fulgt af en russisk krigserklæring til osmannerne. Under Den Russisk-tyrkiske Krig 1877-78 brød de osmanniske hære sammen, og den foreløbige fredsaftale (San Stefano 3.3.1878) afstak grænserne for et Storbulgarien inkl. Thrakien, Syddobrudzja (Syddobrogea) og Makedonien. Pga. frygt for en stor russisk lydstat på Balkan kunne England og Østrig ikke godkende disse grænser, og under Berlinerkongressen samme år blev planerne om et Storbulgarien taget af bordet. I stedet oprettedes i området mellem Donau og Balkanbjergene fyrstendømmet Bulgarien, formelt i vasalforhold til sultanen og med hovedstad i Sofia. Området syd for Balkanbjergene blev den autonome osmanniske provins Østrumelien, mens Makedonien og Thrakien atter overgik til sultanens domæne.

Stormagternes omgørelse af San Stefano-freden og især opgivelsen af Makedonien har siden medført alvorlige kriser i Bulgariens indenrigs- og udenrigspolitiske historie.

Tărnovo-konstitutionen fra 1879 blev en sejr for Bulgariens liberale, men den nyvalgte tyske fyrste Aleksander af Battenberg (1879-86) støttede den konservative fløj. Striden mellem fløjene samt stærk russisk indflydelse på det politiske liv og militæret vanskeliggjorde normale politiske tilstande. I Østrumelien iværksatte den bulgarske befolkningsmajoritet i 1885 et kup, og med Aleksanders godkendelse blev området sluttet til Bulgarien. Stormagterne misbilligede sammenslutningen, og Serbien erklærede krig. Trods et svagt udgangspunkt blev de serbiske styrker besejret og unionen etableret, selvom international anerkendelse udeblev. Unionsforløbet havde ødelagt forholdet mellem Aleksander og Rusland, og det russiskvenlige officerskorps gennemførte i 1886 et kup, der tvang fyrsten til at abdicere.

Tiden frem til 1894 blev præget af ministerpræsident Stefan Stambolov, der hårdhændet søgte at normalisere de politiske forhold. Regentspørgsmålet blev løst med den tyske fyrste Ferdinand af Sachsen-Coburg (1887-1918).

Osmannerrigets fornyede vitalitet efter ungtyrkernes opstand i 1908 vakte bekymring i Bulgarien, der efter accept fra Østrig brød Berlinerkongressens bestemmelse og erklærede sig uafhængigt. Ferdinand antog titlen zar og prægede i de følgende år personligt Bulgariens politik.

I løbet af 1912 indgik Bulgarien, Serbien, Grækenland og Montenegro hemmelige alliancer om deling af Makedonien; i efteråret erklærede de Osmannerriget krig. Alliancens succes i 1. Balkankrig var iøjnefaldende, men stridigheder opstod over den aftalte deling. Bulgarien overspillede sine kort og erklærede i 1913 sine tidligere allierede krig, men kom på under en måned i en håbløs militær situation. Ved fredsslutningen efter 2. Balkankrig fik Rumænien Syddobrudzja, og kun en mindre del af Makedonien og Thrakien med adgang til Ægæerhavet tilfaldt Bulgarien.

1. Verdenskrig indfriede heller ikke Bulgariens territoriale ambitioner. Efter at have indtaget en afventende position trådte landet i 1915 ind på tysk-østrigsk side og okkuperede store områder af Makedonien og Rumænien. Den langtrukne krig udtømte landets resurser, og militæret brød sammen under franske og britiske angreb i september 1918. Ferdinand abdicerede, forlod landet og overlod tronen til sin søn, zar Boris 3. (1918-43). Fredsbetingelserne medførte afståelse af mindre områder til Jugoslavien, og besiddelserne i Thrakien tilfaldt Grækenland. De massive krigsskadeserstatninger, flygtninge og en ødelagt økonomi tyngede Bulgarien i de første mellemkrigsår.

Agrarpartiet under ledelse af Aleksandăr Stambolijski påbegyndte bl.a. jordreformer i begyndelsen af 1920'erne, men en alliance af hæren, makedonske flygtninge og nationalister gennemførte et kup, og Stambolijski myrdedes i 1923. Kriser og terrorhandlinger kom til at præge det politiske liv frem til 1934, da et militærkup satte Tărnovo-konstitutionen ud af kraft, og fra 1935 voksede Boris' direkte indflydelse på regeringen.

Ved udbruddet af 2. Verdenskrig søgte Boris at holde Bulgarien neutralt, men stigende pres førte i vinteren 1941 landet ind i krigen på tysk side, der garanterede territoriale udvidelser, som allerede var blevet indfriet i 1940 med Syddobrudzja. Bulgarske tropper besatte Makedonien og Thrakien, men bortset fra heftige luftbombardementer i vinteren 1943/44 gik krigen uden om Bulgarien. En koalition af modstandsgrupperinger, Fædrelandsfronten, voksede i krigens år langsomt frem, men regeringens bestræbelser på at trække landet ud af krigen bar ikke frugt. Uden at møde modstand invaderede sovjetiske styrker landet den 8.9.1944, og Fædrelandsfronten dannede dagen efter regering. På godt 30 år var tre krige tabt, men fredsaftalen, der blev indgået i 1947, fastholdt 1940-grænserne.

Med russisk støtte iværksatte den kommunistiske del af Fædrelandsfronten under ledelse af Georgi Dimitrov en målrettet og skrupelløs udmanøvrering af politiske modstandere; internationalt kendt blev den manipulerede proces mod oppositionslederen Nikola Petkov, der førte til hans henrettelse.

I 1946 var den mindreårige zar Simeon 2. (1943-46) efter en folkeafstemning om monarkiet gået i eksil. Året efter indførtes en forfatning efter sovjetisk model med socialiseret økonomi, og kollektiviseringen af landbruget tog sin begyndelse; Kommunistpartiets (BKP) dominans var fuldstændig, og placeringen i Østblokken bekræftedes med indtræden i COMECON i 1949 og Warszawapagten i 1955.

Opgøret med stalinismen blev i 1956 ledet af Todor Zjivkov, der siden blev både partichef og statsleder. Zjivkov fulgte en udenrigspolitik, der ofte var vanskelig at skelne fra den sovjetiske, og femårsplaner satte store mål for den industrielle og agrare produktion. Under BKPs ledelse voksede levestandarden, men mangelsituationer og problemer med dårlig forarbejdningskvalitet opstod konstant, ligesom udlandsgælden voksede. Et særligt problem var forholdet til den tyrkiske minoritet, og en brutal tvangsbulgariseringspolitik i vinteren 1984/85 udløste modstand fra de berørte befolkninger; internationale protester fulgte, og forholdet til Tyrkiet forværredes. I sommeren 1989 udvandrede over 300.000 bulgarske tyrkere til Tyrkiet, men siden er mange vendt tilbage. Under forandringerne i Sovjetunionen i 1980'erne søgte Zjivkov først at følge i sporene på reformpolitikken, men strammede siden den ideologiske kontrol, bl.a. med en spirende miljøbevægelse. Under et voksende pres blev han 10.11.1989 afsat ved et internt opgør i BKP, fulgt af store antikommunistiske demonstrationer.

Læs også om Bulgariens senere historie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Carsten Riis, Erik Christiansen: Bulgarien - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=52164