Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

koloni

Oprindelig forfatter Sebro Seneste forfatter Redaktionen

koloni, flertydigt begreb, der dækker bosættelser eller etablering af handelsstationer uden for en stats grænser, men især i antikken også helt nye statsdannelser uden nogen formel tilknytning til det modersamfund, udvandrerne kom fra. Hvis en bosættelse kommer ind under moderstatens jurisdiktion på lige fod med statens øvrige dele, vil der i reglen ikke længere formelt set være tale om en koloni.

Ordet koloni kommer af latin colonia 'landgård, udflyttersamfund', af colere 'dyrke'.

Etablering af kolonier kan have flere og forskelligartede formål, bl.a. handel og udnyttelse af et fremmed områdes naturlige resurser til fordel for modersamfundet; ofte har oprettelsen af kolonier også kunnet afhjælpe fx overbefolkningsproblemer. Fra antikken kendes især fønikiske, græske og romerske kolonier (se Fønikien, Hellas og Romerriget). Senere har begrebet især været knyttet til den europæiske oversøiske ekspansion, som er behandlet under kolonialisme.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Sebro: koloni i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=108253