Akademisk borgerbrev, bevis for at være indskrevet ved et universitet. Universiteterne opfattedes siden middelalderen som selvstændige samfund med egne love, jurisdiktion, sædvaner o.l. Lærere og studerende var derfor borgere i dette samfund, hvori de blev optaget efter særlige ritualer. Som bevis udstedtes et borgerbrev; brugen bortfaldt i 1960'erne.